Sløv søndag

Jeg har sat mig i sofaen med den bærbare. Jeg sidder og ser lige præcis, hvad du kan se på billedet. Det er lige taget her fra min plads og er lagt ind. Den eneste forskel nu er, at Dodo har flyttet sig fra stolen og har søgt sofaen. Det rodede lokale, jeg har inviteret dig med ind i her, er faktisk min stue. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke bryder mig om indretningen. Men jeg ved, at det snart bliver anderledes og meget bedre. Disken foran vinduet forsvinder snart helt ud af min tilværelse, og kasserne ved endevæggen bliver tømt og indholdet forvandlet til elementer og den lækreste køkkenindretning.

 

Vi er færdige med at gå planken ud, når vi skal i lejrkøkkenet. Gulvet er nu i niveau, og Bo er i fuld gang med at lægge an til gulvvarme. Lidt ærgerligt, synes Dodo at tænke, for hun mener at isoleringen er den største og bedste hundekurv i hele hytten. Jeg skal lige skynde mig at sige, at det ikke er den gode gamle stikkende isolering, så hun er stadig lækker, når hun rejser sig fra det.

Hele køkkenet kom i fredags, og i morgen kommer bordpladerne. Hvor de skal være de næste par dage, må håndværkeren beslutte. Jeg har ingen ide.

Min søndag er doven. Jeg har på køretur i nat og fangede glade unge mennesker, og sørgede for, at de hver især blev sat af ved deres hoveddør. Jeg vil blive på min plads i sofaen og kun lette mig, når der skal hænges mere høj ud, eller når håndværkeren skal have forplejning. Ellers vil jeg finde pindene og garnet og lade søndagen vare længe.

Jeg bliver spist

Og nej - det er ikke fordi, der er nogen, der bider. Mere sådan et udtryk for, at jeg ikke rigtig rækker lige nu, synes jeg. 3 ud af 5 holder sommerferie. Yngste går på ferie fredag, og som eneste ene tager jeg en uge mere. Når jeg så kommer hjem bliver jeg modtaget. Skal vi ikke, og mor synes du ikke, og kunne vi ikke tage til byen i morgen, og hvad mener du om at.....

 

Det vil ikke være spor høfligt at bede dem om at lade mig være. Men lidt luft ind imellem er altså kærkomment. Sådan et par timer har jeg haft nu. Jeg tror, at de alle har glemt mig for en stund, så der har været tid til blogtur og til at glo lidt ud i luften. Om lidt vil jeg lave kaffe og kalde dem sammen igen. Vi skal se "De Urørlige". Det glæder jeg mig til. Og så glæder jeg mig til at samle flokken i sofaen, for jeg har jo ikke lyst til at undvære nogen af dem.

Weekenden kom og gik

Og først nu får jeg sat mig for at skrive lidt. Det er ikke fordi, jeg mangler ord. Der er bare hele tiden et eller andet, der fanger min opmærksomhed.

Vi har nydt i denne weekend. Bo har haft travlt, så nu er der snart isoleret i det meste af køkkenet. Lige nu er han ved at mærke af til strøm, så han er klar, når elektrikeren skal slutte til tavlen. Så det bliver ikke helt uden fremmede håndværkere. Man må jo ikke selv.

 

Vi prøver at planlægge sommeren en lille smule. Jonas plejer at holde et par forlængede weekender med en god ven, og han skal en uge til Silkeborg med sin moster og fætter Viktor. Sara har venindeplaner i København og billetten til årets Roskilde Festival ligger på værelset. Jakob skal arbejde og hygge sig med vennerne. Det hele skal ikke gå op i køkkenelementer og indretning, så vi har lovet os selv og ungerne, at der bliver et par ture. Vi regner med at køre til København og være turister for en dag. Og så er der også Den Blå Planet. Turen dertil står højt på ønskesedlen.

 

Vores lille tur ud af huset sidst på sommeren er nu i hus. Der er arrangeret hundepasning, og der er bestilt hus i Seawest ved Nymindegab. Det bliver gensynsglæde, for vi var der for 5 år siden. Men først vil vi nyde sommeren herhjemme, for den kommer forhåbentlig. Lige om lidt med varme og aftener i gårdhaven.

Hvis vægge kunne fortælle

Så ville jeg gerne høre lidt til hyttens historie. Det er ganske tydeligt, at der en gang har været et vindue. Der er ikke nogen grund til at åbne igen, for garagen er lige ude på den anden side. Vi kan også se, at køkkenet en gang har været delt i 2 rum. Sådan ca. der, hvor murstensvæggen går over i noget pudset. Døren ud til lejrkøkkenet har ikke siddet der altid, for den væg er oprindeligt en gammel ydervæg.

 

Projektet skrider frem. Langsomt men sikkert. Lige nu går Bo rundt og isolerer og laver vægge indvendig. Når vi har passeret fredag, har han 4 ugers sommerferie, og så skulle min billeder gerne begynde at fortælle en spændende historie.

 

Jeg var til fys igår og fik ros. Jeg laver øvelser stort set hver dag med den gule elastik. Det hjælper. Fra kun at kunne få armen ud i vandret, kan den nu nå halvt op. Og smerter har jeg stort set ikke nogen af mere. Desuden har mine øvelser haft den sidegevinst, at mine kontormuskler i skuldrene ikke er så hårde mere. Det er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for en skid.

 

Ikke mere herfra lige nu. Jeg skal over i sofaen med en god kop kaffe og lidt strik. For det kan jeg nemlig....

Når et dækket behov får et nyt til at opstå.

Jeg hentede mine læsebriller i går. Og jeg må sige, at det er en fornøjelse at kunne ligge i sofaen eller i sengen og læse. Det har jeg savnet. Måske jeg nu kan få læst en bog en gang imellem, for det har jeg faktisk også savnet. Men altså. Når man får dækket et behov sker det, at et nyt opstår. Mine læsebriller er lækre. De er faktisk en del pænere end mine går-med-hele-tiden-briller. Og det går jo ikke vel? Jeg fik et guldkort, som giver 50 % på den næste brille, hvis jeg handler i løbet af 6 måneder. Måske, måske ikke...

 

Billedet her er fra sidste weekend. Min lader er gravet frem i garagen, og nu bliver der skudt billeder i stor stil igen. Køkkenvinduet blev skiftet sidste weekend. Igen et lidt større projekt, da det nye er lidt smallere og lidt højere end det gamle, og i øvrigt også lige skulle rykket en smule over mod døren. I dag er min helt egen håndværker ved at mure op om vinduet indvendig og gøre klar til at få isoleret og ordnet væggen ud mod gården.

 

Jeg har eftermiddagen for mig selv. Så nu vil jeg udføre dagens vingetræning, og bagefter vil jeg sætte mig lidt med garn og pinde. Jeg kan endelig strikke uden at føle overbelastning eller smerter. Det ender med, at jeg næsten bliver så god som ny igen. God lørdag til dig...

Jeg må væk

Derfor bliver dagens fornemmeste opgave at finde hundepasser og booke en forlænget weekend for hele familien. Til et sted, hvor nogen har gjort rent inden vi kommer, og hvor nogen gør rent, når vi kører igen. Hvor man kan slappe af helt uden at skulle tænke på ombygning eller andre pligter. Vi tager ikke nogen steder, før det herhjemme står færdigt, så jeg er lidt ude i fremtiden. Men jeg vil nyde forventningens glæde, og jeg har det rigtig fint med, at Familien Hansens sommerferie i år kommer til at ligge lidt sent, og kommer til at begrænse sig fra torsdag til søndag.

Mine venner

Generelt generer det mig ikke at blive ældre. Jeg er klar over, at visse ting ikke sidder som da jeg var 20 og ikke havde født mine børn. Jeg er også klar over, at sådan kommer det aldrig til at sidde igen. At kroppen fortæller en historie, og at det faktisk godt må være sådan. Faktisk så har jeg det rigtig godt her midt i midtvejs fyrre. Der er en god ro på min tilværelse og tingene omkring mig fungerer, som jeg kan lide det.

 

Det er dog et enkelt punkt, der giver anledning til brok. Mit syn. Jeg har brugt briller siden jeg gik i 4. klasse, og det har altid været rimelig uproblematisk. Noget med at få tjekket synet med jævne mellemrum og vælge nye briller, når det igen havde rykket sig. De sidste 3-4 år er der sket en udvikling, som jeg faktisk ikke gider. Jeg har meldt mig i klubben af danskere med glidende overgang i glasset. I starten var udfordringen ikke den store, men med ændringen sidste år, er det godt nok blevet irriterende. Nu er min læsestyrke så forskellig fra mit afstandssyn, at det forhindrer mig i at glide ned i sofaen og se film og andet godt. Jeg skal sidde rigtigt for at have den optimale styrke.

 

Og så er der det med at læse i sengen. Det kan bare ikke lade sig gøre. Jeg kan ikke finde det rigtige punkt, når jeg ligger med briller. Og når jeg tager dem af, skal bogen altså lidt for tæt på næsen.

 

 

Dette cirkus har bevirket, at jeg lige nu skifter mellem ikke mindre end 3 par briller. De øverste er mine almindelige, som er klistret på mig, fra jeg forlader soveværelset om morgenen. De nederste er mine krampedyre solbriller, som jeg trods 3-4 års venskab stadig er vild med. De har helt almindelige glas og er rigtig gode at køre bil med. Men skal jeg sidde ude og læse eller nørkle lidt, så må jeg til dem i midten. De er nemlig også forsynet med glidende overgang, så jeg kan se, hvad jeg laver. Der er da ikke noget at sige til, at dametasker helst skal have størrelse som en middelstor kommode, når brillerne alene tager halvdelen af pladsen.

 

Nå ja - og så skal jeg for øvrigt til Slagelse en af dagene. Jeg har nemlig købt mig et par billige læsebriller, så jeg igen kan ligge i min seng eller på min sofa og læse. Det glæder jeg mig faktisk til. Øjenoperation er ikke noget for mig. Jeg tør ikke. Jeg har hørt for meget om fejl og uheldige operationer. Jeg ved godt, at det ikke er dem, der er flest af, men det skulle da lige passe.

 

I dag vil jeg vælge de positive briller og gå ud og møde min tirsdag.

Ingen billeder og 10 i musik

Jeg har tjek på stort set det hele her i vores rod. Jeg er lige ved at påstå, at vi lever i en grad af organiseret rod. Der er bare en lille ting, der er smuttet for mig. Jeg kan ikke finde opladeren til mit kamera, og det kan ikke mere. Jeg tror nok, at den lå i en af skufferne i skabet ud mod gangen. Det skab er imidlertid væk sammen med væggen, som det stod på af. Noget af det ligger ude i garagen. Men det er altså ikke til at komme til, med mindre man magter at flytte nogle store gipsplader. Rigtig surt, for jeg vil så gerne fange det hele her.

 

Bo har været i gang fra morgenstunden, for dagens projekt skal helst afsluttes helt. Han er ved at skifte vinduet i køkkenet. Det gamle havde kendt noget bedre dage, og 3 ud af 6 ruder var punkteret. Det nye vindue er lidt højere og en smule smallere end det gamle. Desuden skal det rykkes lidt, så herren i huset har lige nu gang i murerskeen og en gang mørtel. Fra nu hedder det opbygning. Vægge, gulvvarme og selve gulvet. Der er også sat dato på modtagelse af elementerne nu. Det går i rigtig retning.

 

Og for lige at vende tilbage til gårsdagens eksamen. Jeg fik en sms fra Jakob, da han havde været oppe i den mundtlige del, der fortalte, at det var gået godt. Han havde analyseret Beatlesmusik og gjort det godt. Den praktiske del af prøven var samspil og sang med flere klassekammerater, og her var alt gået som det skulle. Jakob blev belønnet med 10. En ganske pæn karakter, der kommer til at stå på beviset, når han skal have hue på og fejres til næste år. Jeg behøver vel ikke at nævne, at mor var stolt?

 

 

En smule eksamensfeber

Jakob er taget i skole. Han er i gang med noter og forberedelse og senere på dagen bliver det alvor. Det er første eksamen, der bliver direkte synlig på beviset, som han gerne skulle modtage næste år. Det er musik, der er på programmet i dag, og han føler sig klar. Men han er også angrebet af sommerfugle i store sværme. Nu håber jeg, at han får gjort det rigtig godt, for han kan godt.

Jeg vil bruge min fridag på en tur til Kalundborg. Der er en lille hund, der skal have sommerhår, og jeg skal vidst bare drysse lidt rundt i gågaden mens Dodo bliver fin. God fredag til dig.....

Frikvarter og noget køkkensnak

Mandag i sidste uge forlod Sara og jeg vores mandlige medlemmer af familien og tog på tur med søster. Vi kørte til Skælskør og fik udleveret lilla T-shirts og en pose med forskellige gode ting i. Forud havde vi lagt et symbolsk beløb, hvor af de fleste penge går til Scleroseforeningen og Endometrioseforeningen. Som navnet på arrangementet lægger lidt op til, så var det pigernes dag, og det var en sjov oplevelse at gå tur sammen med lidt mere end 3.800 andre kvinder. I alt var der omkring 40.000 kvinder, der deltog i Ladywalk på samme tid landet over.

 

 

Lidt sporty er man vel.

Hvis det hele passer sammen, så tror jeg, at vi tager turen igen til næste år.

Herhjemme er vi nu nået så langt, at der er bestilt beton til i morgen. Gulvet i køkkenet skal nu støbes, så vi - jeg mener Bo - kan komme i gang med at lave gulvvarmen. Herefter skal vinduet skiftes og væggene ordnes. Om 3 uger starter Bo ferie, og så skulle rummet gerne så nogenlunde klar til det, som det hele handler om. De der køkkenelementer, der ser så brandgodt ud, og som jeg vil nyde hver eneste dag, når det hele er færdigt.

 

Nu vil jeg finde kontoret, og så vil jeg nyde, at der venter mig en weekend på 5 dage, når jeg synes, at dagens opgaver er klaret. 

Tillykke til Jonas

I aften er det 14 år siden, at jeg blev mor sidste gang. Dagen før termin kl. 23.18 kom han til verden på Slagelse sygehus. Vi var kørt hjemmefra klokken 22.00 efter et par timer med småveer, så man må sige, at han ville. En stor flot fyr var han. 4.540 g. og 55 cm. Dermed blev den mindste den største.

 

Selv om huset er på den anden ende, skal han ikke snydes. Der kommer fætter og kusiner i aften. Vi satser på godt vejr, så vi kan grille burgere. I morgen kommer den anden gren af familien til morgenmad. Det har ganske enkelt været nødvendigt at dele det lidt op denne gang.

 

 

Tingene går planmæssigt her. Jorden i hullet er nu dækket, og vi er klar til betonbilen i næste uge. Det er skønt at være fri for det værste svineri. Den store bunke skrald i gården er nu kørt på genbrugsen, og der er igen ved at være lidt orden udenfor.

 

Jeg er totalt fraværende i Blogland og det er egentlig lidt ærgeligt. Jeg håber, at weekenden giver mig tid til at få læst lidt rundt omkring og få svaret på kommentarer fra sidste indlæg. Ellers ved jeg, at det lysner i næste uge. Der har jeg nemlig fået vendt tingene på hovedet. 2 dages arbejde og 5 dages weekend. Det er slet ikke så tosset.

 

Ikke mere herfra nu. Fætter lækker på billederne ovenfor skal vækkes med sang og gave lige om lidt, så jeg må hellere gøre lidt morgenbord klar. En rigtig god fredag til dig derude.....

Det skal være skidt, før det bliver godt.

Sikke noget sludder. Det er da godt. Vi hygger os faktisk og jeg må sige, at hele familien har fundet de store tolerancer frem, så der er ingen, der er sure. Heller ikke selv om man må gå 100 gange mellem stue og køkken, når man laver mad og tømmer opvasker. Og der er ikke nogen der er sure, selv om favoritbukserne ikke når at blive vasket til tiden, og jeg kunne blive ved. Så faktisk er det slet ikke skidt. Men skidt er ikke noget vi mangler. Over hovedet ikke. Vi har rigeligt af det. Sådan gik min søndag eftermiddag og aften med spand og vand. Alt blev vendt og tørret, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg måtte tage turen over planken for at hente rent vand. Jeg har derfor valgt at omskrive de ellers kloge ord i overskriften til følgende:

 

DET SKAL BLIVE BESKIDT, FØR DET BLIVER GODT. Sådan er det bare.

 

Og nu vil jeg forsøge at få ugen til at hænge sammen. Jeg bliver sandsynligvis lige så fraværende her, som jeg har været den sidste uges tid. Jeg kunne faktisk godt bruge en ekstra dag mellem onsdag og torsdag. Både privat og arbejdsmæssigt, men jeg ved ikke lige, hvor jeg skal søge om den. Nogen forslag?

Væltet væg med vilje

Vi får jævnligt opringninger for vores mødre, der vil høre, hvordan det går hos os nu. Hvordan det skrider frem med byggeriet, og om vi kan holde det ud alle sammen. Jeg fik fortalt min mor, at det går fint, og at væggen ud til gangen nu er væltet.

Dagen efter havde vi den anden mor i telefonen, for de 2 damer taler tit sammen. Nu ville hun høre, om nogen var kommet til skade, da den væg væltede. Det gav dagens grin hos os. Og farmor blev forsikret om, at den var blevet væltet under kontrollerede forhold, og at det faktisk var med vilje. I løbet af weekenden opstår væggen på ny. I en anderledes version, og på et fundament, der hverken giver adgang for mus eller myrer.

Minder

For nylig kom drengene til at mindes deres tidlige år. Hvordan man kunne sidde længe i de små sten og bare lege med dem. Og inden vi så os om, sad de store unger og legede i stenene. Der skal ikke mere end nogle sodavandsdåser og nogle gode småsten til at skabe den gode leg. Og så betyder det altså ikke noget, at man er 18 og næsten 14 år.

 

Mine unger er rigtig gode til at være sammen. Efter nogle år, hvor Jonas nærmest var enebarn i flokken har han fundet de to andre. Lidt pubertet har vidst hjulpet gevaldigt i den sammenhæng. Nu er de 3 i flokken, og de hygger på kryds og tværs. En gang imellem stopper jeg op og bliver betænksom. For der mangler jo en. Så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan Mies plads i flokken ville have været. Vel vidende, at hun med sit handicap slet ikke kunne have været med, og at Jonas måske slet ikke var kommet, hvis hun ikke havde forladt os.

Hellere sent end slet ikke, og lidt om gode naboer

Eller laaaaaangstrakt service, eller hvordan ved siden af også kan være at ramme....

Da far døde efterlod han sig en konto i et større dansk pengeinstitut. En konto som kunne dække omkostningerne ved at komme herfra og samtidig efterlade lidt til os søskende. De 2 andre havde skrevet under på, at jeg måtte udfylde diverse papirer og have fuldmagt over boet. Derfor var det også hos mig, at skifteretsattesten landede, da papirarbejdet var gjort. Med den i hånden kunne jeg få adgang til førnævnte konto og få dækket mine udlæg til de der begravelsesudgifter. Jeg ringede derfor til fars bank for at høre, hvordan jeg skulle gribe det an. Troede jeg. Først kom jeg i kontakt med en elektronisk telefonstemme, der fortalte mig, at ventetiden lige nu var 23 minutter. Det kom til at holde. Derefter var jeg alligevel ikke sluppet igennem til filialen, som jeg havde bedt om. De var nemlig optaget. Hele flokken. Men den søde dame i det store kontor ville skrive en mail til dem, og så ville de ringe tilbage hurtigst muligt.

5 timer senere havde jeg fri fra arbejde. Jeg havde endnu ikke hørt noget, så jeg startede den blå polo og kørte til Slagelse for personligt at møde op i banken. Her blev jeg mødt af en rar dame, der hjalp mig med at få dækket mine udlæg og som gjorde opmærksom på, at det da tog 10 dage at gøre sådan en konto op. Det kom også til at holde stik. 10 dage gik der, før det hele var gjort op. Og så har jeg ellers ikke tænkt mere over den sag. Indtil torsdag eftermiddag, hvor min telefon ringede, lige da Bo havde hentet mig på arbejde. En flink dame fortalte, at hun ringede fra banken, fordi de havde fået min besked. Hun undskyldte den lange ventetid med, at de havde haft meget travlt. På det tidspunkt var det præcis 3 uger siden, jeg selv stod i filialen for at få ordnet tingene. Så er det jeg tænker, er det hvad man kalder langstrakt service eller....... En ting er sikkert. Skal jeg nogensinde skifte bank, så lander jeg ikke i en, hvor navnet starter med N.

 

Og hvordan ved siden af også kan være at ramme oplevede vi i går. Vores køkkenprojekt kræver materialer. Nogle af dem så store og tunge, at de må komme med vognmanden på en stor lastvogn. Sådan et læs ventede vi i går. Da Bo kom hjem, var der ikke dukket noget op, og han fik travlt med at ringe rundt. Først fik vi besked på at slå koldt vand i blodet, da de kørte lige til klokken 20.00, men der gik ikke lang tid, før der var en forvirret mand, der ringede og fortalte, at det da var læsset af for længe siden. Nu er vores grund jo ikke større, end at vi kan overskue den. Og der var ingenting.  Manden i røret blev endnu mere forvirret og ville ringe tilbage.

 

Ti minutter efter havde vi ham igen i røret. Han fortalte, at han lige havde sendt en mail med billede af varerne. Det tager de ved afleveringer, hvor folk ikke er hjemme, da de flere gange har været ude for, at folk nægter at have modtaget leverede varer. Vi fik billedet og kunne kende stedet. Varerne var læsset af nede ved nr. 65 i stedet for hos os i nr. 71. Der er bare den lille ting, at nummer 65 ligger nede af en lille markvej, og at vi snakkede betonblokke og rigtige tunge ting.

 

Beboeren i nr. 65 er landmand, og da køerne var malket i morges, læssede han vores byggematerialer på frontlæsseren og kørte dem hjem i vores indkørsel. Gode naboer er slet ikke så tosset. Dermed er pinsens planer reddet, og vi kan forhåbentlig få støbt gulv i næste uge.

Vi går planken ud

Det store hul i jorden er i den grad en realitet. Der er gravet til 45 cm. under gulvhøjde, for det skal man vidst, hvis man skal honorere gældende krav til isolering og gulvvarme. Det er bare meget besværligt at bære mad og andet godt ned og op, for 45 cm. er altså højt ned. Som altid er manden i huset klar med en løsning. 3 af de tykke rafter fra det gamle køkkengulv er blevet spændt sammen, så de ligger stabilt. Og når man har taget turen et par gange, er det faktisk okay at gå planken over til lejrkøkkenet.

 

På fredag kommer der en masse byggematerialer, og en af dagene i næste uge bliver vi besøgt af en betonkanon. Herefter bliver gulvet til at gå på igen, og vi kan gøre hele hytten rent for løs jord i alle revner og sprækker.

 

Jeg var på Privathospitalet Valdemar i mandags. Status er, at det går langsomt men sikkert frem. Opgaven er til dels min egen nu - i samarbejde med fysioterapeuten. Der skal laves øvelser og styrketræning. Det er ikke min stærke side, men jeg skal, for selvfølgelig skal jeg gøre hvad jeg kan for at få vingen i topstand igen.

Mors dag

Her skulle have været et billede af en smuk buket og en super flot og kalorieholdig kage. Imidlertid er det sådan, at kameraet med de omtalte billeder ligger i den anden del af huset. Den del, der ligger på den anden side af det udgravede køkkengulv. Så det må altså vente. Men ungerne var søde, og jeg blev forkælet.

Temaet herhjemme lige nu er jord. Jord som i tør støvet jord. Jord over det hele. Jeg fornemmede støvlaget på sofaen, da jeg landede i går aftes. Og gulvet ude i lejrkøkkenet er lige nu gråt. Ikke ret længe, for det er altså for meget for mig. Nu er gravearbejdet færdigt, men ikke svineriet. Nu skal væggen mellem gammelt køkken og entre væk. Kun for at få opbygget en ny. Sådan skal det altså være, siger han. Og eftersom jeg ikke har det mindste forstand på de dele, så overlader jeg trygt beslutningen til ham.

 

Jeg sidder med en sen kop morgenkaffe i dag. Lige om lidt er sidste barn sendt af sted. Sara er taget på arbejde på skolen, Jakob er på vej på gymnasiet og Jonas skal til blå mandag i Lalandia med en flok kammerater. Jeg starter poloen om lidt og kører mod Ringsted. Jeg skal til kontrol med vingen på Privathospitalet Valdemar. Jeg er lidt spændt på udfaldet, for selv om det går meget bedre, så er der stadig et godt stykke vej til fuld bevægelighed. Jeg har planer om at nyde dagen og solen, inden min arbejdsuge tager fat i morgen.

Køkkengulv i haven

Der bliver virkelig knoklet igennem her. Jeg har passet mit arbejde de sidste dage og har været fuld af forundring, når jeg kom hjem. Den ene dag var der forsvundet et skab. Næste dag kunne jeg se jorden under køkkengulvet. Nu ligger en god del af gulvet i haven og venter på at blive genbrugt. Der var fint materiale til vores længe ønskede stengærde under de gamle brædder. Der var lagt store sten i køkkenet. De var lagt, så de lå nogenlunde i niveau. Over den lå nogle massive træstolper, og lige ovenpå det lå gulvet. Ikke noget at sige til, at kulden ind imellem har bidt i tæerne. Nogle af stenene var så store, at Bo og Jakob måtte hjælpe hinanden og køre en sten ad gangen.

 

 

Status er, at der lige nu ser cirka sådan her ud. Det grønne plastic prøver at holde det værste støv væk fra lejrkøkkenet. Med større eller mindre succes. Det skal graves ned, så der er 45 cm. fra dørhøjde for at kunne isolere og lave gulvvarme efter gældende regler og forskrifter.

 

Lige nu graver Bo, og drengene kører jord med hver deres trillebør. Hvad jeg laver? Jeg sørger for forplejning til mine arbejdsomme kære. Faktisk har jeg ikke tid til at skrive mere nu, for jeg skal til Slagelse. Pulcinella laver de bedste pizzaer i miles omkreds. De er bestilt, så jeg er den, der er smuttet.

Historien bag alle de der køkkener

Jeg må være ærlig og tilstå, at det ikke var køkkenet, der fik os til at købe huset dengang i 1991. Det var vidst mere noget med nogle muligheder til ganske billig penge. Faktisk under 300.000, men det er en helt anden historie. Det gamle køkken, som jeg viste billede af i går, var ingen fornøjelse. Det var mørkt, fordi man havde valgt at bygge vinkel ud med overskabe, sådan cirka lige foran lokalets eneste vindue. Bordet var så lavt, at vi blev trætte i ryggen af at arbejde ved det, og så var der også lige en lille detalje. Det var ikke elementer. Der var bygget et skelet og sat låger på. Nederste hylde var det kolde betongulv og over det lå en lang plade med det flotteste hyldepapir. Hen over gulv og hylde løb de største edderkopper jeg mindes at have set. Nu er den slags dyr ikke min stærke side, så jeg var mildt sagt træt af den opsætning.

 

Da vi havde boet her nogle få måneder, var der et køkkenfirma i Slagelse, der annoncerede med fantastiske tilbud. Jeg kørte ud og fik vores gamle egetræskøkken til 10.000 for det hele. Fordi det havde været brugt til udstilling. Eneste hage var, at der kun var en skuffe, så vi bestilte bare det klassiske skuffemodul ved siden af. Alt dette skete en fredag, og mandag morgen kom fragtmanden med køkkenet. Herefter skete der ikke mere. Ingen skuffer. Vi fandt senere ud af, at firmaet havde drejet nøglen samme dag, og at rigtig mange var kommet i klemme. Der var nemlig blevet forudbetalt for store og dyre køkkener den fredag.

 

Nu var meningen, at elementerne skulle på loftet på den plads, vi ikke brugte, til vi fik lidt flere penge. Problemet var bare, at skidtet ikke kunne komme op af trappen, og at der ikke var plads andre steder, så vi gik i gang. Alt i billige løsninger og med en række kompromisser til følge. Vi har altid været enige om, at det var en eller anden form for midlertidig løsning. Den kom så til at holde 22 år.

 

Jeg har tit leget med tanken om at få køkkenet sat i stand. At få malet lågerne og få købt udtræksbakker i stedet for hylder, for så kunne jeg sagtens have levet med det længe endnu. Men faktum er, at komfuret er træt. 3 ud af 4 kogezoner virker, og vi kunne egentlig også godt tænke os lidt anderledes indretning. Så nu er det nu. At det bliver så stort et projekt skyldes, at Bo har valgt at lægge gulvvarme samtidig og flytte en dør. For denne gang skal det være, som vi vil have det. Ikke nogen slappe løsninger. Det skal bare være, som vi vil have det.

 

Og mens andre nu går og glæder sig til lang weekend, så har jeg besluttet at passe mit arbejde. Sagen er den, at der ikke rigtig er noget for mig at gøre herhjemme lige nu. Jeg har til gengæld aftalt med min chef, at der venter mig nogle ekstra fridage på et tidspunkt, hvor alle andre er på arbejde. Så det vil jeg glæde mig til.

Lille hilsen fra Firmaet Koks & Kaos

Firmaet Koks & Kaos. Eller det hvide hus på Helsingevej. Forskellen er vidst den samme lige nu. Jeg har køl- og fryseskab i stuen. Ved siden af den opsætning står et par fyldte flyttekasser og læner sig op af reolen. Som for øvrigt er dækket af kopper i stedet for de brune bjørne fra vores bryllup i tidernes morgen. Jo, man må sige, at der hersker en helt speciel stemning.

 

Heldigvis er der noget, der fungerer. Vores lejrkøkken er guld, og det der faktisk meget hyggeligt at være sammen derude. Man kommer hinanden ved, når man skal forbi, og det hele er bare lidt hyggeligt. Det gamle køkken er helt tømt nu, og Bo er gået i gang med at fjerne det store skab, der skal lade livet for at få flyttet en dør. Billedet af vores tilværelse lige nu, er at vi går på arbejde, kører hjem og roder, og lander på puden ikke mange minutter over 21.00.

 

Jeg vil bevæge mig lidt rundt i Blogland i dag, for jeg er bagud på god læsning, hvor jeg ellers plejer at følge med. Og mens jeg sidder bag skærmen vil jeg leje, at huset ser ud, som jeg synes, det skal.

 

Imens kan du få lov til at se det køkken, som vi rev ud i 91, inden vi satte det op, som vi lige har revet ud nu. Rigtig god dag derude i det virkelige liv.

 

1. maj

Jeg er ansat på kontor, og for os er 1. maj en gangske almindelig arbejdsdag. Sådan er det imidlertid ikke for herren, som jeg blev gift med i tidernes morgen. Han er funktionæransat på en stor virksomhed, men har alligevel 1. maj som betalt fridag. Han var ikke ude og kaste med tomater eller sprøjte med vandpistol (som man så i øvrigt bliver anholdt for), men dagen blev absolut ikke sovet væk.

 

Da jeg tog hjemmefra kl. 08.00 efter morgenmad og hyggesnak, så en del af mit køkken ud som her.

 

 

Da jeg vendte hjem temmelig meget senere, var billedet et ganske andet, og måske ikke helt så overskueligt. Projekt køkken var skudt i gang. Man skal ikke lade en mand være alene hjemme med sit værktøj

Heldigvis bor vi et stort og rummeligt hus. Derfor er mit lejrkøkken nu en realitet. Komfur, vask- og skraldeskab, opvaskemaskine og et enkelt underskab er blevet sat op i forlængelse af bryggersbordet. Der er brugt lidt småpenge på rør og lignende, så det hele er fuldt funktionsdygtigt. Altså ikke noget med at vaske op i håndvasken eller lave mad i garagen. Jeg tror nu nok, at jeg er heldig alligevel.

Jeg er allerede blevet glad for mit lejrkøkken. Mit weekendprojekt nu bliver at indrette det og at få pakket de ting ned fra det oprindelige køkken, som jeg mener at vi kan undvære en rum tid. Og samtidig kan jeg så gå skridtet videre i mit projekt ud med rod. For der er garanteret rigtig meget i det køkken, der har overskredet datoen for sidste anvendelse. Og så skal jeg måske lige bemærke, at det ikke er madvarer jeg taler om her.

Lidt sødt

Vi er stadig godt fyldt op af veloverstået fest. En af gæsterne har lige været forbi med deres billeder, så vi kommer absolut ikke til at mangle dokumentation for dagens hændelser. Jeg skal nok lade være med at vise alle 300 snapshots, men jeg synes da lige, at jeg vil vise kagen.

 

Den var kæmpestor, som man måske kan fornemme på kagespaden, der ligger foran på det nederste billede. Det var en bombe af chokolade og lækre ting, og selv husets meget kalorieglade herre måtte opgive og levne.

En skøn søndag

Så kom den - dagen vi havde ventet på. Alt klappede og bortset fra, at vi glemte at skære ananas og melon, så var der vidst ikke noget, der smuttede. Jonas fik både nogle lækre gaver og en god sjat penge, og vejret var med os, så børnene kunne lege i haven, og rygerne fandt læ i gårdhaven.

 

Nu er vi trætte, men ikke helt færdige med at ordne endnu. Det er dejligt at kunne holde fest hjemme, men det kræver både for- og efterarbejde. Lige nu er der 2 lange borde i stuen. Sofaen er skildt i flere afdelinger. Og faktisk skal man en tur i garagen, hvis man vil snuppe en vinkelsleeper lige nu.

 

Der blev taget et par hundrede billeder, som jeg skal have kikket på og sorteret i, inden jeg viser for meget frem. Et enkelt kan det dog blive til i dag. Hele familien Hansen samlet foran alteret i kirken på den store dag.

 

Min konfirmand

Jeg har ikke spurgt, så han har ikke sagt, at jeg ikke må lægge dette billede ud på bloggen. Men sandheden er, at den lille smækre gut på billedet her, er den lange slanke Jonas, som lader sig konfirmere på søndag. Jeg har set på billeder til sang, og jeg har rettet til. Nu er vi ved at være i land. Han skal selv til generalprøve i kirken i eftermiddag, så han ved, hvad der skal ske på søndag.

 

 

Nu skal arbejdsdagen klares for i dag. Min hjerne gider ikke momsafstemninger. Den er mere til noget med bordopstilling, servietter og det helt rigtige gavepapir. Jeg tror, at det er godt for både mig og mine kolleger, at det er overstået, når jeg kommer på arbejde igen på tirsdag. Og lige nu er der faktisk noget der tyder på, at konfirmanden vender tilbage til normal skoledag samme dag...

Storken og frøen

I lørdags, da solen stod højest, glemte de to store alt om sko og drønede ud af havedøren mod trampolinen. Det kom der blandt andet dette her ud af. Ungernes moster har døbt det nederste billede. Hun kalder det storken og frøen

 

Farvel rod

Dagens kapitel i farvel rods historie var de små skuffer i reolen i stuen. Jeg har fundet meget, der har overskredet sidste anvendelsesdato. Faktisk har jeg fyldt en halv sæk med sjove ting fra de seks små skuffer. Jeg fandt blandet andet denne gamle kassebon.

 

Tænk engang. Den dyreste kjole, jeg nogensinde har købt. Og så er den kun brugt en gang. Den hænger faktisk stadig i skabet til trods for, at den for længst har overskredet datoen. Jeg har en gang været ved at sende den ud af huset, men blev bremset af Sara. Det kunne hun ikke finde sig i. Sådan noget gemmer man som minde. Jakob har foreslået, at den kommer på til vores sølvbryllup. Men det tror jeg nu ikke, at han skal regne med.

Kikærter og granatæble

En rød chili, persillerod og andre sjove ting. Selv om vi venter, skal der jo mad på bordet hver dag, og i går var det fiskedag. Og fiskedage er i dette hus temmelig eksperimenterende. Som nævnt for længe siden, er vi gode venner med Skagenfood. Hver anden onsdag står den nye pakke i gården, når vi står op. I går stod den på stegt filet royal af kuller med indiske gulerødder, persillerødder og kikærter. Det kunne være så let bare at stege fisken og lave en eller anden kendt kartoffel eller salat til, men det er vi enige om, at vi ikke gør. Står der, at det skal være med indiske gulerødder, ja så bliver gulerødderne tilberedt på indisk. Det har bragt os vidt omkring i det kulinariske univers. Som regel til stor fornøjelse. At madlavningen de dage bliver til et fælles projekt er jo bare en sidegevinst.

 

I får fik jeg streget 3 vigtige punkter på listen til næste uges begivenhed. Desserten er i fryseren, fragtmanden kom med en hemmelig gave, og menuen blev endelig fastsat. I dag bliver opgaven at finde servietterne i den rigtige farve og få bestilt blomster hos Charlotte.

 

Og så skal vi ellers nyde en weekend uden planer. Der er ingen aftaler, så vi kan gøre, som vi selv synes. Jeg skal lidt videre med mit projekt farvel rod og goddag orden. Det går stille og roligt frem. I weekenden er det skufferne i reolen i stuen, der skal have en tur. Et lille skridt i den rigtige retning. Det kommer til at tage tid, men til gengæld bliver det rigtig godt, og jeg får ikke lovet mig selv mere, end jeg gider at holde.

 

God weekend til dig derude.....

I næste uge

Den der konfirmation, som lige nu fylder 75 % af mine tanker og tager lidt over for både arbejde og fritid er som bekendt fastsat til at blive afholdt den 28. april. Det har vi vidst i flere år. Hos os er det altid sidste søndag i april. Sådan er det bare. Med mindre man vælger nabokirken, for så kommer præsten søndagen efter.

 

Jeg tror nok, at jeg bare mangler at bestille lidt blomster og finde ud af, hvordan servietterne skal foldes. Nå ja, og så er der stadig den sang, som ikke helt er, som den skal være. I går kom det hele meget tættere på. Vi sad på kontoret, da min kollega nævnte den konfirmation, hun skal til i næste uge. NÆSTE UGE. Det er altså i næste uge. Den 28. april er faktisk i næste uge.

 

Bær over med mig, hvis jeg vrøvler på bloggen de næste 10 dage. Så er det altså bare fordi, jeg har fundet ud af, at det faktisk er i næste uge. Jeg glæder mig, Jonas glæder sig, og resten af familien ser også frem til dagen, og det hele er i fineste orden. Men lidt kuller har man vel lov at have.

Mens vi venter

Og det har ikke det fjerneste med nogen højtid at gøre. Det er mere et udtryk for, at jeg er strandet herhjemme for en stund. Poloen er død. Ikke om den vil starte, så der er sendt bud efter autohjælp og meldt afbud til fys. Ærgeligt, for jeg tror faktisk, at vi har gang i noget, der virker nu. Han sætter nåle, så jeg ligner et pindsvin. Det er en sær fornemmelse, men jeg tror faktisk, at det skubber til noget. Jeg synes, at grænserne flytter sig, og at armen kan komme en anelse højere op.

 

Nu håber jeg og krydser fingre for, at Poloen bare skal startes. For det er altså ikke lige dagen til det pjat. Jeg har en aftale med frisøren efter arbejdstid. Der skal klip og kulør til, så jeg kan blive en fin mor, når den store dag kommer.

Små gule sedler, og klodser der skal væltes

Jeg har travlt lige for tiden. Både på job og hjemme. På arbejdet er vi nu på de sidste årsregnskaber samtidig med, at det er ved at være tid til at beregne og indberette moms for 1. kvartal. Planlægning er en by i Rusland, for pludselig kommer der en mail fra håndværkeren med regninger, der skal skrives, eller gartneren skal akut bruge nogle tal til banken. Sådan er det, når vi arbejder med deadlines. Vi når det altid, men vejen dertil kan godt blive temmelig hektisk.

 

Hjemme har vi i sagens natur også en del at tænke på. Køkkenet er planlagt til mindste detalje. Vi venter faktisk bare på, at det bliver den 29. april, og at der er ordnet efter konfirmationen. Lige nu løber mine tanker rundt i den sang, som jeg ikke synes er god nok. Jeg skal lige huske at melde endeligt tilbage til kokken med menuen. Nævnte jeg lige, at der også skal blomster og servietter til. Ikke lys, for en af vores gæster lider af KOL, og vi skulle jo nødig aflive nogen. Så er der lige gaven til søster, der har fødselsdag i næste uge. Tiderne hos min nye fys-ven og Jonas tandlægetid lige midt i skolestrejken.

 

Jeg har lavet mit lille private notatsystem herhjemme. Jeg har det helt roligt med den store dag, for jeg er ikke i tvivl om, at vi har rimelig check på det. Og kommer jeg i tanke om noget, mens jeg er på arbejde, så sender jeg straks en mail hjem. Den bliver nemlig ikke væk i tasken.

 

På arbejdet har vi hørt kloge ord, at opgaverne skal vurderes og sættes nogenlunde i rækkefølge. Vi skal se på dem som klodser. Klodserne skal ikke ligge i en stor bunke på bordet. Så giver de uro og anledning til stress. Hvis vi der imod vurderer dem og sætter dem bag hinanden, bliver det til at overskue. På den måde ser man kun den første klods, og når den vælter, er den næste klar. Jeg ved godt, at den ikke altid holder i det virkelige liv, men jeg kan godt lide billedet.

 

Nu vil jeg gøre mig klar til at sparke nogle klodser væk. Om lidt kommer den blå polo hjem, så jeg kan komme af sted. Hen til mine kolleger, kontorkattene og klodser i lange baner.