onsdag den 31. december 2008

Godt nytår.

Så er vi ved årets sidste dag - tid til eftertænksomhed og tid til at skue fremad. Men også tid til at være i nuet.

Nytårsaften er ganske særlig for mig - og i dag måske endnu mere særligt. I dag er det 25 år siden, jeg holdt Bo i hånden for første gang. Jeg havde luret ham i skolen og mente helt bestemt, at han var noget for mig. Det skulle vise sig at holde.

Nu har han været der for mig i et kvart århundrede - i med- og modgang. Vi har oplevet begge dele, men heldigvis mest medgang.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi tager mange år mere. Det er kun blevet bedre de sidste 4-5 år, måske fordi ungerne er blevet større og der er blevet mere rum til os selv.

I må alle have en dejlig nytårsaften - og et godt og lykkebringende 2009.

tirsdag den 30. december 2008

Stolt mor

Sara har købt et rigtig godt kamera, så der bliver taget billeder som aldrig før. En gang imellem er fotografens foretrukne motiv hende selv. Og med lidt redigering kan der komme blandt andet dette ud af den kreative åre.
Jeg er stolt af hende. Stolt over det hun kan med sine kreative evner, stolt over, at hun forfølger sine idéer og ønsker, og stolt fordi hun er smuk. (Ja - op i ..... med janteloven. Det er jeg altså).

mandag den 29. december 2008

Julen ligger på spisebordet

Nemlig - jeg er igang med at pakke sammen for denne gang. Det er skønt at fornemme, at mit hjem nu dukker op igen. Jeg tror dog, at juletræet får et par dage mere. Dels er det friskt endnu, og dels nyder jeg at tænde lysene, når det begynder at blive mørkt.

I dag må jeg hellere tage fat. Der ligger bunker og venter på at blive sorteret, sat i mapper og blive smidt ud. Vasketøjet ordner heller ikke sig selv, og sådan kunne man blive ved. Samtidig kører tankerne i mit hoved. Sådan er det altid på denne tid. Et år slutter og et nyt begynder. Hvad gav det gamle og hvad kan vi ønske af det nye.

Vores helt store ønske for det nye år er familieforøgelse. Og nej - ikke flere børn. Vi ønsker os så brændende en lille hund. Det er lidt problematisk her, da vi jo har allergi i huset. Søgen på nettet, skriverier med kenler og med hende her har givet mig energi og tro på, at det må kunne lade sig gøre. Lige nu prøver vi at finde et sted, hvor vi kan besøge de små hunde og se om Jakob reagerer på dem. Kryds fingre for at det må lykkes for os.

fredag den 26. december 2008

Stille.......

Bo og drengene er kørt på plantecenter efter lidt fyrværkeri, og Sara er på arbejde til kl. 13.00. Så lige nu har jeg en time - helt for mig selv. Behøver jeg at sige, at det er ren nydelse??? Efter juleaften, julefrokost og alle forberedelserne er det skønt at lande i sofaen og bare være.

Det har været en dejlig jul. Børnene er glade for deres gaver og alt gik bare op i en højere enhed. Vi manglede fætter Viktor, men han har haft et par gode dage med sin anden familie.

Der er lige en frokost mere i morgen - herefter skal vi bare nyde fridagene, bytte et par gaver, 0g handle lidt ind til årets sidste dag. Hvis ikke jeg tager fejl, skal der også være tid til en tur i skoven og et spil kort.

Rigtig god 2. juledag derude.

onsdag den 24. december 2008

Jul på forskud

Desværre skal denne lille nisse ikke holde jul med sin moster i år. Han skal fejre julen med sin far og hans familie.

Så vi har snydt lidt og holdt lidt jul allerede 22. december - for ingen jul uden vores Viktor.


Det blev også til en tur tilbage i tiden - i hvert fald i tankerne - for julepynten her hang på juletræet hjemme hos farmor og farfar. Jeg har ikke set det i mange år - jeg ved faktisk ikke hvor mange - sikkert mellem 25 og 30 år, men jeg husker ganske tydeligt denne kugle, og den lille fugl, som ikke kom med på billedet her.

Her er alt klappet og klart til det store slag - det er bare mig, der ikke kan finde min indre jul frem. Mon ikke den er der, når jeg skal bruge den i morgen??? (klokken er i skrivende stund 00.11, så måske jeg skulle gå ind og drømme lidt om julehumør.

Rigtig glædelig jul til jer derude

søndag den 14. december 2008

Den er væk...

Og det er energien, jeg taler om. Langt væk. Jeg kender det, og har kunnet mærke det komme snigende. Jeg mangler sol, sommer og lys. Jeg synes også, at den mørke tid er hyggelig. Lidt hule-agtig med tændte lys. Det er bare som om, kroppen ikke rigtig følger med. Energien forsvinder og med den desværre også det gode humør. Så lige nu glæder jeg mig over, at der bare er 5 arbejdsdage tilbage inden vi rammer 14 dages juleferie. Og denne gang for hele familien. Her er pyntet op, købt julegaver, ænder og hvad der ellers hører til. Så vi skal nok nå det hele.

Jeg kender turen. Det er ikke første gang, jeg har været der, så det er nok bare en del af mig.

tirsdag den 2. december 2008

Når julen bliver en udfordring

Jeg så nyheder i går aftes - nærmere bestemt TV2 Øst. Der var et indslag om den del af vores samfund, hvor en juleand og et juletræ ikke er en selvfølge. Hvor der er til risengrød den ene dag og pasta den næste.

Vi løber ind i den ene indsamling efter den anden, og jeg ved godt, at vi ikke kan rede hele verden. Jeg blev bare rigtig meget berørt over dette indslag. Tænk hvis jeg skulle fortælle min unger, at der ikke var til and, og at vi ikke får gaver i år.

Vi har alle mulighed for at bidrage lidt her. Der er sikkert også andre steder, man kan rette sin henvendelse. Jeg ved det ikke.

Her skal mit indlæg slutte. For selv om jeg ikke er velhaver, så skal jeg have vækket 3 dejlige unger, der skal ned og finde deres nissegaver. Vi er vidst heldige hos os.
En rigtig god dag til alle.

torsdag den 27. november 2008

Så vågnede han

Lines indlæg om skidebog fik mig til at finde julekassen frem og lede. Og her er han så:


Familien Hansens skidenisse. Vi fandt ham i Tivoli for 5-6 år siden. Efterfølgende har han spredt hygge hvert år i julemåneden. Han har sin faste plads - på toilettet selvfølgelig.

onsdag den 19. november 2008

En lille opdatering

Efter en hyggelig onsdag på job er der nu dømt tidlig weekend. Jeg kan mærke, at det gør mig godt. Bo har også fri. Når ungerne er sendt i skole i morgen står den på shopping. Julegaver, lidt fint til Mies grav, hyggeting hjemtil og en tur på café. Bare min mand og jeg.

Den sidste tid har været tung. Jonas har ikke været til at jage i skole og SFO, og lige meget hvordan vi har vendt og drejet tingene, har vi ikke kunnet finde ud af hvorfor. Han har været ved lægen (med Saras kyssesyge i tankerne) og vi har talt med ham selv, men skolen og med pædagogerne i sfo'en. Vi fandt aldrig ud af hvorfor, men kan heldigvis konstatere, at vores yngste søn nu er på banen igen i vanlig stil. Han har erklæret, at vi ikke må spørge, hvad han laver i sfo'en lige nu. Det er hemmeligt og det skal pakkes ind...

Sara er heldigvis helt ovenpå nu efter kyssesygen. Alle prøver er normale og trætheden har slet ikke haft holdt sit indtog, som vi ellers var blevet fortalt. Hendes største problem har næsten været hendes hår. Det er røget af - næsten i totter. Der har været lange lyse hår over alt. En plage i vasketøjet og afløbene på badeværelset. Hun har været rigtig ked af det, for det lange lyse hår er næsten hele hendes identitet. I sidste uge stoppede det. Næsten fra dag til dag, og vi kan se, at der kommer nye fine hår frem i hårgrænserne. Det skal nok blive fint igen.

Ellers synes jeg bare, at det hele løber ud i et her i den mørke tid. Op - på job - hjem - mad - lidt tv - i seng igen. Selvfølgelig krydret lidt med lektier, vasketøj, indkøb og hvad ved jeg. Vi holder dog fast på, at weekenderne skal bringe noget andet. I lørdags blev det til 1 1/2 time i skoven. Så lever man lidt mere for en stund.

lørdag den 8. november 2008

Hvad sker der lige for mig.......

Nu kan jeg ikke vente længere. Jeg er ikke specielt i julegear endnu, men mit system har altså råbt på æbleskiver de sidste 2 uger. Nu har jeg overgivet mig og lavet en ordentlig portion dej. Så om en time vil der brede sig en duft i hele hytten, og om 2 timer vil jeg spise alt for mange af de skønne små runde ting..

Rigtig dejligt weekend til jer derude.

tirsdag den 4. november 2008

Må man lege med vand?

Ja - som udgangspunkt må man godt. Hvis bare man er ude i haven og vejret ellers er til det. For et par dage siden kom Jakob til at lege med vand herinde. Det kom der følgende sjove ting ud af:






mandag den 3. november 2008

Opskriften på en dejlig søndag...

Første søndag i november er en særlig dag. Det er dagen, hvor jeg skal i kirke og tænde lys for Mie. Det er rart at "være i det" en gang imellem - også selv om det nu er mere end 10 år siden, hun kom forbi i alt for kort tid.

Denne gang blev Alle Helgen et heldags-arrangement. En lækker brunch i København sammen med 6 andre mødre. Det er langt at køre for et café-besøg, men selskabet gjorde det hele turen værd.

I Vor Frue Kirke tændte jeg lys for Mie og satte det i sandet. Det er så fint at sidde og se alle de lys der brænder. Hvert et lys symboliserer et lille menneske, som ikke er her mere. Et lille menneske, som fik oplevet alt for lidt, og som fik sat så tydelige spor. Ikke mindst hos forældrene. Navneoplæsningen føles som en evighed. Det er helt urimeligt, at der er så mange børn, der skal nævnes. Mange af navnene kender jeg, Jeg kender deres lille historie, og jeg i mange tilfælde mødt forældrene. Netop de børn, har gjort, at jeg har mødt nogle mennesker, som jeg sætter meget stor pris på. Nogle er døde for mere end 20 år siden, andre har så nye datoer, at det skærer i hjertet.

Jeg var træt, da jeg kørte hjem fra byen efter en helt fantastisk søndag.

fredag den 31. oktober 2008

Fredag aften

Familien samlet
Hjemmelavet pizza
En sjat rødvin i glasset
Finale i "Vild med dans".

Noget kunne tyde på, at det bliver en dejlig aften.

søndag den 26. oktober 2008

16 år

I skrivende stund er det 16 år siden, vi startede den gamle Saab for at køre mod Slagelse Sygehus. Vandet var gået, og vores førstefødte ville frem i lyset. At hun første valgte at komme frem næste morgen, var jeg heldigvis helt uvidende om på det tidspunkt.

Klokken 03.14 kom hun til verden. Den yndigste lille pige. 3.340 g. og 51 cm. Hun var helt fin i farverne, da hun kom, og var faktisk rigtig fin.

I morgen skal hun have gaver, og vi skal i byen og spise. For 16 år er da noget at fejre.

onsdag den 22. oktober 2008

Så er jeg i gang

Jakob har været ved børnelægen i dag. Han er blevet priktestet. Han reagerer på stort set alt, så her er der ikke noget nyt under solen. Til gengæld er hans puste-test bedret, så nu skal vi prøve en periode uden astma-medicin. Jeg krydser fingre for, at det må holde.

Efter besøget hos børnelægen måtte drengene og jeg en tur i Bilka. Her var det så, jeg hørte startskuddet. Nu er der købt ind til kalenderpakker. Ikke det hele, men jeg er godt igang. Der er lavet oversigter og regnestykker, for det skulle jo nødig løbe løbsk. Og så var jeg for øvrigt rigtig dygtig. Ikke noget unødvendigt i vognen. Bare lige frem efter sedlen. Så jeg klapper lige mig selv på skulderen.

lørdag den 18. oktober 2008

Følgende mail blev sendt i går......

Hjem-Is bilen kom igennem Kirke Helsinge i dag. Den stoppede som sædvanlig omkring Helsingevej 69. Ved vejkanten stod 2 drenge klar med penge. Chaufføren holdt ind til siden på forventet sted, men kom ikke engang ud af bilen. Han holdt få sekunder og valgte at køre igen - uden at handle med drengene. De 2 drenge er mine sønner - behøver jeg at sige, at de var skuffede, da de kom hjem.

Vores spørgsmål er - mon bilen var tom? Mon chaufføren ikke kan lide at handle med børn?

Nu er de gået til købmanden efter is. Der ved de da, at de får lov til at handle.....

Med venlig hilsen

Susanne Hansen
Kirke Helsinge

torsdag den 16. oktober 2008

Det var rigtig godt

Bedre kan det vidst ikke siges. Vi kørte hjemmefra fredag, efter at have afleveret 3 børn til moster Manne og fætter Viktor. Deres tur gik til Lalandia.

Vi tog turen vestpå - nærmere bestemt til Comwell i Kolding. Vi fandt et hyggeligt sted og spiste fredag aften. Derefter indkøb af lidt godt hygge på værelset. Et godt værelse, en dejlig mand, lidt vin i glasset og et afsnit af "Vild med dans".

Lørdag bød på en god gå-tur i Kolding. En rigtig ose-tur i Kolding Storcenter og en tur i biografen. Vi blev faktisk enige om, at vi ikke havde været i biografen uden børn i al den tid vi har været forældre. En lækker 3 retters menu blev indtaget i hotellets restaurant (det var en del af pakken). Det var skønt at sidde der og være overskudsagtig. Vi skulle jo kun betale for vinen, og kunne derfor vælge lidt høj-røvet. Vi har grinet, vi har hygget os, vi har talt om dybere ting. Vi har spillet kort og spist slik i sengen, og vi har bare været os. Opholdet var en julegave fra min arbejdsgiver. Et gavekort på 2 overnatninger med morgenbuffet og en 3 retters menu. Vi havde ca. 30 forskellige steder at vælge imellem. Det var bare at bestille.

Jeg kunne godt bruge sådan en weekend igen på et tidspunkt. Det var skønt.

Det var nu også godt at komme hjem igen og finde 3 trætte unger. De havde heldigvis også haft en rigtig god weekend.

Nu holder vi efterårsferie. Uden nogen store planlagte projekter. De sidste dage skal nydes, inden hverdagen kalder på mandag.

onsdag den 8. oktober 2008

Nedtælling

Om 2 dage pakker vi bilen og kører på hotel-ophold - en hel weekend - bare os to. Vi har ikke haft en hel weekend for os selv de sidste 16 år, så det skal bare blive godt. Kryds fingre for, at vejret bliver rigtig godt, så der kan nydes noget natur. En café-tur er også på programmet. Jeg elsker en god café latte. Uhm - Jeg kan mærke, at det hele nok skal blive godt.

onsdag den 1. oktober 2008

En spire er lagt - måske......

Jeg kan rigtig godt lige at se "Ha´det godt" om tirsdagen. I går var Marianne Flormann med en træningscoach på vej op af trappen. Et symbol på motivationens 5 trin. Jeg tror, at jeg er et sted mellem overvejelsesfasen og foberedelsesfacen. Jeg har været forbi programmets hjemmeside, og har fundet et program for løbetræning. Et 12 ugers program, der skulle kunne få sådan en som mig til at kunne klareop til flere kilometer. Lige nu kan jeg dårligt løbe 1. Jeg har kopieret programmet og lagt det som dokument på min del af pc'en. Der står sko i gangen, der egentlig godt kunne bruges. Jeg ved ikke rigtig hvad undskyldningen nu er.

Det skal prøves - det kan jeg mærke. Om det bliver på 12 uger, eller om jeg skal bruge 14 eller 15 uger for at gennemføre, det ved jeg ikke. Det varer nok ikke så længe, før jeg går i gang. Er der nogen af jer andre, der har erfaring med den slags programmer?

søndag den 28. september 2008

Et par skønne timer i naturen

Vi er så heldige, at vi kun har 10 minutters kørsel til et område med både skov og strand. Det har vi benyttet os af i dag. Et par timer blev det til. Vejret var skønt, og hele familien samlet.


Selvfølgelig skal der leges, når lejligheden nu byder sig. Så her 3 unger, der udfordrer skæbnen. Det skal lige nævnes, at ingen faldt i vandet. Det vågne øje vil her kunne skimte storebæltsbroen i baggrunden.


Det siges, at vi stammer fra aberne. Jeg er lige ved at tro på det. Måske jeg blev overbevist i dag, da jeg fandt hele min familie i det samme træ. Far og 3 børn. Desværre kunne jeg ikke fange hele flokken på et billede.


Alt i alt en fin dag. Sådan en søndag kan man leve højt på længe.

torsdag den 25. september 2008

Endelig.....

Badeværelset er færdigrenoveret. Ikke mere støv. Det sidste ryger, når jeg har fri i morgen. Der skal vaskes af og ordnes skabe. Ikke min bedste beskæftigelse, men det skal blive godt at få det gjort.

Det har været et par seje uger. Energien har været helt i bund. Jeg kender turen. Når varmen forsvinder dykker jeg lidt. Jeg står op hver morgen - ikke fordi jeg har lyst - men fordi jeg skal. Jeg finder lidt af glæden i løbet af dagen, men om morgenen er den der bare ikke. Jeg er meget opmærksom og lytter til min krop. På den måde finder jeg langsomt men sikkert formen igen.

Jeg havde fat i kameraet i morges. Udsigten fra stuevinduet var helt fantastisk. Ud over markerne lå tågen helt lavt og tæt - mosekonen bryggede - og solen stod som en helt fantastisk orange og pink kugle lige hen over tågen. Desværre kan jeg ikke dele billedet med nogen. Det bliver i mit hoved. Det lod sig ganske enkelt ikke gøre at få det fanget - solen blev en lille slatten plet og tågen en gang mærkelig grød. Men tro mig - synet var helt fantastisk.

torsdag den 18. september 2008

Vi skal huske...

Vi skal huske rigtig mange ting, men jeg er lige blevet mindet om, at det vigtigste vidst er at vi husker hinanden, at vi husker at sætte pris på det vi har, og at vi husker at leve.

Sara har lige fortalt mig, at en af hendes veninder fra efterskolen har mistet sin mor. En blodprop i hjernen. Væk fra 3 dejlige døtre hvoraf Saras veninde er den mellemste og 15 år.

Jeg har aldrig mødt denne mor, men det rører mig dybt. Dels ved jeg, at datteren i forvejen er en utrolig følsom pige - midt i en svær periode. Og dels ved jeg inderst inde, at det jo kunne have være mig eller en af mine. Hvem har ikke lige lidt for travlt i hverdagen, og hvem får lige den motion, som skal til - og jeg kunne blive ved.

mandag den 8. september 2008

Jeg er glad

Af mange grunde.

- Sara er nu rask. Hendes blodprøver er fine efter kyssesygen.
- Mor er også rask. Hun har skrantet og vi frygtede det værste. Alle prøver er fine.
- I dag ringede mobilen. En glad 2-årig råbte "Hej moster". moster smeltede.

I det hele taget er der meget at være glad for. Dette var bare noget af det.

fredag den 5. september 2008

Med på noderne......

For et års tid siden var jeg sikker på, at det med bloggeri kun var for teenagere. Og her er jeg så, godt voksen og forholdsvis ny i blogland.

Den anden dag havde min søster - hende med det lækre mavedans - inviteret mig på Facebook. Nu har jeg min egen profil og har fået venner. Inden for et døgns tid havde jeg pludselig kontakt til 4 gamle klassekammerater, som jeg ikke har talt med i mange år. Hvor er det sjovt.

Der er dømt lidt ømme lægmuskler. Det er vidst en udløber af onsdagens mavedans. Jeg er sgu lidt skuffet over, at det ikke er mine mavemuskler, der blev ømme. Der er åbenbart længere ind til dem, end jeg lige havde regnet med. Men bare vent. Vi gir den gas igen på onsdag, Manne og jeg.

onsdag den 3. september 2008

Et par gode dage.

I går bød på en spontan fridag. Det var egenlig ikke meningen, men der var ikke det store at lave på arbejde, og Bo var også hjemme. Så - en masse ting gjort.
  • bagt boller - 3 plader lækre fiberboller
  • bagt rugbrød - 2 stk. af Amos bedste brødblanding
  • tømt vasketøjskurven - alt tørret og lagt væk
  • afleveret flasker og gamle aviser/blade i genbrugsboblen
  • handlet ind til de næste 4 dage
  • fået tid på afbud hos frisøren
  • lidt alm. oprydning

Samtidig har Bo puklet med badeværelset. Der er blevet lavet rør og faldstamme til det lille toilet på førstesalen og der er sat loft op igen. Lige nu hænger Flüggers farvekort på den rå betonvæg derude, så man kan sidde og gøre hvad-man-nu-skal, samtidig med at man kan spekulere lidt over, hvilken farve der mon er bedst. Det skal nok blive godt.

I dag har søster og jeg givet den gas. Vi har været til mavedans. Det giver god motion. Ikke mindst for lattermusklerne. Vi er helt klart gode. Og nej - der findes ingen billeder.....

onsdag den 27. august 2008

For fanden, hvor jeg hader dem...

For 2. dag i træk har vi haft besøg af en edderkop så gigantisk, at det var lige før, at den ikke kunne gå i støvsugeren.

Gaven fra Viktor

Her er den så - gaven fra Viktor. Et stykke natur limet på karton. Lige til at sætte op på mosters køkkenvæg. Han er en dejlig dreng. Hans mor kan berette, at han selv har holdt tungen lige i munden og styret pensel med lim, inden alle de fine blade blev sat på plads.
Lige nu støver det ikke. Men det skal man ikke lade sig nare af. Der er indkøbt nyt toilet, lamper og div. småting. I næste uge skal loftet ned i badeværelset, og der skal sættes nyt toilet op. Samtidig skal der føres rør mm. til det lille rum ovenpå. Med 5 mennesker i huset - heraf 2 teenagere - er det vidst ingen luksus at have 2 toiletter. Rummet har været sat af i 5-6 år, og har udviklet sig til at være familiens pulterkammer. Men nu skal det altså være.

Det er ikke de eneste planer, der er blevet lagt på det sidste. Der er sat dato på et weekendophold for 2. Bare mig og herren som jeg giftede mig med for 15 1/2 år siden - præcis i dag. Det er en julegave, som skal indløses nu. Hold kæft, hvor jeg glæder mig. Børnene skal med Manne og Viktor. Deres weekend er også planlagt, men den er hemmelig.....

lørdag den 23. august 2008

Hvad kan det mon være???

Jeg har fået en sms - en spændende en af slagsen. Søster skriver, at Viktor har en fin gave til sin moster. De kommer nok forbi en gang i morgen. Det er da for spændende....

Ellers er status, at det ikke støver mere. I hvert fald ikke lige nu. Men det kommer. Loftet i badeværelset skal ned, så vi kan blive fri for indbygningsspots. Det skal hæves lidt, og der skal laves rørføring op til det lille rum ovenpå, som i løbet af vinteren gerne skulle blive til vores toilet nr. 2. Ingen luksus, når man er 5 i huset.

Og så er det at tingene griber om sig. Mens vi sad i køkkenet og spiste resterne af pizzaen fra i går (godt og hjemmebagt), talte vi om muligheden for at få renoveret køkkenet, når vi nu alligevel skal rode. Det skal ordnes på et tidspunkt. Der er hamrende fodkoldt om vinteren, og vores midlertidige løsninger fra vores overtagelse af huset er der stadig. Og her skal det så lige tilføjes, at vi overtog huset d. 1. april 1991.
Mine strikkepinde sover stadig. Det er lidt øv. Jeg mangler bare et ærme og et forstykke, så er jeg færdig med en rigtig sød cardigan. Jeg må se, om jeg ikke kan få taget mig sammen. Sådan noget ville min mormor have ordnet for mig i "gamle" dage. Kom med det, ville hun have sagt, og så kunne jeg have hentet det helt færdige resultat efter en uges tid. Med ender hæftet ind og knapper syet på. Hun var skøn - min mormor.
Rigtig god weekend der ude.......

mandag den 18. august 2008

Det støver


Øv - det har løbet et stykke tid - toilettet altså. Smadder ærgeligt, da det jo koster en masse vand. Nu er beslutningen taget, og cisternen er blevet skiftet. Der skal også en anden slags tryk på - derfor hullet i væggen. Når vi så er igang, skal vævet på væggene ordnes. Den røde farve skal væk, og indbygningsspottene i loftet skal væk. Et lille rum, men desværre en større omgang. Det værste er alt det støv, der har ført med sig. Lige meget hvor meget man lukker og sørger for at ordne efterhånden, så er det bare ALLE steder.

Jonas er syg idag, så jeg er blevet hjemme med ham. Jeg burde jo bruge dagen på at gøre rent efter svineriet, men der er bare 1000 ting i mit hoved lige nu, så det bliver gjort lidt i småbidder.
Samme søn var med os ude at spise hos nogle gode venner lørdag aften. Da vi kørte hjem, var det blevet mørkt, og stjernerne var tændt. Vi talte lidt om Karlsvognen og de andre stjernebilleder. En stjerne lyste helt fint og klart. Det var Mies stjerne, mente Jonas. Det er dejligt at høre, at han også er med hende, selv om han først er kommet til efter hende.

onsdag den 13. august 2008

Lidt af hvert

Tak for alle hilsnerne på min regnvåde og blæsende fødselsdag. Trods vejret havde jeg en dejlig dag. Vi kom ud at spise, og jeg har fået en række gode gaver.

Vi har taget fat på hverdagen igen. Børnene er startet i skolen. 3., 7., og 10. klasse. Hold da helt op. Jeg synes lige, at de har været små. Jeg nyder, at de er ved at blive store. At vi kan gøre nogle andre ting med dem, og at de hver især klarer sig på deres egen måde.

Sara er blevet frisk igen. Den voldsomme træthed, som vi blev advaret om, er udeblevet. Så tilsyneladende blev det overstået på ca. 3 uger. Det er vidst billigt sluppet for en gang kyssesyge. Det er gået rigtig godt med at få hende hjem fra efterskolen. Sidste weekend havde vi fætter Viktor på besøg. Så er det lækkert, at der er en kusine, der gider at være med til at tegne. Hun er nemlig den eneste af os, der kan tegne, så vi kan se, hvad det forestiller.



Om et par uger, når aftenskoleprogrammerne skal leves ud, skal jeg mødes med min søster hver onsdag. Vi har meldt os på noget så eksotisk som mavedans. Jeg kan godt love, at dette ikke vil blive illustreret på denne side. Det er udelukkende for motionens skyld. Jeg vil tro, at det også kommer til at give god motion til lattermusklerne.

mandag den 4. august 2008

Hvorfor mon???

Der er noget, der ikke passer. For pokker da. Jeg har fødselsdag, men kan ikke finde solen derude. Og det er jo ikke sådan, at det bare regner - nej det står ganske enkelt ned i tykke stænger. Jeg satser på, at det ændrer sig i løbet af dagen (det var vidst ikke hvad de sagte på TV i går aftes), for min fødselsdag plejer altså at være ude i haven.....

mandag den 28. juli 2008

Sommerstatus

Sara er på benene igen. De sidste dage har været rigtig godt for hende - trætheden er der endnu, og det er lidt svært at komme rigtig i gang med at spise. Det har været sejt - ikke noget, vi på nogen måde ønsker gentagelse af.

Madplanen for denne uge er en stor overspringshandling. Jeg startede på arbejde efter 3 ugers ferie i går og har derfor besluttet, at det hele bare skal være nemt at gå til. Bo har tilkaldevagten hele denne uge, så vi ved aldrig helt, hvor mange vi er omkring bordet. Samtidig træder mit omsorgsgen i karakter og siger, at det jo skal være noget med "noget i", da Sara jo er begyndt at spise igen og ønsker at fange de tabte kilo, og drengene der er i voksealderen.
Fra næste uge, så skal det være - så skal der planlægges og handles. Men første fra på tirsdag. På mandag er det min fødselsdag, og jeg har kraftigt givet udtryk for, at jeg ønsker mig at komme ud at spise.

torsdag den 24. juli 2008

Og hvad skal vi så ha' i dag???

Kender I det? Jeg synes, at vi er kørt fast, og at det er lidt svært at finde inspiration til dagens aftensmad. Jeg prøver i stor stil at lave madplaner, så jeg har noget at købe ind efter, og dermed sparer både tid og penge. Men når jeg kigger på planen ligner den sgu en fotokopi af den fra forrige uge.

Hvad gør I andre? Hvor kommer inspirationen fra?

tirsdag den 22. juli 2008

Godt og sundt

Mandag er F. dag. I den forbindelse står F for frisk frugt.

Der mangler en del druer, 2 nektariner og en lille bakke kirsebær i kurven. Da billedet blev taget var de forlængst spist.

Vi har et lille hyggeligt gårdsalg i nærheden, som har gjort det til deres speciale at levere frugt til områdets virksomheder hver mandag. Som privat kan man komme forbi på deres adresse med den tomme kurv fra ugen før, og tage hjem med en fyldt.

Det er altid superfriskt og jeg kan ikke finde det bedre i butikkerne her omkring. Nej - det er ikke økologisk. Den mulighed er der ikke. Men vi nyder det alligevel. Økologien får vi så flettet ind på andre steder. Ikke så meget, som man måske kunne ønske sig, for det er altså bare dyrt at leve lige nu, og vi har jo mange munde at fylde her i huset - og så er der lige priserne på diesel, de er sgu heller ikke ligefrem økologiske lige nu.

Egentlig har jeg slet ikke tid til at skrive. Jeg skal spise frugt. Jonas er på ferie hos mormor et par dage, og Sara spiser stadig ingenting. Så hvis den bunke her skal væk inden den bliver trist, så har jeg vidst travlt.
Status på Sara er, at hun er ved at vågne lidt. Desværre tager smerterne i halsen til, så hun ikke kan spise noget som helst. Det er slemt nok bare at få pillerne slugt. I morgen har vi brugt 2 hele uger på virus og alt hvad der medfølger. Så må det da gå den rigtige vej.

søndag den 20. juli 2008

Stadig ferie

Sara er stadig mega-monster-syg. Kyssesygen er vidst den værste djævel, der har været inden for vores døre længe. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Hendes ansigt har været hævet, så Viktor (vores lille fætter) ikke ville være alene med hende i stuen. Hun er stadig hævet i drøbel og mandler, så indtagelse af fast føde er umuligt. Vores læge har heldigvis udskrevet noget smertestillende, som gør, at det er muligt at drikke lidt vand og proteindrik. Det er nogle skrappe piller med advarselstrekant på æsken.

Hvad lægen ikke har fortalt, er at det lugter. Det er så grimt, at jeg ind imellem har svært ved at være sammen med mit eget barn. Og da hun ikke bryder sig om at være ovenpå, er hun i stuen alle døgnets 24 timer. Der bliver åbnet og luftet ud. Lige meget hjælper det. Det stinker.

Jeg håber virkelig på snarlig bedring. Det er nu en uges tid siden hun sidst spiste bare nogenlunde normalt. Hendes vægt er på sølle 48 kg. Det er ikke meget, når de skal fordeles på 1 meter og 74 cm.

Heldigvis har jeg ferie en uge mere og kan være hjemme og give hende piller og rent sengetøj. Der er ikke ret meget andet at gøre. Vi er midt i 2. uge nu. De kloge sider på nettet siger gennemsnitligt 2 uger, men ind imellem mere. Kryds lige fingre for, at vi holder os nogenlunde indenfor gennemsnittet.

onsdag den 16. juli 2008

Hjemme igen

Og det var vi været nogle dage....

Sara blev mere og mere dårlig. Halsen hævede og feberen rasede. Ikke halsbetændelse, så ingen behandling. Så vi pakkede og kørte hjem før tid. Fornøjelsen var ved at være overstået og Sara ville bare gerne hjem.

Hjemme har de lokale læger tage blodprøve og stillet diagnose. Kyssesyge. Hun er rigtig dårlig, har feber og er stadig hævet i halsen. Og så taler hun som om der ligger en varm kartoffel på tungen. Desuden giver det ondt i maven.

Denne tilstand varer som regel 1 - 3 uger, i sjældne tilfælde længere. Derefter er der dømt træthed i op til et halvt år. I det halve år fraråder lægen også voldsomme udfoldelser som hård sport. Alkohol bør man holde sig fra - også i et halvt år fra diagnosen er stillet. Så der er lange udsigter.

Det er rigtig godt, at vi har ferie, så vi kan være hjemme og passe hende. Jeg glæder mig midt i det hele over, at hun fik lov at fuldføre sit ophold på Skamlingsbanke Efterskole, og at hun sansynligvis er så meget ovenpå, at hun kan starte på et nyt skoleforløb til august.
Skynd dig at blive rask Putti, så vi kan hygge os igen.....

søndag den 13. juli 2008

Ferie og syg

Det hele er startet så godt, men i dag må vi en tur forbi vagtlægen. Sara er hævet og har rigtig ondt i halsen. Det er sgu da uretfærdigt, når vi er lige ved havet - og ved det fedeste vandland.

Vi krydser fingre for, at hun lynhurtigt er frisk igen, så vi kan nyde resten af dagene herovre.

onsdag den 9. juli 2008

For pokker

Jeg ved godt, at man skal sætte pris på det man har. Det gør jeg også - ingen tvivl om det.

En gang imellem bliver jeg bare så træt. Når 2 drenge, som ellers er glade for hindanden, ikke bestiller andet end at skændes og være dumme ved hinanden. Når man kan sige det samme igen og igen og igen, og de af en eller anden grund ikke tager det til sig.

En gang imellem kan jeg stoppe op og tænke, at det her har jeg vidst hørt før. Jeg tror faktisk, at det minder lidt om dengang min søster og jeg ind imellem var ved at drive min mor til vandvid.
Historien gentager sig...

søndag den 6. juli 2008

Opdatering

Pludselig er der bare gået mere end en uge - helt uden at jeg har fået skrevet et ord.

Det har været en tæt pakket uge. Jeg hentede Sara hjem sidste lørdag. Det var en meget bevægende dag. Der blev grædt og der blev krammet. Det har været et fantastisk skoleår, men nu er det slut. Det har givet stor tomhed og ind imellem også tårer. Store stærke 15-16 årige drenge hulkede, så de rystede. De har garanteret ikke grædt sådan, siden de faldt på cyklen og slog knæet, da de var 6-7 år. Nu er Sara så småt ved at lande i familielivet igen. Det er svært, en det skal nok blive godt. Jeg nyder at have have hende hjemme igen.

Det er ferie nu. 3 uger forude, hvor vi bare skal være, gøre hvad vi har lyst til, og ellers bare nyde tilværelsen. Det bliver skønt.

Ellers har ugen budt på en tur til Bon bon land, vi har fået fejret farmands fødselsdag. Denne gang med en gevaldig overspringshandling. Maden blev bestilt ved min yndlings-kok, vejret var perfekt, så det har været rendyrket nydning i haven.

fredag den 27. juni 2008

2 i Jylland og 1 på Sjælland...

Ja - det er altså mine børn, jeg taler om. Det er godt nok underligt.

Jonas er taget afsted til stort fodboldstævne, der varer hele weekenden. Min lille store dreng, der lige er blevet 9 år er drevet helt til Jylland til på søndag. Uden far og uden mor. Det passede ham helt fint. Heldigvis har hans kammerat taget sine forældre og deres campingvogn med, så han sover hos dem.

I morgen vender billedet. Så har jeg 2 på Sjælland og 1 i Jylland. Jeg skal over og hente Sara på efterskolen. Det bliver vidst en underlig dag. Det bliver hendes første store og rigtige voldsomme farvel. Farvel til lærere, omgivelser, en masse dejlige mennesker, få rigtig nære veninder og vidst også en kæreste. Det gør helt ondt at tænke på det. Samtidig bliver det jo fedt at få hende hjem igen. Hun har haft et fantastisk år. Både socialt og fagligt. Vi har købt en gave til hende, som tak for billedet hun har malet og for at have hævet sine karakterer rigtig fint. Jeg glæder mig allerede til at give hende den.

Nu skal hun holde en uges ferie herhjemme med sin far og sine brødre. Jeg snupper lige en uge mere på job, inden jeg slutter mig til turisterne. På den måde får vi strakt det lidt, så vi dækker ungernes ferie med 4 uger. Godt vejr og glade børn må gerne være faste ingredienser.....

mandag den 23. juni 2008

Sankt hans....

Eller også bare mandag aften.

Vækkeuret ringer kl. 04.30 her i huset, så lige nu soves der på sofaen ved siden af mig. Drengene er ovenpå med højt humør. Vi har spist pizza fra den bedste take-away i nærmeste by, og der er stadig lidt rødvin i glasset.

Der er bål og tale ved borgmesteren lige nede på sportspladsen. Men det tændes ikke før kl. 21.00 og der står en stiv kuling ind over det hele, så vi kan ikke engang lave snobrød i bålfadet ude i gården.

Vi kan se det store bål på sportspladsen fra vores stuevindue, så jeg satser på, at vi bliver indendøre og nyder varmen. Jonas er lidt utilfreds, men ham har jeg tænkt mig at bestikke med lidt "santk-hans-is". Mon ikke det går???

mandag den 16. juni 2008

Jeg glæder mig

Om to uger kommer Sara hjem fra efterskole. Planerne om et år mere er lagt på hylden, så hun kommer hjem for at blive. Jeg glæder mig helt vildt.

Beslutningen om at komme hjem blev taget i sidste weekend. Hun kom på efterskole et år før beregnet, så derfor var der også reserveret til det kommende skoleår. Hun har haft et helt fantastisk år og har udviklet sig i positiv retning.

Vi herhjemme har også haft det godt. I starten var det underligt, at hun manglede, når vi skulle spise. Men når vi så fik en glad pige hjem i weekenderne, gav det hele mening.

I dag har vi holdt fri og har set på ny skole i lokalområdet. Vi har været på cafe og har hygget os, inden hun tog tilbage til Jylland for at nyde de sidste 14 dage og få de sidste 2 eksamener overstået.

Jeg er helt fyldt op af følelser. Jeg får tårer i øjnene, når jeg tænker på, at hun snart skal sige farvel til alt det hun elsker og holder af på skolen. Og jeg får tårer i øjnene, når jeg tænker på, at hun snart kommer hjem. For pokker, hvor bliver det dejligt.

tirsdag den 10. juni 2008

En kærlig hilsen

Jonas har knækket koden for nyligt. Nu læser han på livet løs og nyder det. Han har allerede læst historien om Gummi-Tarzan i hans nye bog er er videre med Albert.

Han skriver også ivrigt. Til aften røg et papir igennem stuen. Da det landede i sofaen, var budskabet følgende:

Far er sød det er fordi at han er den beste far i hele verden - hilsen din søn Jonas.

En hilsen fra en dejlig dreng til en dejlig far...

fredag den 6. juni 2008

En fed oplevelse



Da vi blev 40 begge to sidste år fik vi billetter til Police-koncerten i Århus sidste sommer af et hold venner. Min veninde fra helt tilbage da vi var 5 år og hendes mand. Vi havde en rigtig god dag i Jylland og en god koncertoplevelse.

Senere på året blev vores venner begge 40 og så måtte der selvfølgelig en god oplevelse den anden vej. Det blev så i går.

En hel dag i København. En stor cafe latte med æbletærte i Botanisk have, Et glas koldt hvidvin i Kongens Have. Også lidt til mave og gane på Langelinie og et besøg på en hyggelig restaurant. Der blev også tid til en tur i Marmorkirken. Sikke et værk. Jeg blev helt højttidelig derinde. Den er fantastisk smuk.

Dagen endte i Parken. Først med Nordstrøm som opvarmere. Man kender jo deres ørehængere, så det var hyggeligt. Men den store oplevelse var jo, da Celine Dion gik på. Og det faktisk til tiden. Jeg måtte tørre øjne og bare nyde. (Jeg løber altid over, når noget er stort på en eller anden måde). Hun var helt fantastisk og havde valgt nogle rigtige gode numre til sådan en koncert. Et Queen nummer kunne hun også give med hyldest til Freddie Mercery.

Ekstranummeret var Titanic. En enlig fløjtinist på scenen og klip fra filmen, hvor Leonardo og partner står i skibets spids og breder armene ud. Celine lyder mindst lige så godt live, som hun gør på indspildningerne. Alt i alt en KÆMPE oplevelse.

tirsdag den 3. juni 2008

Det var den weekend.

Bo har ringet til trampolinleverandøren i dag. De manglende ben er endnu ikke dukket op, så vi har stadig en temmelig ustabil trampolin. Nu vidste de ikke lige, om de var sendt i går, eller om de først gik afsted idag. Aftalen var klokkeklart, at de skulle have været sendt fredag.
Ellers har det været en forrygende weekend. Hele lørdagen stod jo i fødselsdagdagens tegn. Først morgensang på værelset, så 10 glade drenge i en solklædt have, og senere hele familien til grill og hygge i gården.
Jonas er blevet godt begavet. Fodboldtøjet blev han rigtig glad for. Så glad, at han endnu ikke har haft det på. Det må nemlig ikke blive beskidt. Det blev også til en bog med 4 historier af Ole Lund Kirkegård fra Jakob og en lækker hættetrøje fra Sara. Fætter Viktor kom med sportstaske med fodboldskinner i, og så er der ellers løbet kroner ind i store stimer. Så det var en glad dreng, der gik i seng lørdag aften efter en temmelig lang dag.
Vores gæster forlod os omkring 23.oo. Vi fik lige ryddet lidt af og skyndte os ellers i seng. Da vi sagde godnat, lyste tallene på væggeuret 23.18. En ret sjov oplevelse, for det er faktisk Jonas fødselstidspunkt.

fredag den 30. maj 2008

Status før weekenden

Ude i haven står denne her:




Den er nøje udvalgt blandt flere fabrikater, så den skulle være rigtig god. Den er ikke samlet færdig endnu, for den skal selvfølgelig også have monteret det medindkøbte sikkerhedsnet. Der er bare lige en lille detalje. Der er sket en fejl under pakkeriet af trampolinen, så vi har fået 2 forkerte ben. Den kan ganske enkelt ikke samles og nettet kan ikke sættes på, før de rigtige ben er kommet frem. De er nok blevet sendt idag, så med lidt held på mandag. Der var godt nok dømt skuffelse hos drengene, da det var en realitet. Jeg blev sgu lidt sur. ØV

Til gengæld kan jeg glæde mig over, at jeg er kampklar igen, og at det meste er handlet ind til Jonas' fødselsdag i morgen. Han har bestilt burgere og pølser, så der er dømt grill. Desserten skal bestå af hjemmelavede isvafler med hele svineriet. Det bliver en rigtig børnefødselsdag. Jeg mangler lige at køre ud på gården og hente friske kartofler til en gang kartoffelsalat og nogle fine jordbær til lagkagen. Det skal nok gå.

Jeg glæder mig til at se hans ansigt i morgen, når han ser denne her:



Han har ønsket sig den med nummer 7, for det spiller hans yndlingsspiller i på Chelseas hold. Der er indkøbt lidt flere gode ting til ham, så jeg er ret sikker på, at han bliver godt tilfreds. Og med den vejrudsigt vi har fået, kan det næsten ikke gå galt.

Rigtig god weekend derude....

onsdag den 28. maj 2008

Jeg er stadig mæt...

Men nu er jeg også syg. Jeg sidder her i sofaen med en hals, der føles som om den har været udsat for en stålsvamp. Og hvis jeg har haft det varmt før, så er det ingenting i forhold til den varme jeg skal af med lige nu.

Det er ikke fedt. Jeg er dårlig til at være syg. Jeg vil helst passe min dagligdag med familie og job. En anden detalje er, at Jonas altså har fødselsdag på lørdag. Der skal handles, forberedes og planlægges. Vi har valgt at tage det hele på en gang. 11 drenge om formiddagen og hele familien til aften. I forvejen har vi travlt, da der er arrangement med skolen i morgen aften og Bo er afsted med sit arbejde på fredag.

Kryds lige fingre for, at vi når det hele, så vi kan holde en fantastisk fødselsdag på terassen på lørdag.

tirsdag den 27. maj 2008

Jeg er mæt.....

Jeg elsker at læse opskrifter - men er ingen ørn til at lave mad. Heldigvis er jeg godt gift. I dag har jeg dog stået for madlavningen - næsten da.

Jeg har været tidligt ude på gården og hente nyopgravede kartofler, og der er stegt flæsk i lange baner. Sovsen - ja det er altså mandens område, så han har lavet persillesovs.

Vi har ikke spist - vi har ædt. Et øjeblik glemte vi alt om salater, magre mælkeprodukter og de 6 stykker frugt om dagen. At solen så kom rigtig frem til spisetid, så orgiet kunne holdes i haven sammen med naboen og en kold øl gjorde jo kun oplevelsen bedre.

Nu ligger der kartofler i køleskabet til en eller anden salat i morgen. Egentlig burde jeg vidst bare lade være med at spise i morgen, for jeg har vidst fået dækket mine behov i dag.

søndag den 25. maj 2008

En skøn fætterweekend.

Er der noget bedre end en vaffelis i hånden, når man går rundt på terassen med sin ældste fætter? Og når der så endda er chokoladeis i.... Så bliver det vidst ikke meget bedre.

Viktor har sovet hos os fra fredag til lørdag. Det har været rigtig hyggeligt. Vi laver gerne en aftale - han og jeg. For hjemme hos sin mor kan dagen godt starte allerede omkring 5 - 5.30. Det er jeg ikke helt til. Så her sover vi længe. Lørdag stod vi op halv ni. Jo -han er en god dreng.

Han hygger sig med sine fætre, så det er altid en fornøjelse at passe ham.

Han var hentet, da jeg skulle til bryllup. Jeg fik stuen for mig selv, for der er ikke rigtig nogen af de andre i huset, der deler min interesse. Heldigvis lå der en pakke papirlømmetørklæder i skuffen i sofabordet, så jeg slap for at lette mig, da jeg græd sammen med Joachim.

Lige nu er manden ude at cykle. Han tager liiiiige 30-40 km. inden vi spiser, så jeg har nydt roen på terassen med sidste nummer af "Spis bedre" mens fødderne slappede af i fodspaen.

Alt i alt en skøn weekend, inden hverdagen sætter ind igen.






onsdag den 21. maj 2008

Erindringer

Sara og Jakob var bare 5 og 3 år, da de for 10 år siden tog imod deres lillesøster og senere tog afsked med hende igen efter alt for kort tid.

Vi har tit talt om det. Jakob siger, at han har meget tydelige billeder af situationer, selv om han kun lige var blevet 3 år. Blandt andet husker han tydeligt, at jeg lagde Mie på stuegulvet på en dyne herhjemme og bad de store om at passe på hende, mens jeg lige hentede noget i køkkenet. Han er glad for at kunne huske det. Han gjorde sig også mange tanker dengang. For hvis hun nu var på en stjerne et sted derude - var det så en stjerne over det store sygehus (Rigshospitalet) eller var det mon på en stjerne over vores hus? Så var han ellers videre i sin leg, for at komme igen lidt senere og stille nye spørgsmål. Er der hegn? Ja - deroppe på stjernen. Ellers er der godt nok langt at falde ned. Havde man bare kunnet læse hans tanker.

torsdag den 15. maj 2008

De kære børn....

For lidt over 10 år siden lovede jeg mig selv, at jeg aldrig skulle være sådan en mor der skælder ud i Brugsen, eller sådan en mor der bare får nok. For nu havde vi lige taget afsked med Mie og de 2 andre skulle bare have alt det bedst mulige.
Den gang tænkte jeg bare ikke på, at vi ind imellem også står i kø - lige ved siden af hylden med slik - når vi skal betale. Jeg tænkte heller ikke på, at jeg på et tidspunkt ville have 2 drenge i samme værelse, og at de absolut ikke ville være stille, når der var sagt godtnat.
Indrømmet. Jeg skælder ud - nogen dage føler jeg ikke at jeg har lavet andet. Jeg håber ikke, at ungerne har samme opfattelse. Faktisk er udgangspunktet det samme som dengang. Jeg vil dem bare det bedst mulige. Og må jeg hæve stemmen lidt under vejs, så er det sådan det skal være.
Det er ikke fordi vi kæmper de helt store slag. Der diskuteres sengetid, bordmanerer, lektier, pligter og noget så simpelt som at tale pænt til hinanden. Jo - der er udfordringer nok for en mor.

mandag den 12. maj 2008

Mors dag



I går morges kom jeg ud til et veldækket havebord med morgenbrød og frisk kaffe. Desuden stod denne rigtig fine krukke og ventede på mig. Tak mine søde unger......
Dagen var sat af til pinsefrokost med hele familien. Sammenskudsgilde på vores terasse. Vi havde vejret med os og havde en rigtig god eftermiddag. Eneste skår i glæden var, at Viktor var blevet syg, så han og Manne kunne ikke komme.
Viktor og jeg havde ellers en aftale. Han havde mumlet noget om mors dag, så Sara og jeg havde sørget for, at der stod en blomst her. Jeg kørte ned med den, inden vores gæster kom, for selvfølgelig skal søster have blomst til mors dag. Også selv om hun er alene og Viktor kun er 1 år og dermed ikke gammel nok til selv at køre til havecenteret.

fredag den 9. maj 2008

23 grader og fridag

Jeg troede, at jeg skulle på arbejde idag, men vi blev færdige med alle momsafstemningerne i går. Så her sidder jeg. Min müsli er skiftet ud med en lunet ciabattabolle med ost (ingen smør selvfølgelig) og en god kop kaffe med masser af varm mælk i. De har lige sagt på morgennyhederne, at vi kan få op til 23 grader idag, så jeg er rigtig godt tilfreds. Jeg tror, at jeg bliver nød til at køre en tur, og se om der hænger nogle billige sommerbluser på stativerne i det nærmeste center.

I eftermiddag går turen til stationen. Sara kommer hjem fra efterskole efter hele 3 uger. Vi er nogle stykker der glæder os til at se hende igen.

Rigtig god pinse til alle!

søndag den 4. maj 2008

En fredag i Zoo

Her skulle der have været billeder af de 3 fætre. Helt opslugt af at se på spændende dyr og spise store is. Sådan skulle det imidlertid ikke være.
Vi nåede hele vejen ind til byen og fik spist vores mad i Søndermarken i fint vejr. Da vi havde pakket frokosten sammen og lagt resterne tilbage i bilen begyndte det at dryppe. Ikke noget særligt, og de havde jo også lovet enkelte byger. Det skal ikke ødelægge en god dag, når man nu har flyttet sig de 100 kilometer. Vi stod i kø i det meste af en halv time - stadig i "den enkelte byge". Inde i haven klarede det lidt op, og vi kom da også rundt og så lidt dyr og var en tur i tropehuset. Så var det lige, at der gik hul i himmelen. Det regnede ikke mere - DET STOD NED I STÆNGER. (og dette ordvalg er kun fordi jeg har lovet mig selv, at der ikke skal være grimme ord på min blog).

Billedet her af Moster og alle drengene er taget, da vi gik mod Zoo. Da vi spurtede den anden vej, var der ikke ligefrem den store lyst til foto.

Vores tur i Zoo blev ikke mange timer gammel, før vi spurtede tilbage gennem Søndermarken for at komme om til bilen. Her blev 3 drenge revet ud af deres våde tøj og fik tæppet over sig. Min søster og jeg sad drivvåde hele vejen hjem.

Vi er dog enige om, at vi - trods vejret - havde nogle skønne timer med vores drenge. Så Søster og Viktor - Tak for dejligt selskab på ven våd maj-dag.

Herhjemme blev vi mødt af vore søde naboer, som havde nydt det gode vejr. Alle dagens måltider var blevet indtaget i haven.


I går var vejret til gengæld det skønneste man kan tænke sig. Se selv - en lille stemningsrapport fra terassen lige inden der blev tændt op i weberen.

torsdag den 1. maj 2008

Det hele gror

Og det gør mig faktisk rigtig glad.....

Mine tulipaner i haven står stadig helt fantastisk. Nu er de vidst sprunget ud alle sammen. Jeg vil hellere købe et bundt nede hos købmanden, end klippe nogen i haven.



I stuen blomstrer begge mini amarylis. Jeg tror, at det er helt uden for tid. Jeg synes gerne, at de er i alle reklamerne omkring jul. Og se lige min hæk udenfor vinduet. Den satte vi sidste år, og den står nu snehvid hele vejen rundt om haven.


Ud over dette har jeg et par orkideer, der står i blomst og 2 mere, der er lige ved. Mine gladiolus er på vej op i de nye krukker ude ved trappen, der er blomster i jordbærkrukkerne og min grædepalme er lige tittet frem over jorden.

Jeg tror, at jeg er ved at være voksen nu, for jeg fryder mig over alle de blomster og alt det liv, det repræsenterer.

Første gang jeg oplevede det sådan, var efteråret efter Mies død. Jeg var i haven for at hænge tøj op, da jeg opdagede, at det eneste æble der hang på vores nye træ, var blevet rødt. Jeg blev helt varm af glæde inden i. På en gang følte jeg mig dum og som et rigere menneske. For hvem bliver lige glad for et rødt æble. Omvendt er det da en gave, at kunne glæde sig over livet og de små finurligheder. Også selv om det "kun" er i form af et rødt æble.

onsdag den 30. april 2008

Fire dage i frihed

Så er der udsigt til lang weekend. Det kan vel næsten ikke være bedre. Heldigvis er der kun få planer for dagene - jeg kan godt lide, når der er tid til bare "at være", og at gøre som man har lyst.

I morgen må vi pænt stå tidligt op. Jonas skal til fodboldturnering. Kryds fingre for lidt medvind, for de blev spillet baglæns ud af banen ved mandagens kamp. 11-2 til gæsterne. Ikke fedt.

Fredag er Bo ikke hjemme, så drengene og jeg kører en tur i Zoo med fætter Viktor og moster, hvis vejret ellers er til det. Jonas mener, at Viktor kan lære en masse derinde. Han ved jo for eksempel ikke, hvordan en pelikan siger. (og her var det så at jeg var helt stille - for det ved jeg faktisk heller ikke).

Jeg håber, at I derude får nogle rigtig gode dage.
*Tilføjelse: Her dagen efter er jeg blevet rettet. Det er slet ikke pelikanen, men en flamingo vi taler om - det bliver det ikke bedre af - for hvad pokker siger de? Jeg ved det ikke

søndag den 27. april 2008

Farvel mor, vi ses til pinse.....

Sådan sagde Sara, da jeg sendte hende med toget søndag i sidste uge. Der er vidst ikke meget navlestreng tilbage der..

Sara er i gang med sit efterskoleår. Det er ved at gå op for dem nu, at der faktisk ikke er ret lang tid tilbage på skolen. Så weekenderne skal nydes nu. Helst med venner fra skolen. Sidste efterår kørte en udsendelsesrække "Det store år". En dokumentar om 4 elever fra en efterskole i Jylland. Vi opdagede, at det var den skole, som Sara skulle være på, så afsnittene blev fulgt med stor opmærksomhed. I det sidste afsnit skal eleverne hjem. Der var tårer alle vegne - selv hjemme hos os i stuen.

Nu nærmer vi os tiden, hvor vi selv skal over og pakke og sige farvel til det hele. Min store pige står overfor det første rigtig store voldsomme farvel i hendes tilværelse. Det gør allerede lidt ondt i maven at tænke på det.

Men en ting er sikkert. Hun har oplevet "Det store år". Hver en krone (og det er mange) har været rigtig godt givet ud. Vi sendte en skoletræt og ulykkelig pige afsted, og har i årets løb set hende blomstre - både menneskeligt og fagligt. Der er blevet bygget selvtillid og gode venskaber.

torsdag den 24. april 2008

Skønt.......

Det er ikke blevet til meget skriveri den sidste uges tid. Jeg har jo ikke kunnet holde mig inde. Stort set alt er sprunget ud i forhaven. Påskeliljerne står stadig og lige nu blomstrer omkring 100 tulipaner. I morges, da jeg trak fra oppe hos Jonas lagde jeg mærke til, at 3 blomster var sprunget ud på kirsebærtræet. Jo - foråret er kommet på landet.

Jeg nyder det i stor stil. Man lever altså lidt mere, når solen er fremme og man kan sidde i haven. Vi har solen på vores terasse fra middag til den går ned.
Nu mangler vi bare at få lappet drivhuset (der er blæst nogle plader ud) og få gjort plantekasserne klar, så er der rigtig dømt sommer. Vi håber, at den bliver rigtig god, for vi skal tilbringe det meste af ferien hjemme i haven i år. Vi er lige mellem 2 efterskoleophold, og bare et år fra næste konfirmation, så Frankrig kommer vidst til at undvære os denne sommer.

søndag den 20. april 2008

Her er den så..


Søster fik sin jordbærkrukke af Viktor. Jeg var tidligt oppe i tirsdags og ringede på deres dør klokken 7 om morgenen, for selvfølgelig skulle hun have sin gave, inden hun skulle i skole. Viktor blev lidt overrasket. Jeg tror faktisk, at han havde glemt, at han havde sparet sammen til sådan en fin krukke.
Selv blev jeg misundelig, så vi kørte til Bilka og købte 2 mere, da Jakob var færdig med sin guitarundervisning i onsdags. De står fint ude i gården og venter på sommeren. Det bliver spændende, om vi kan høste noget i år.

søndag den 13. april 2008

Jeg fik en sms

I torsdags fik jeg en sms med følgende ordlyd:

Hej Moster. Jeg har sparet sammen, og vil gerne købe en jordbærkrukke til min mor til hendes fødselsdsag. De har dem ude i Fakta. Måske har de også jordbærplanter, det ved jeg ikke helt. Men hvis, har jeg også sparet penge sammen til dem. Vil du - verdens bedste moster - hjælpe mig? Kærlig hilsen Viktor?

Viktor blev 2 i februar, så jeg synes jo, at det er rigtigt sejt, at han kan snuppe sin mors telefon og skrive til moster.

Da han var her og skulle sove her i fredags fandt jeg en kuvert i hans taske:


Det budskab er vidst ikke til at ignorere. Jeg må se, hvad mine mosterevner rækker til.

torsdag den 10. april 2008

Tak for jeres hilsner

Aller først tusinde tak for jeres hilsner i forbindelse med Mies mærkedag. Som forholdsvis ny "blogholder" er det fedt at få nogle kommentarer.......

Det var jo en rigtig flot dag - og jeg havde også en god dag. Mies dødsdato er jo lidt "bare en dag", for hun døde jo tirsdag før påske. 10 år er mange, men det var egentlig ikke specielt, fordi det var rundt. Der er jo ikke mere. For mig var det mere en udfordring at komme over det første år.

Ja, følelsesmæssigt er Mie mit barn, lige som de andre tre. Om det er i hjertet eller helt ned i maven, det ved jeg ikke rigtigt. Hun har sin helt specielle plads. Nok ikke lige ved siden af de andre, for alt omkring hende er jo anderledes. Jeg skal ikke bekymre mig for noget som helst, og jeg har ikke brug for at irettesætte og skælde ud (det hænder jo unægtelig med de andre). Til gengæld får jeg heller ikke flere oplevelser med hende, så minderne om hende og med hende er lagret på sin helt egen plads.

I min verden bliver Mie aldrig mere end 5 uger. Jeg kan ikke se hende med skoletaske og langt hår. Jeg ved til enhver tid, hvor gammel hun kunne have været nu, men jeg kan ikke sætte billeder på det. Det var jo en lille frøken på bare 5 uger som vi puttede. Fint klædt på i det Peter Plys tøj, som var indkøbt til at komme hjem i.

Sofie - det glæder mig, at du synes om vores tegning. Faktisk var den en af de få ting, jeg havde lagt klar til flugt, da orkanen rasede over Danmark i 1999.

mandag den 7. april 2008

I dag er det 10 år siden


I dag er det 10 år siden Mie forlod os. Så der er købt blomster og en lille engel, som besluttede sig for at lægge sig, lige som jeg skulle tage billede. Egentlig skulle vi have plantet til i weekenden, så der kunne have været fint, men vi venter en uge - skal lige have overstået det sidste nattefrost, inden vi sætter små blomster ned.

Jeg er tidligere blevet bedt om at skrive om livet 10 år efter, og det er denne dag jo oplagt til. Mie døde i vores arme på Rigshospitalets afd. GN stue 7. Det var en meget intens oplevelse at sidde med hende, da hun døde. Det var okay, for hun var blevet for syg til at leve livet, så det var på sin vis en rar oplevelse at sidde med hende, og vide at vi selv gav hende fred. Sådan husker jeg det i dag, og det er da også, hvad jeg kan læse i mine dagbogsnotater fra de dage.

Dagen idag har været en god dag. Solen har skinnet det meste af dagen herude. Jeg var inde og købe blomster og den lille engel på vej hjem fra arbejde. Herefter mad, fodbold, svømning, og alm. oprydning, som jo ikke tager hensyn til en årsdag.

Her 10 år efter er tankerne tilbage til dagene i hendes liv, men det er ikke forbundet med den store smerte mere. Jeg tænker tilbage, finder lidt ind i oplevelserne og mindes.

Når jeg sidder her og skriver kan jeg se over på tegningen, som Heather Spears lavede kort efter Mies død, og jeg kan se billedet hvor hun ligger på gulvet i Saras fine kjole. Jo - hun var en dejlig pige......

lørdag den 5. april 2008

Jeg har købt garn

Nu skal der strikkes igen. Jeg har været ude og købe ind til en fin cardigan. Jeg må hellere gå i gang med det samme. Hvis jeg er rigtig dygtig og når en masse, så kommer der snart et billede af lidt igangværende arbejde.

Rigtig god weekend derude.

fredag den 4. april 2008

Rejsen til Holland

Kender I "Rejsen til Holland". Jeg fik den udleveret på en dårlig fotokopi, da jeg lå på neonatal med Mie da hun var under en uge gammel. Ordene kom til at betyde meget for mig. Behøver jeg at fortælle, at tulipanen blev Mies blomst??? Min rejse til Holland var lidt af en udfordring, men jeg ville ikke have undværet den for noget. Læs med her, hvis du ikke kender historien.

Rejsen til Holland - skrevet af Emily Pearl Kingsley

At vente et barn, er som at planlægge en drømmerejse til Italien.
Du køber en masse rejsehåndbøger og lægger eventyrlige planer.
Colloseum, Michelangelos David, gondolerne i Venedig.
Du lærer Italiensk. Alt er meget spændende...
Efter måneders spændt forventning kommer endelig dagen...
Du pakker dine kufferter og tager af sted. Flere timer senere lander maskinen.
Stewardessen kommer ind og siger: "Velkommen til Holland"

"HOLLAND?" råber du. "Hvad mener du med Holland?
Jeg har bestilt en rejse til Italien! Jeg skulle være i Italien!
Hele mit liv har jeg drømt om at komme til Italien!"
Men der er lavet om på fartplanen.
Maskinen er landet i Holland, og der må du blive...

Det er vigtigt, at de ikke har ført dig til et rædsomt sted.
Et sted fuldt af pest, sult og sygdom.
Det er bare et sted, som er anderledes.
Så må du ud og købe nye rejsehåndbøger
og du må til at lære et helt nyt sprog.
Du møder en helt ny type mennesker, du ellers ikke havde mødt.
Det er som sagt et sted, som bare er anderledes.
Tempoet er langsommere end i Italien; der er ikke så pragtfuldt.

Men når du har været der et stykke tid og har fået vejret,
ser du dig omkring og opdager efterhånden, at der er vindmøller i Holland...
Holland har tulipaner. Holland har endda Rembrandter...
Men alle du kender har travlt med at rejse til og fra Italien.
De praler af hvor vidunderligt de havde det der.
Og resten af dine dage vil du sige:
"Ja, det var der jeg skulle have været, det var det jeg havde planlagt".

Og smerten ved det vil aldrig nogensinde foretage sig...
for tabet af drømme har stor betydning.
Men...hvis du bruger dit liv til at sørge over den kendsgerning
at du aldrig kom til Italien, bliver du aldrig fri
til at værdsætte og nyde det helt specielle,
det virkeligt vidunderlige ved ... Holland

onsdag den 2. april 2008

Et billede mere

Jeg fik lige lyst til også at vise jer tegningen, som jeg har hængende i køkkenet. Jeg kan se, at hun har dateret den i 2004, så hun har været 11-12 år, da hun har tegnet den.
Hvor den kreative åre kommer fra, er der ingen, der ved. Jeg strikker og kan også godt lide at sy, men tegne og male.....
Jeg var altid glad hvis ungerne kunne gætte, hvad jeg havde tegnet, da de var mindre.

mandag den 31. marts 2008

Stolt mor


Jeg har lige fået en mms fra Sara på efterskolen. Hun sendte mig billedet her. Et maleri, som hun selv har lavet. Mor er stolt.....

Landsforeningens årsmøde

Så blev der brugt endnu en weekend i foreningsregi. Det var godt at være tilbage. Man møder altid nogle af "de gamle". Jeg mødte nogle af "mine forældre" som jeg kender fra telefonrådgivningen, både nogle som jeg havde set før, men også nogen som nu har meldt sig som frivillige. Det har været en rigtig god weekend. Fatisk så god, at jeg måtte gå i seng kl. 20 søndag aften og alligevel sove for længe mandag morgen.

torsdag den 27. marts 2008

I morgen har jeg fri

Det er længe siden, at jeg har "overholdt" min fridag. Enten har der været pres på, eller også er den blevet byttet til fri på andre tidspunkter, fordi der har været brug for det. Men i morgen er der helt ordinær fridag - bare mig. Jeg glæder mig vanvittigt. Jeg skal spise morgenmad med søster og Viktor og derefter en tur i byen og handle lidt. Bare mig. Der skal indkøbes noget garn. Jakob har bestilt en hue. Og finder jeg noget lækkert tøj, ja - så ryger det også med. Så skal der ellers handles. Der skal nemlig bages pizza fredag aften. Og så skal der købes lørdagsslik. Jeg tror nu at vi går i det allerede fredag aften. Dels er jeg til årsmøde på Fyn i weekenden, og dels skal vi rigtig dyrke finalen i X-Factor.

Lidt til Sara



Fem dage og så var de begge færdige. I morgen skal de i en kuvert og sendes til Saras efterskole. Der står breve i høj kurs. Især hvis de indeholder mere end bare skriverier. Jeg ved ikke rigtigt om det er 9 eller 10 par, der er blevet færdige siden november. En ting er sikkert, når jeg skal til byen og købe garn i morgen, skal det ikke være strømpegarn. Garnet til de blå sokker her er for resten designet af Kaffe Fassett.

onsdag den 26. marts 2008

En skøn morgen


Dette er udsigten fra mit stuevindue i morges. Jeg var nødt til lige at snuppe kameraet og tage et billede. Nu hvor dagen er ved at være gået er sneen helt væk, men jeg nyder stadig udsigten fra min stue. Når det er mørkt kan vi se lysene i den nærmeste by, og når den nye dag kigger frem, står solen op her og lyser hele stuen op.

tirsdag den 25. marts 2008

Så er det hverdag igen

Så er vi i gang igen efter en dejlig påske. Det har været dejligt at have familien samlet. Vi har hygget, været til et par påskefrokoster, sovet længe og bare hygget. Lørdag var jeg hos den lokale legetøjsforretning og købe et bobspil - nøjagtig som vi havde, da jeg selv var barn. Det har gjort lykke. Vi har spillet mod hinanden på kryds og tværs. Både far, mor og børn. Lidt strikkeri er der også blevet tid til, så der er næsten et par færdige sokker. Jeg har besluttet mig for, at det bliver de sidste i denne omgang. Nu må jeg have gang i noget andet.
Det blev også til et møde med påskeharen. Han er lidt underlig herude, for æggene kom altså op og hænge i kirsebærtræet

Jeg nyder nu også at være i gang igen. Faktisk fungerer jeg i virkeligheden bedst i hverdagen, når der er lidt faste rammer. Måske det har noget med trygheden at gøre. Egentlig er det jo rart at have det sådan, for det er jo hverdage, der er flest af.
Jeg håber, at i andre derude også har nydt påsken.

lørdag den 22. marts 2008

Tankerne flyver


For 10 år siden begravede vi Mie. Ja - og så er det jo ikke helt rigtig - men det var påskelørdag. Det var egentlig en fin dag, for alle vi holder af og kan lide at være sammen med var omkring os. Mine planer om at være overskudsagtig og selv bage til kaffen efter begravelsen måtte jeg droppe, så den lokale bager fik lov. Men jeg havde overskud til at køre ud og finde de rigtige servietter. Påsken falder tidligt i år, for vi var faktisk helt fremme ved den 11. april. I tiden efter havde vi den store strejke. Alle hamstrede benzin, mælk og gær. Her nød vi bare, at vi kunne få lov at holde fri sammen, inden hverdagen kaldte igen.
Ind imellem kan tankerne flyve. Gad vide, hvor vi havde været henne, hvis vi ikke havde fået lov at opleve Mie. Var vi så en familie idag? Hvad havde jeg så lavet nu? Jeg ved det heldigvis ikke, og der var jo ikke noget valg.



fredag den 21. marts 2008

Jeg har fået lov

Ud over at være mor til en masse børn havde jeg i 2006 den store glæde at blive både moster og faster. Min mosterrolle er den mest dominerende, da min søsters dreng er at finde bare 5 minutter fra vores egen bopæl. Viktor er en dejlig unge og fylder godt i vores liv. Han var også med, da vi sidste søndag nød det lækre vejr ved stranden. Hans mor har givet lov. Han må godt vise sig her på siden. Tak for det søster.

Sådan.

Nu er der 2. Altså af sokkerne med de grønne striber. Og der er allerede vokset noget blåt ud på pindene. Nu må vi se, hvor lang tid det skal tage, før det kan blive til et flot foto..

Herefter har jeg lovet mig selv, at det må blive min tur. Jeg vil finde en flot cardigan på min favoritside. Så vil jeg lukke alt andet ude og betale hvad det koster.

torsdag den 20. marts 2008

Jeg er stadig ikke færdig


Det er altså stadig kun den ene, der er færdig. Jakob har brokket sig lidt, for han vil rigtig gerne have dem på. Siden november er det blevet til 6 -7 par i forskellige farver og striber. Jeg ville rigtig gerne lave mere og større. Men tiden er desværre ikke altid til det.

Frederikke, kan du ikke afsløre, hvor du køber dine turbopinde???

Så er familien samlet

Så har vi taget fat på helligdagene og familien er samlet. Troede jeg da.
Bo er kørt på arbejde, jeg har afleveret begge drengene hos kammerater, og Sara har fået besøg af en gammel veninde fra folkeskolen. Så her sidder jeg alene med en kop kaffe og nyder roen. Måske jeg skulle se om jeg kan få fat i påskeharen, så vi i fællesskab kan få placeret nogle æg. Jeg vil også bruge dagen til at få ordnet nogle småting og få bagt en rigtig god kage. For i aften tror jeg faktisk, at familien er samlet......

tirsdag den 18. marts 2008

I dag er det 10 år siden.

Og alligevel ikke rigtigt. Mie døde tirsdag inden påske. Det år faldt påsken bare lidt senere. Tirsdag inden påske var den 7. april. Sidste år glemte vi faktisk den "rigtige" dødsdato, da tankerne tit tænkes i forbindelse med påsken. Jeg nåede lige at hente en buket 10 minutter i lukketid - sådan bare for samvittighedens skyld. Mette har opfordret mig til at skrive lidt om, hvordan det er at være mor til et dødt barn efter 10 år. Jeg har tænkt lidt over det, men det er lidt svært at sætte ord på. Tingene har udviklet sig over tid, til hvad de er i dag, ligesom jeg har udviklet mig, til den jeg er i dag.

søndag den 16. marts 2008

En dejlig søndag




Tænk at vågne op til sådan et vejr.

Det måtte bruges til en tur på stranden med drengene og deres lille fætter. Det blev dyppet lidt for meget støvler og kastet sten i vandet. alt i alt en herlig formiddag.

lørdag den 15. marts 2008

De fik mig.........

Først tabte jeg i ludo. Både far og søn blev færdige før mig. Derefter stod det 4-1 til manden i huset da han og jeg spillede 12 vend. Man kan åbenbart ikke have held i alt.......

(her må det komme som en sidebemærkning, at der var 2 x 4 rigtige i lotto. Ikke at det gør os rige, men alligevel.....

Mie blev 5 uger.......


For 10 år siden var vi en familie på 5. Det varede bare 5 uger, så forlod Mie os igen. Jeg fik den gang stor hjælp i Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød. Jeg brugte timer på at læse andre forældres beretninger. Senere skrev jeg min egen og sendte den til foreningen.

Den var som følger:

---

Fem uger med Mie.


Mie kom til verden på Slagelse Centralsygehus d. 5. marts kl. 03.10 om natten - fem dage efter terminen. En stor flot pige på 3.780 g. og 49 cm. Hun var nummer tre i søskenderækken, og Sara på 5 år og Jakob på 3 år havde længe glædet sig meget til babyen kom ud. Min graviditet havde været normal, så jeg havde fortalt de store at når babyen kom skulle mor og den lille være på sygehuset 4 - 5 dage og så skulle vi ellers være sammen alle sammen. Fødslen var hård, da det gik meget stærkt. Der gik kun 2 1/2 time fra jeg stod op med veer til Mie var født. Vores jordemor var utroligt sød og fortalte os allerede inden vi selv så hende, at vi havde fået en pige - men at hun var født med dobbeltsidet læbe- og ganespalte. Den så voldsom ud, men vi blev hurtigt enige om, at det er jo ikke en sygdom, og lægerne er jo dygtige i dag osv. osv. Børnenes far kørte hjem tidligt om morgenen, for at fortælle de store, at Mie var født, og for selv at få sovet lidt efter natten og komme sig lidt over den forskrækkelse han havde fået.

Mie og jeg blev på sygehuset og om formiddagen blev hun tilset af en børnelæge fra Holbæk. Han bemærkede, at hun havde små lavtsiddende og lidt misdannede ører. Dette gav mistanke om kromosomfejl. Vi blev derfor overført til Holbæk i løbet af formmiddagen hvor Mie blev indlagt på Neo og jeg fik en seng på barselsgangen. Jeg havde været mor i mindre end et døgn, og så var jeg allerede adskilt fra mit barn. Inde i Holbæk blev der taget røntgenbilleder af Mies lunger, fordi man troede, at hun måske havde infektion. Lungerne fejlede ikke noget, men til gengæld hæftede man sig ved, at hendes hjerte så stort ud. Det var hårdt. Vi er jo stadig på Mies fødselsdag, og som mor havde jeg endnu ikke nået at glæde mig over at have fået en datter. Jeg var blevet bombarderet med den ene fejl efter den anden. Da man havde konstateret at også Mies hjerte var i uorden, kom lægerne ind på en bestemt kromosomfejl, og fra en tilsyneladende perfekt graviditet, stod vi nu med et barn, som efter lægernes skøn ikke kunne få lov til at blive hos os. Børn med den type fejl blev sjældent ret gamle. Vi talte om dage til måneder. Dette skulle have været en lykkelig dag i mit liv. Mie fik taget blodprøver som blev sendt til analyse for kromosomfejl på Panuminstituttet. Der er bare det ved det, at det tager en uges tid at analysere sådanne prøver. Det er uhyggelig lang tid, når man bare kan gå og se på.

Jeg besluttede mig lynhurtigt for, at hvis Mie ikke skulle have lov til at blive hos mig ret længe, så skulle hun i hvert fald ikke komme til at mangle mig mens hun var her, så jeg tilbragte al min tid på Neo sammen med Mie. Jeg gav hende selv mad i sonden (man kan desværre ikke amme et barn med så voldsom læbe- ganespalte som Mies). Ellers sad jeg bare hos hende det meste af tiden. Hun var ikke så glad for nærkontakt de første 4 døgn efter fødslen. Det virkede som om hun havde ondt i nakken.

Den uge hvor vi gik rundt i uvidenhed var utrolig lang. Vi besluttede os meget hurtigt for at få hende døbt. Det var meget vigtigt for os at det blev gjort mens beslutningen var vores egen, og ikke når der kom en læge og prikkede os på skulderen og mente at det skulle være nu. Mie blev døbt tirsdag d. 10 marts - bare 5 dage gammel. Hun tog imod dåben uden at sige en lyd. Jeg havde fået dåbskjolen til Holbæk og sat røde silkebånd i, så hun blev døbt i den samme kjole som hendes søskende. Selv havde jeg fået et sæt pænt tøj ind. Jeg ville nemlig ikke holde barnedåb i hospitalstøj. Bo kom med vores store børn og deres bedstemødre. Vores sygeplejerske havde ordnet en personalestue til os men fine hvide duge og en meget flot døbefond. Det var sygehusets præst - Lisbeth Thomsen - der døbte Mie. Hun var utrolig sød, og besøgte os flere gange både før og efter dåben.

Næste dag skulle Bo komme ind og være sammen med os til stuegang, for der var vi blevet lovet at svaret på Mies prøver var kommet, og der skulle så tages stilling til hvad der så skulle ske. Selv var jeg ikke i tvivl. Jeg var sikker på at Mie havde den frygtede kromosomfejl, for jeg mente ikke at et lille barn kunne ligge der med misdannet mund og ører og hjertefejl uden at der måtte være en sammenhæng. Da jeg kom ned til Neo onsdag morgen, blev jeg med det samme mødt af lægerne. Vi skulle på Rigshospitalet med det samme, for der var ikke fundet noget unormalt i Mies kromosomer. Mie blev overført i en ambulance, og Bo kom og kørte med mig derind. Nu skulle vore lille pige undersøges på kryds og tværs. Det viste sig at Mie havde en ASD. Det vil sige hul mellem forkamrene i hjertet. Hullet var så stort, at det skulle opereres på et tidspunkt, men ikke lige med det samme. Dagene på GN gik med en masse undersøgelser. Vi var ved øjenlæge og ved ørelæge. Mie blev røntgenfotograferet og det viste sig at hun også havde misdannelser på ribben og ryghvirvler. Hendes ribben skulle adskilles ved en operation, da de hang sammen men en langsgående knogleplade. Som det sidste blev hun organscannet. Her viste det sig at hendes ene nyre ikke var i orden. Endnu en operation. Det lyder ganske hårdt, men vi tog det egentligt ret roligt. Nu havde vi jo tilsyneladende et barn vi kunne beholde - det var det der betød noget. Vi var godt klar over at vejen ville blive lang med alle de operationer der lå forude (7 - 8 operationer på omkring 3 år), men hun havde jo ikke den frygtede kromosomfejl. Mens vi gik inde på GN og ventede på alle undersøgelserne gik dagene med at lære Mie at tage flaske. Vi brugte nogle specielle bløde flasker med nogle lange sutter på. Det var min opgave at trykke på flasken når Mie lavede suttebevægelser. Det var svært. På grund at sit dårlige hjerte gav hun hurtigt op og fik som regel det meste på sonden. Fredag d. 20. marts var den sidste undersøgelse foretaget og vi blev udskrevet til Holbæk børneafdeling. Her fik vi dog lov til at tage hjem på weekend. Det var utroligt lækkert. Jeg havde jo ikke set mit hjem i 14 dage, og jeg savnede også at være noget for Bo og mine store børn.

Vi var nu indlagt i Holbæk, men fik lov til at være hjemme. Jeg kørte ind til stuegang mandag og torsdag for at få vejet Mie og få taget blodprøver for hendes nyreværdier. Desværre kunne vi ikke få hende til at tage på i vægt. Hun havde svært ved at rumme al den mad hun skulle have, og hun var nu også begyndt at kaste på under eller efter måltiderne. Jeg følte at jeg brugte alt min tid på at give hende mad. Der gik tit 1 1/2 time med et måltid, og hun skulle have 6 gange i døgnet. Derudover skulle jeg jo bruge tid på at malke ud til hende, så hun kun fik det bedste. Heldigvis er vores store børn utroligt glade for hinanden og leger meget sammen, så jeg mærkede ingen jalousi fra deres side.

Vi fik 14 dage derhjemme. Så blev Mie dårlig lørdag aften. Hun var meget ulykkelig og vi kunne ikke få mad i hende. Da jeg fandt ud af, at hun havde 39 i feber, ringede jeg til Holbæk og sagde, at jeg kom ind med hende. Jeg kørte selv, for jeg regnede egentlig med, at vi bare skulle ind og observeres natten over, og så hjem igen søndag morgen. Jeg kunne imidlertid høre at Mie fik det dårligere og dårligere da vi kørte, og det sidste stykke vej til sygehuset var hendes vejrtrækning meget stødvis og præget af underlige lyde. Det var ganske forfærdeligt, og mon ikke at jeg kom til at blæse lidt på fartgrænserne. Inde på sygehuset blev vi straks modtaget af en børnelæge og før vi så os om, var vi overført til intensiv. Det var nu tydeligt at se, at Mie var alvorligt syg. Lægerne mente, at hun havde fået lungebetændelse, og begyndte derfor behandling med antibiotika. Mie holdt sig vågen fra kl. 18.00 lørdag aften til næste morgen kl. 8.00 kun afbrudt af ca. 2 x 10 minutters søvn. Hun lå med ilt, og mit indtryk var at hun selv var klar over, at hvis hun sov for meget, ville hun aldrig vågne mere. Næste morgen blev det besluttet, at vi skulle på Rigshospitalet. Mie blev lagt i respirator - hun kunne ikke selv mere. Jeg kørte hjem for at hente Bo, og vi fik de store børn parkeret hos deres mormor, og så tog vi turen endnu engang. Vi nåede tilbage til Holbæk sygehus, ligesom ambulancen kom og hentede Mie. Den søndag morgen var sidste gang jeg så min datter vågen.

Så var vi tilbage på GN med et nyt nummer. Jeg var meget glad for at vi kunne være på samme afdeling igen, for det er nu engang rart, at man kender personalet, og ikke skal fortælle hele historien igen og igen. Desuden var der stadig et hold forældre med deres lille pige, som jeg havde haft meget kontakt med første gang vi var derinde. Mie var stadig meget dårlig. Hendes feber var faldet, men det viste sig så, at der ikke var tegn på infektion i hendes blodprøver. Næste skridt var derfor at finde ud af hvad hun så fejlede. Jeg gik og talte lidt til mit lille barn, men jeg kunne ikke holde ud at være på stuen ret længe ad gangen. Hun lå jo bevidstløs i sin respirator. Hun skulle ikke have mad, og hun skulle ikke pusles, da hun havde fået lagt et urinkateter. Der var kort sagt ikke noget jeg kunne gøre, andet end at kæle hende lidt og tale lidt til hende i håb om at hun fornemmede at jeg var hos hende. Man prøvede nogle gange, at lade hende trække vejret selv, men det var hun ikke i stand til.

Mandag eftermiddag gik det helt galt. Bo var heldigvis kommet for at besøge os. Vi blev bedt om at gå fra Mie et øjeblik, da hun skulle have skiftet tuben til respiratoren. Den gamle havde rykket sig lidt, og sad derfor ikke rigtigt. Da de skulle lægge den nye tube, lukkede Mie totalt af, så de ikke kunne få den ned. Derfor prøvede de at ventilere hende manuelt, men også her lukkede hun selv af. Jeg er sikker på at hun på det tidspunkt selv havde opgivet kampen, og at det var hendes måde at sige nej tak til behandling på. Hele dette forløb tog sin tid, og da det var overstået kom lægen ind til os på forældreværelset for at tale Mies situation igennem med os. Hun fortalte at Mie havde været væk og var blevet genoplivet. Hun havde været uden ilt i en periode, men ikke så længe, at de mente at hun havde taget skade, men omvendt kunne de ikke love os noget, da man stadig ikke vidste hvad hun fejlede, eller hvor meget hun kunne tåle, med sit dårlige hjerte og nedsatte nyrefunktion. Hun lå med elektroder i hovedet, der målte hjerneaktiviteten, og hvis alt var i orden, skulle der komme udsving på kurven ca. 2 timer efter genoplivningen. Da Bo kørte hjem sidst på eftermiddagen, var der stadig ikke udsving, så det så ikke for godt ud. Vi havde nu talt med lægen igen. Man havde nu konstateret at Mies raske nyre var gået i chok, så hun skulle have opereret den syge, og sandsynligvis ville blive dialysepatient. Planen var at hun næste dag skulle have foretaget en større undersøgelse af hjernen, og ud fra den undersøgelse skulle vi så aftale hvad der videre skulle ske. Da jeg den aften gik i seng havde Mie ligget 7 timer uden hjerneaktivitet. Der begyndte så småt at komme udsving på kurven, men det var ikke normalt. Da begyndte jeg at tage afsked med Mie, for nu var jeg overbevist om at kun et mirakel kunne rede hende.

Vi er nu fremme ved tirsdag d. 7. april. Jeg stod tidligt op, og brugte det meste af dagen på at tale til Mie, og forene mig med tanken om, at hun snart ikke skulle være hos mig mere. Et projekt der dog er umuligt. Bo nåede at komme ind til os, inden der kom svar på den store hjerneundersøgelse, som hun gennemgik om formiddagen. Den viste som forventet, at Mies hjerne ikke fungerede mere. Vi har altid ønsket det bedste for vores børn, så vi var ikke i tvivl om, at det bedste vi kunne gøre for Mie, var at give hende fred. Heldigvis var lægen enig med os. Da vi havde talt om tingene gik vi ind til Mie igen. Hun lå stadig livløs i respirator, men da vi kom ind denne gang blinkede hun en enkelt gang med øjnene. På det tidspunkt havde jeg ikke set hendes øjne siden søndag morgen. Teknisk kunne man læse på kurverne at hun havde en lille krampe, men for os var det blink mere end blot en krampe. For os var det et tegne på accept og at hun lige ville sige pænt farvel. Det var hårdt, men samtidig dejligt. Meningen var nu, at Mie skulle befries for alle sine elektroder og andre tinge, vaskes lidt, og derefter skulle vi have hende ind på stue 7, så vi kunne sidde med hende i hendes sidste stund. Det gik imidlertid sådan, at hun ændrede farve med det samme respiratoren blev slukket, så vi fik hende med det samme og gik ind på stuen hvor vi kunne være alene. Mie viste ingen tegn på ubehag og hun gjorde absolut ingen tegn til at ville holde ved livet. Efter ca. 5 minutter drejede hun hovedet en smule og så var der ikke mere hjerteslag at føle. Vi sad længe med hende bagefter og græd lidt og snakkede lidt til hende. Vi havde det faktisk godt begge to, for man kunne ligefrem se på vores lille pige, at hun havde fået fred. Samtidig måtte vi også erkende, at vi følte en vis lettelse, for nu skulle hun jo ikke gennemgå alle de operationer, der i sagens natur måtte blive smertefulde. Det var virkelig en mærkelig følelse at sidde der og ligefrem hygge sig med sit døde barn, men det var det vi gjorde. Senere talte vi igen med vores læge. Hun sagde, at da Mie var død så roligt og så hurtigt, havde det sandsynligvis kun været et spørgsmål og en eller to dage før hun ville have været død naturligt. Vi talte om obduktion, og blev enige om ikke at få det gjort, for det der var interessant var at finde ud af hvorfor hun havde haft småkramper da hun lå i respirator. Det var uinteressant for os, når det alligevel ikke kunne give os et svar på hvorfor kun skulle være født så syg. Desuden ville en obduktion også medføre, at hun skulle ned i Rigshospitalets kapel, og det ville jeg på ingen måde have at hun skulle.

Vi valgte ikke at tage Mie med hjem. Derfor kørte vi hjem og hentede Sara og Jakob, så de kunne sige pænt farvel til deres lillesøster, og se at der ikke er noget grimt eller voldsomt ved døden. Sara var dog lidt betænkelig, for det gik jo pludselig op for hende at børn kan dø af at være syge. Vi fik derfor en lang snak om at man ikke almindeligvis dør af at være syg, men at Mie havde hul i hjertet og derfor ikke kunne leve mere. Sara ved godt at vi andre har gode og stærke hjerter, så derfor har hun det igen roligt. Vi havde taget Mies Peter Plys tøj med og gav hende det på. Derefter fik børnene lov til at røre hende og sige pænt farvel til hende. Inden vi kørte hjem igen lagde vi hende i hendes vugge, gav hende dyne på, og kørte hende ind på overlægens kontor. Hun måtte nemlig gerne blive på afdelingen til dagen efter. Det var nu efterhånden blevet midnat, så vi pakkede de store børn og vente ryggen til Rigshospitalet. Denne gang uden Mie. Da jeg skulle sove den nat græd jeg som jeg aldrig før har grædt, og jeg skal love for at jeg fortrød, at min lille pige var helt alene inde på Rigshospitalet. Jeg ville meget gerne have haft hende hos mig en sidste nat.

Da vi stod op onsdag morgen skulle vi have fat i præst og bedemand, for nu stod vi jo pludselig med en masse praktisk, der skulle ordnes. Vi fik fat i præsten på Holbæk sygehus. Hun ville meget gerne komme ud til os og forestå begravelsen. Det var vi meget glade for. Hun vidste jo hvem hun talte om, og da det også var hende der døbte Mie bare en måned forinden, var det som en ring der blev sluttet. Børnenes moster kom for at passe de store børn, og så kørte vi endnu engang til Rigshospitalet. Denne gang for at hente Mie. Vi havde taget liften med, og lavet en aftale med vores bedemand om at mødes i kirken når vi kom fra København. Mie lå stadig fint i sin vugge. Man kunne godt se på hende, at tiden var begyndt at arbejde, hun havde fået blå pletter i hovedet, og på det tidspunkt var hun helt stiv. Alligevel var hun jo stadig min lille pige, så jeg måtte røre hendes lækre strithår og gnide hende lidt på ryggen. (Hun var jo helt kold!) Hjemme i vores lille kirke blev hun puttet fint i sin lille hvide kiste. Hun fik nogle tegninger fra Sara, Jakob havde givet hende hendes sut, og selvfølgelig skulle hendes lille pingvinbamse også med på den sidste tur. Da vi havde lagt hende fik hun dynebetrækket fra liften over sig, låget blev lagt på kisten, og Bo bar hende ud i kapellet. Nu var der ikke mere vi kunne gøre for hende. Jeg havde det godt, for jeg syntes selv, at vi havde fået gjort tingene i forbindelse med hendes død rigtigt. Jeg tror også at det er grunden til at jeg ikke senere har haft behov for at se hende eller røre hende igen. Jeg følte virkelig selv, at jeg nu var blevet færdig med “kroppen Mie”, - at hele min sjæl skreg efter hende er en helt anden sag.

Mie fik en smuk begravelse. Lisbeth - vores præst - talte så kønt over hendes kiste. Hun sagde endda ting jeg - midt i min smerte - måtte smile af. Kisten var pyntet smukt med hvide og røde blomster. Bo og jeg bar hende selv ud til graven og sænkede kisten ned. På det tidspunkt kunne vi bare klare det hele. Man får nogle kræfter ind imellem, som man ikke helt selv forstår hvor kommer fra.

Det er nu snart 4 måneder siden, at vi sagde farvel til hele familiens lillesøster. Bo er for længst begyndt at arbejde igen og jeg har valgt at afbryde min barsel og starte arbejde igen. Jeg kunne have gået hjemme to måneder mere, men nu føler jeg trang til at komme i gang igen. På en eller anden måde kører livet jo videre. Mies grav er blevet plantet fint til med et lille træ og en cremefarvet rose. Hun har fået en hjerteformet gravsten med hendes fornavn og datoerne for hendes lille livshistorie. Nede i bunden af hjertet sidder Peter Plys fint hugget ind i stenen. Hendes grav er helt klart mit sted. De store børn og Bo kommer der også, men ikke så tit som jeg, og de har slet ikke samme forhold til det lille sted.

Der er flere, efterfølgende har spurgt mig, om det ikke ville havde bedre, hvis Mie havde været født død. Jeg kan dertil kun sige, at jeg er lykkelig over at jeg fik 5 uger med min lille pige, at jeg lærte hende at kende og derfor ved hvem det er jeg har sagt farvel til. Jeg ville ikke bytte mine 5 uger for noget som helst. Hun gav mig så meget.

Jeg har tænkt meget på hvordan jeg kunne beskrive min sorg. Det er svært, men jeg er kommet frem til et billede som jeg tror må være det rigtige. Jeg forestiller mig en rund ting fyldt med stikkende knive. I starten drejer den rundt inde i kroppen hele tiden, og det gør afsindigt ondt. Med tiden bliver knivene slidt - af og til vokser der spids på en enkelt af dem igen, men kun for at også den kan blive slidt til. Efterhånden vil alle de ondskabsfulde spidser blive slidt runde, ja - jeg har en forestilling om at den grimme genstand med alle spidserne måske endda kommer til at ligne en smuk blomst. På den måde ender den grænseløse sorg alligevel med at blive et smukt minde.

Til slut vil jeg sige tak til Landsforeningen for gode samtaler og beretninger fra andre ramte forældre. Det hjalp mig meget i tiden lige efter Mies død. Jeg har brugt timer på at læse om andre forældres døde spædbørn. Dette har samtidig givet mig forståelse for at far og mor tit sørger på forskellig vis. For mig var det en stor opgave at acceptere, at børnenes far kunne være ked at det uden at “have vand i øjnene”. Jeg har taget imod den psykologhjælp man bliver tilbudt som forældre til et dødt barn. For mig er det nemlig meget vigtigt at komme igennem dette som et helt menneske, ikke mindst for min egen skyld, men også på grund af mine store børn og min mand.

Mie vil altid være hos mig på en eller anden måde og jeg føler nu, at jeg kan nu se lyset forude. Det kan nemlig lade sig gøre, at lære at leve med det der er sket. Man vil endda opleve, at man kan føle sig glad og lykkelig ind imellem, og at de gode timer bliver flere og flere.

---

Her 10 år efter er vi igen 5 omkring spisebordet. Vi har det rigtig godt og mindes vores lille pige med glæde og taknemmelighed.