Det er nok en god beskrivelse af de følelser, der ræser rundt i mig med jævne mellemrum for tiden. Min nærmeste kollega er en dejlig pige på 45. Gift med manden, som hun elsker og mor til 2 børn. Hun har længe gået og været utilpas og fik for nogen tid siden diagnosen mavesår. Ikke fedt, men det skulle kunne klares med flydende skånekost og måske - hvis det ikke nyttede - en operation. Herefter skulle status være Rask.
Virkeligheden har vist sig at være en ganske anden. Mavesåret er en tumor og biopsigen siger cancer. Lige nu ser det ikke ud som om, at det har bredt sig, men tiden hun går i møde er alligevel hård og uden nogen garantier. Den første melding om mavesår og dermed flydende kost i tiden efter kostede en del kilo, så hun nu skal starte sine kemokure med en vægt lige over 50. Jeg ønsker hende alt det bedste, for jeg holder rigtig meget af hende. Men for fanden, hvor er jeg ked af det - og meget bange.
