torsdag den 25. september 2008

Endelig.....

Badeværelset er færdigrenoveret. Ikke mere støv. Det sidste ryger, når jeg har fri i morgen. Der skal vaskes af og ordnes skabe. Ikke min bedste beskæftigelse, men det skal blive godt at få det gjort.

Det har været et par seje uger. Energien har været helt i bund. Jeg kender turen. Når varmen forsvinder dykker jeg lidt. Jeg står op hver morgen - ikke fordi jeg har lyst - men fordi jeg skal. Jeg finder lidt af glæden i løbet af dagen, men om morgenen er den der bare ikke. Jeg er meget opmærksom og lytter til min krop. På den måde finder jeg langsomt men sikkert formen igen.

Jeg havde fat i kameraet i morges. Udsigten fra stuevinduet var helt fantastisk. Ud over markerne lå tågen helt lavt og tæt - mosekonen bryggede - og solen stod som en helt fantastisk orange og pink kugle lige hen over tågen. Desværre kan jeg ikke dele billedet med nogen. Det bliver i mit hoved. Det lod sig ganske enkelt ikke gøre at få det fanget - solen blev en lille slatten plet og tågen en gang mærkelig grød. Men tro mig - synet var helt fantastisk.

1 kommentar:

  1. Sådan er det ofte med sceniske billeder. De gør sig bedst i virkeligheden.

    Godt at høre at du er opmærksom på hvordan du har det. Det er godt at være sig de der små udsving bevidst.

    SvarSlet