At ændre kurs

Min bror og hans familie har ændret kurs. Huset på Amager er lejet ud og alt er pakket og flyttet. Min svigerinde har orlov, og min bror har fået ny stilling. Han er blevet souschef. Helt ude på Christiansø. De har fået bolig i en af de lange gule bygninger, der er på øen, ind til deres hus er færdigrenoveret. Pigerne har skiftet deres travle hverdag med institution ud med det nære på øen. De har været der et par måneder nu, men er allerede faldet godt til. De nyder, at der ikke er så travlt i hverdagen, og at pigerne selv kan smutte til legekammerater.

Vi snakker tit i telefon som vi plejer, og jeg har set deres udsigt fra køkkenvinduet på facetime. Den slår min udsigt fra stuevinduet, må jeg indrømme. Nu er der købt billetter. Jeg forlader min familie et par dage i april for at tage ud på øen og besøge min bror og familien sammen med min mor. Jeg glæder mig allerede - rigtig meget.

Om lidt vil jeg køre på arbejde. Og faktisk glæder jeg mig. I går fik jeg lagt den værste møgopgave bag mig. Sådan en, der bare skulle overståes, og som virkelig har trukket tænder. Nu gider jeg godt igen.

Jeg håber, at din dag må blive med glæde og uden møgopgaver.. 

Lidt om familier

Jeg så også Aftenshowet i går. På DR1 og helt uden reklameblokke. Der var blandt andet et indslag med en skilsmissecoach. Der er boom hos rådgivere og advokater lige nu. Ikke alle familier har kunnet komme igennem de søde juledage. Som de var inde på, kan der være mange årsager. Man synes måske, at julen lige skal overstås, inden børnene får besked, og måske havde man håber, at hjerternes fest kunne rette op på det hele. Så er der også den gamle historie om utroskab til julefrokost, som i nogle familier får øjeblikkelig konsekvens. Interviewet blev fulgt op af et indslag med en moderne fraskilt familie, hvor børnenes fædre er bedste venner, og hvor jul og fødselsdage holdes med alle forældre tilstede (i dette tilfælde 1 mor og 2 fædre). Nu har både mor og den ene far nye kærester, så der skal efterhånden rundes hjørner og gøres plads, når der skal dækkes til børnefødselsdag.

 

Det fik mig til at tænke lidt på min egen situation. Jeg er selv skilsmissebarn. Mine forældre flyttede fra hinanden året efter min konfirmation. Om det var en lykkelig skilsmisse, skal jeg ikke kunne sige, men det var en stilfærdig en af slagsen. Jeg har aldrig følt mig ramt af det, for med den alder jeg havde, kunne jeg godt se, at det skulle være sådan.

 

Her i huset er vi stadig kernefamilien uden halvsøskende eller stedforældre. Det har ind imellem krævet forklaring til børnene. Da Jakob gik i børnehaveklasse kom han hjem og ville gerne vide, hvem der var hans stedfar. Sådan en var der nemlig mange, der havde. Vi fik talt lidt om tingene, og det endte vidst med at han var tilfreds med ikke at have nogen.

 

Der er ikke noget at sige til, at børnene kan blive lettere forvirret, for der findes omkring 37 familieformer (siger Danmarks Statistik).

 

Jeg vil nu fortsat satse på at holde tropperne samlet her. Ikke fordi jeg mener, at man skal blive sammen for enhver pris, men fordi det lige nu føles som det rigtige hos os.

Glæden ved en god bog

Jeg fandt en gave i julemandens pose i går. Pudsigt nok lige efter, at Sara havde gjort sin entré. Hun er en mester i gaver, og hendes lille værk gjorde mig rigtig glad. I posen lå nemlig en lille bog. Sådan lille i ordets bogstavelige forstand. Den er bare 7 x 7 cm. Fint fremstillet med hårdt omslag og syet sammen, som man gjorde i de gode gamle dage. En kunst hun har lært på sit højskoleophold. Bogen er en rejse i familien Hansens tilværelse, og den er allerede blevet min yndlingsbog.

 

På første side har hun valgt at placere sine forældre, den dag de sagde ja. Det hele startede godt nok 9 år tidligere, men det er en ganske anden sag. Vi blev gift på en solrig dag i februar, da Sara var 4 måneder.

Der er ikke nogen kronologisk linje i bogen, men hun har fået alle med. Tegningen af Mie har også fundet plads. Det glæder mig sådan, at hun er med. Også når hendes søskende taler om vores familie. Vi må have gjort noget rigtigt dengang, for det virker helt naturligt for dem alle 3 at tælle hende med i flokken.

Det er ikke fjollebilleder vi mangler i vores album. Dem er der taget rigtig mange af i tidens løb. Bo og børnene påstår, at de fleste er taget, når de har ventet på mig. Det kan jeg nu ikke forestille mig, er rigtigt.

Der har været en masse mærkedage i familien i tidens løb. En af dem vi husker som en rigtig dejlig dag, var vores kobberbryllup. På modsatte side er et billede af Mies fod. Det blev taget af hospitalets fotograf i Holbæk, da hun var få dage. Det kan nemlig give en pejling om kromosomfejl.

På sidste side er der blevet plads til flokken, som den ser ud i dag. Eller rettere for et år siden. Mine 3 store og skønne unger.

Samtlige billeder er sort/hvid, og nogle er mere klare en andre. Men det hele er så fint, at man kun kan glæde sig over at se billederne. Der er mange flere, end jeg har gengivet her. Jeg har dog besluttet, at jeg nok skal holde resten for mig selv. Det kunne jo let gå hen og blive kedeligt for andre en mig

Indlægget, der allerede var skrevet

Jeg satte mig til tasterne for at skrive lidt om min familie, men skulle lige en tur rundt hos jer andre først. Og hvad ser jeg så? Kong Mor har allerede skrevet mit indlæg. Sådan lidt med små ændringer, for hendes flok er jo større end min, men budskabet var klart.

 

Livet forandrer sig. Hele tiden. Vi har siden august kun været 4 under tag. I dag har jeg været oppe uanstændigt tidligt for at køre Jakob til toget. Han tilbringer den kommende uge i London med sin gymnasieklasse. Dermed er vi bare 3 om spisebordet de næste mange dage. Altså de dage, hvor alle er hjemme. En meget lille udgave af familien Hansen. Et meget godt billede på, hvordan det snart kan blive.

 

Sara kommer jo godt nok hjem fra højskole til jul, men hendes erklærede mål er studiestart næste år i august og dermed afgang fra barndomshjemmet. Samtidig vil Jonas tage på efterskole.

 

Når jeg kikker på min store unger, så bliver jeg stolt. Ja - det gør jeg altså. Vi har fået formet dem til nogle fantastiske unge mennesker, der har meninger og fornuft. Sådan nogen, der kan finde ud af at begå sig, og som ved, at høflighed ikke koster ekstra. Alt i alt er tingene, som de skal være. Jeg skal bare ud over oplevelsen af, at der ind imellem er alt for god plads i den store hjørnesofa.

Lykke, glæde og dyb sorg

Lidt kontrastfyldt, men det er ordene, der slår mig lige nu.

Lykke, fordi min store søn stoppede og gav mig et kram, inden han gik i skole.
Glæde, fordi jeg lige nu ser frem til mine timer på kontoret.
Dyb sorg, fordi min søde veninde snart mister sin kræftsyge lillebror.

Midt i alle mine tanker er jeg klar over, at jeg er et heldigt menneske. Jeg har en hverdag, som jeg er rigtig glad for. Jeg oplever arbejdsglæde og mange gode timer med mine kolleger på kontoret. Hjemme er vi alle sunde og raske, og jeg har tre unger, der er glade for hinanden og som stort set aldrig har konflikter. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor dette skulle skrives nu. Jeg tror bare, at jeg blev angrebet af taknemmelighed over at være hvor jeg er. 

Guf og figner

Når man ikke spiser slik og kage mere, må der andre ting til, så denne anretning landede på sofabordet den anden dag. Posen med figner er fra Netto. De er små og lækre, og jeg har anskaffet et par poser mere. Hvis du er til figner, så kig forbi netto. Og ikke et ord om jul, men det lugter da lidt af julemusik og granduft.

I dag sender jeg alle mine positive tanker afsted mod ønskeøen, hvor der skal finde en vigtig famtale sted. Noget i nærmeste familie og drømmejobbet, der kan ændre tilværelsen til noget lidt lettere. Jeg håber virkelig....