Jeg holder fri i dag. Det gør mit indre ur ikke, så jeg var oppe 05.30 og er for længst færdig med vasketøj og sådan nogle kedelige ting. Jeg har også været en tur i Loop og klaret weekendens indkøb. Slet ikke så tosset på en torsdag.
Om lidt skal jeg til Charlotte i Lynghuset. Som sædvanlig har jeg lokket hende til at lave fødselsdagsblomsterne til Mie. Den lille frøken ville være blevet 17 år i dag, hvis hun havde fået lov. Det er noget diffust, for babyer bliver ikke 17 år. Jeg kan ikke se hende for mig, men en fødselsdag er en fødselsdag, og jeg kan stadig mærke den. Den vælter mig ikke, og det er ikke noget der gør mig en hel masse ked af det. Men det giver anledning til tanker og det hele bliver lidt nærværende igen. Det kan måske lyde lidt underligt, men det er faktisk rart at mærke og at huske, for det kom jo til at betyde en masse for hele familien. Det giver altid sådan en udefinerbar energi i kroppen, der gør, at jeg har besluttet mig for, at 5. marts er min årlige fridag. Hvor længe det må være sådan ved jeg ikke, men det passer mig fint.
I morgen er også fridag. Jonas kommer hjem fra efterskolen i aften, så der er planlagt tandlæge og andre praktiske ting i morgen. Desuden vokser han stadig med lynets hast, så der er vidst også noget med lidt tøj, der er blevet for kort i den ene ende og som derfor må udskiftes.
Mine niecer er kommet hjem fra Indien med deres forældre, så i morgen flytter Nini hjem. Det har været hyggeligt at have den på besøg, men selv om Jakob vrøvler lidt om det, så kommer der altså ikke nogen anden kanin her. Jeg glæder mig til ikke at have spåner og hø i det halve af hytten.
Det ligner forår udenfor. Jeg tror, at jeg vil lokke hunden med ud, så vi kan nyde det.
Fødselsdags kram til dig, og rigtig god fridag og weekend. :-)
SvarSletEt stort og forsinket tak :-)
SletHåber du får en dejlig fridag trods anledningen, som du har fået sluttet din fred med.
SvarSletKan godt forstå at du ikke er helt tilfreds med den der indretningsdetalje med strø på stuegulvet.. har da naturligvis en vis charme - meeeeen.... :-)
Der er sluttet fred. Et godt udtryk synes jeg. Og nej - ingen strø på stuegulvet her. Slut med det.
SletJeg tror, det er godt at mindes, sådan læges sjælen også og det også selv om det nu er så mange år siden.
SvarSletDet er altid godt at mindes. Både børn og bedsteforældre og andre, vi måtte sige farvel til hen ad vejen.
SletDu får fred i sjælen på din måde, og sådan skal det være.
SvarSletJeg ville helt sikkert også nedlægge forbud mod kaninindførsel!
Det er sådan jeg tænker. Det er godt for mig, og så må det bare være sådan.
SletDen dag er speciel for jer og det syntes jeg er meget smukt. En dag som skal fejres, bare på en lidt anden måde end jeres dage.
SvarSletKaniner er søde og sikkert også sjove (har aldrig passet kanin i mit hjem, kun i deres eget hjem) men jeg tror også jeg helst vil være fri ; 0)
God weekend
En fødselsdag er altid noget særligt. Og det tror jeg, at den vil blive ved med at være.
SletEt forsinket tillykke med fødselsdagen, jeg håber du har haft nogle dejlige fridage. Det er godt at høre, at der er en vej ud af svære situationer og at der kan sluttes fred, så livet kan gå videre med de ting som nu engang var.
SvarSletKH Anette
Tak Anette. Mine fridage var guld. Både med tid til tanker, men også med tid til en hel masse andet godt.
SletHvor er det en god ide at holde en fridag for dig selv. 17 år er både meget tæt på og meget længe siden; så jeg kan godt forstå den sårbarhed der ligger i det.
SvarSletDet bliver godt at have sine ledninger i fred igen ;-)
Det er rigtigt. 17 år er en evighed og alligevel ingenting. Det sidste kan jeg se, når jeg kikker på de skønne unger, som vi fik lov at beholde.
Sletvery informative post for me as I am always looking for new content that can help me and my knowledge grow better.
SvarSlet