Hej.......

Jeg hedder Susanne og det er mig, der en gang skrev her, når jeg lige kom forbi. Nej okay - jeg behøver måske ikke at præsentere mig igen, men det er da lige før. Sidst jeg sad og skrev, var det d. 5. marts, så nu er det sidste chance, hvis jeg skal nå mere i denne måned.

Og hvad laver jeg så, når jeg ikke skriver? Jeg følger da med. Jeg lusker rundt i blogland og ser, hvordan det går der, hvor jeg altid har fulgt med, og hvor jeg nyder billeder og nyheder. Hvad der har sat sig på  min egen skrivetrang, ved jeg ikke. Jeg har bare konstateret, at den har ligget i dvale.

Som så mange andre, ser vi frem til påsken lige nu. Da vi ikke har nogen skolebørn hjemme, er ferien ikke startet endnu. Bo har vagt hele ugen og dermed også i påskedagene. Han skal dog kun møde ind ved behov i helligdagene, så vi krydser fingre for, at vi får lov at holde fri. Vores sidste feriedage er gemt til næste uge. På den måde får vi en god lang ferie, når påskedagene kommer oveni. Vi bliver hjemme, for der er nogle depoter i huset, som vi er enige om, at vi skal have gjort op med. Sådan et rum, hvor der altid er plads til lidt mere, og kæmpe skab, som vidst også rummer ting, som vi for længst har glemt. Det har længe været et punkt på listen, men nu skal det altså være. 

Lige om lidt er flokken samlet. Sara kommer i dag og Jonas i morgen. Jeg glæder mig til at have dem samlet igen. Vi skal påskehygge og vi skal bare være. Og ind imellem vil jeg sætte mig og skrive lidt. Det må være på tide at komme lidt på banen igen. 

Fridag og stille fødselsdag

Jeg holder fri i dag. Det gør mit indre ur ikke, så jeg var oppe 05.30 og er for længst færdig med vasketøj og sådan nogle kedelige ting. Jeg har også været en tur i Loop og klaret weekendens indkøb. Slet ikke så tosset på en torsdag. 

Om lidt skal jeg til Charlotte i Lynghuset. Som sædvanlig har jeg lokket hende til at lave fødselsdagsblomsterne til Mie. Den lille frøken ville være blevet 17 år i dag, hvis hun havde fået lov. Det er noget diffust, for babyer bliver ikke 17 år. Jeg kan ikke se hende for mig, men en fødselsdag er en fødselsdag, og jeg kan stadig mærke den. Den vælter mig ikke, og det er ikke noget der gør mig en hel masse ked af det. Men det giver anledning til tanker og det hele bliver lidt nærværende igen. Det kan måske lyde lidt underligt, men det er faktisk rart at mærke og at huske, for det kom jo til at betyde en masse for hele familien. Det giver altid sådan en udefinerbar energi i kroppen, der gør, at jeg har besluttet mig for, at 5. marts er min årlige fridag. Hvor længe det må være sådan ved jeg ikke, men det passer mig fint. 

I morgen er også fridag. Jonas kommer hjem fra efterskolen i aften, så der er planlagt tandlæge og andre praktiske ting i morgen. Desuden vokser han stadig med lynets hast, så der er vidst også noget med lidt tøj, der er blevet for kort i den ene ende og som derfor må udskiftes.

Mine niecer er kommet hjem fra Indien med deres forældre, så i morgen flytter Nini hjem. Det har været hyggeligt at have den på besøg, men selv om Jakob vrøvler lidt om det, så kommer der altså ikke nogen anden kanin her. Jeg glæder mig til ikke at have spåner og hø i det halve af hytten. 

Det ligner forår udenfor. Jeg tror, at jeg vil lokke hunden med ud, så vi kan nyde det.