Lidt blandet fra weekenden.

Den sidste weekend i marts er indtil nu gået rigtig god. Vi har både drevet og fået noget fra hånden, og ikke mindst nydt, at foråret har været her til fulde. Hunden og jeg har gået omkring 5 kilometer de sidste 2 dage. Vi har nydt det. Dodo har ikke set så meget, for det er snuden i jorden og halen op, når vi går. Jeg oplevet lidt mere af turen og nydt de spirende træer og buske, og ikke mindst synet af 7 hjorte, der sprang rundt nede i moseområdet bag vores lille by. Naturligvis var jeg uden kamera.

Området omkring trappen har fået maling, og det har lysnet så gevaldigt. Og når man nu er i gang, kan man vel lige så godt fortsætte, så Bo er kørt efter mere maling, og nu skal loftet i stuen også have en omgang. Der sker noget, når min private håndværker går i gang. 

Der er også blevet plads til lidt selvforkælelse. Jeg var i centeret i Høng i fredags. Bare for at kikke, og det var hvad jeg gjorde, for jeg syntes ikke, at jeg skulle handle lige nu. Men altså. Noget blev ved med at forfølge mig i tankerne, og nice to have blev til need to have. Så efter morgenmaden lørdag, var jeg den, der fandt centeret igen. Der må have været en mening med det hele, for jeg snuppede det sidste par lyse cowboybukser i min størrelse. Der røg også lidt andet i posen, for klædeskabet er en kedelig fornøjelse at besøge for tiden. Udløbsdatoen er overskredet på flere beklædningsgenstande og andet passer bare ikke rigtigt mere. 

Sidst men ikke mindst - og jo, det er altså rigtigt. Den grønne dræber er kommet frem. Jeg mangler få pinde på det ene ærme, og de er klaret inden dagen er omme. Min tanke om at blive færdig inden månedens udgang er nok ikke realistisk mere, for jeg skal jo på arbejde i morgen, men færdig skal den nok blive, og jeg starter ikke på noget andet, før sidste ende er hæftet. Sådan må det bare være. 

Ind imellem alle de andre sysler, er alt tøjet blevet vasket og ordnet. Køleskabet har fået en omgang, og der er gjort ordentligt hist og pist. Det er ganske overvældende, hvad sol og forår kan sætte igang. 

Fredag og weekend og en tosset annonce fra Brugsen

Fredagen er mange ting. Den er dagen, hvor jeg ønsker mine kolleger god weekend og går hjem og lader roen falde. Vi er næsten autistiske i vores fredagsprogram. Det er hjemmelavet pizza lidt for sent. Et enkelt glas, og hygge i sofaen til vi vælter. Tit ikke senere end 22.00, for ugen har været lang.

I denne uge er fredag også Viktor-besøg. Jeg glæder mig til at kunne være moster uden at hans mor er med. Det giver bare noget andet, når vi låner ham selv. Han er blevet 8 år nu, og er en rigtig hyggelig fætter. Denne gang har han noget strømforsøgsting med i tasken. Det er ham og Bo rigtig gode til at hygge sig med. Så er der det med de 2 store fætre på snart 15 og 19 år. De trækker også gevaldigt. Så i virkeligheden skal jeg nok bare være den moster, der er med til at lave hans pizza, og som for øvrigt skal være den der melder, når sengetiden er nået. Pyt - jeg glæder mig nu alligevel til hans besøg.

Når han er hentet i morgen, venter der os en weekend uden planer. Bo har tilkaldevagt, så vi holder lav profil. Vi håber, at der ikke bliver brug for ham på arbejdspladsen, for der skal males mellemgang og ordnes trappe. Vi har været i gang længe, men hans influenzatur for et par uger siden forsinkede det hele gevaldigt. Han lå syg en hel uge, og slæbte sig gennem den næste. Nu er energien tilbage, og det må godt være. Det afdækkede gulv er ellers næsten blevet en del af indretningen her, og der er ikke nogen at beboerne ovenpå, der tænker videre over, at gelænder og balystre ikke er på plads på trappen.

 

Det er ikke kun Ellens Brugs, der kan. Vores Brugs er gået på Facebook og er rigtig flittige til at komme med dagens tidbud. Denne gang er det vidst gået lidt stærkt. Gad vide, hvad X-factor kage er for en størrelse. Måske man skulle en tur i Brugsen inden dagen er omme. Jeg kan både hente en billig gryde og en X-factor kage. 

En kopkage og en indrømmelse.

Sara lavede kopkage for et stykke tid siden, da hun var hjemme. Og jo - det er en kopkage. Ikke noget fancy cupcake noget med farvestrålende icing på toppen. Vi er faldet lidt for idéen, der både er nem og hurtig og dermed lidt farlig. For der går ikke mere end 10 minutter, fra hjernen har tænke kage, til den står på bordet. Hvis nogen har lyst til at prøve, vil jeg da gerne dele.

4 spks. mel

4 spks. sukker

2 spks. god mørk kakao

1/2 tsk. bagepulver

1 tsk. vanille.

Dette blandes i koppen, så det er godt fordelt. Herefter skal følgende i:

3 spks. mælk

3 spks. olie

1 æg

Det hele piskes godt rundt med en gaffel, og koppen sættes i microovnen i ca. 2 minutter og 30 sekunder. Vupti, så er der kopkage, som snildt rækker til 2 personer. 

Jeg skal måske lige huske at fortælle, at den gule kop, som vi bruger her, er lidt af en balje. Jeg har målt, og den rummer hele 5 dl.

Ikke mere om kage herfra. Nu står den på morgenmad og frisuresætning. Ugens opgaver kalder, og det hele starter med et besøg af Lone og en tur på massagebriksen.

Nåh ja, så var der det med indrømmelsen. Jeg vil bare lige sige, at den grønne dræber ligger, hvor jeg ser den dagligt, men jeg har ikke strikket så meget som en maske, siden jeg beklagede mig sidst. 

At ændre kurs

Min bror og hans familie har ændret kurs. Huset på Amager er lejet ud og alt er pakket og flyttet. Min svigerinde har orlov, og min bror har fået ny stilling. Han er blevet souschef. Helt ude på Christiansø. De har fået bolig i en af de lange gule bygninger, der er på øen, ind til deres hus er færdigrenoveret. Pigerne har skiftet deres travle hverdag med institution ud med det nære på øen. De har været der et par måneder nu, men er allerede faldet godt til. De nyder, at der ikke er så travlt i hverdagen, og at pigerne selv kan smutte til legekammerater.

Vi snakker tit i telefon som vi plejer, og jeg har set deres udsigt fra køkkenvinduet på facetime. Den slår min udsigt fra stuevinduet, må jeg indrømme. Nu er der købt billetter. Jeg forlader min familie et par dage i april for at tage ud på øen og besøge min bror og familien sammen med min mor. Jeg glæder mig allerede - rigtig meget.

Om lidt vil jeg køre på arbejde. Og faktisk glæder jeg mig. I går fik jeg lagt den værste møgopgave bag mig. Sådan en, der bare skulle overståes, og som virkelig har trukket tænder. Nu gider jeg godt igen.

Jeg håber, at din dag må blive med glæde og uden møgopgaver.. 

Søndag er struktur og planlægning

Jeg elsker søndage. Vi sover lige så længe vi gider og nyder en langsom start på dagen. Som regel er vi i gang omkring klokken 8. Når morgenmaden er spist, bliver jeg praktisk. Så kommer frysersedlen frem. Pungen bliver tømt for resterne af sidste uges budget, og madplanen bliver lagt for hele den kommende uge. Herefter bliver der skrevet seddel, og så er det en tur i Brugsen. Jeg handler som regel ind, så jeg har hvad vi skal bruge til de næste 4 - 5 dage. Jeg må indrømme, at jeg glemmer at tjekke, hvad der kan findes lidt billigere i Fakta eller Netto. Det kan lyde en anelse arrogant, men jeg gider ikke. Jeg ved, at Brugsen har alt, hvad jeg skal bruge, og jeg bilder mig ind, at jeg køber tid ved bare at lægge min handel et sted. Er er gode tilbud, er jeg ikke bleg for at afvige fra min indkøbsliste, for jeg vil helst ikke give fuld pris for hverken kaffe eller vaskepulver.

Dagens pligter er klaret, og derfor er resten af dagen min egen. Nu er det tid til at få lidt Wordfeud-bank og til at køre et par rækker på den grønne dræber. En tur ud i luften med hunden ville sikkert også gøre godt.

God søndag derude.....

Ny gryde og den grønne dræber

I går nævnte Ellen i et indlæg, at hun havde været i Brugsen og hente deres lækre suppegryde. For bare et par hundrede kroner og et fyldt rabatmærkehæfte. Jeg lavede nøjagtigt samme øvelse. Jeg lod bare suppegryden stå og valgte istedet serveringspanden. Vi har i forvejen 4 gryder af samme mærke, og der skal absolut ikke lyde nogen klager over kvaliteten herfra. 

I nørkleverdenen snakker man om UFOer. Sådan en har jeg liggende. Jeg har tidligere gået glad til den og kaldt den de grønne huller. Nu er jeg træt. Jeg er træt af at tælle og holde øje. Jeg er træt af, at jeg kun arbejder på pind 3, og at det tager en krig. Jeg er træt af, at jeg stadig mangler lidt mere end et ærme. Jeg har fundet andet, som jeg vil lave, men jeg ved med mig selv, at hvis ikke den grønne dræber (det hedder den altså nu) bliver gjort færdig først, så ender den i landet for evige UFOer. Jeg havde egentlig lovet at tage den på til en kaffeaftale 5. marts, men sådan blev det ikke. Hvis jeg nu siger højt her, at den bare har at være færdig inden månedens udgang, mon så det hjælper?

Brevskriveri

Jeg leger også lidt på Instagram, og her handler mange af opslagene om at skrive og få breve. Der er opstået en pennevennebølge med flotte kuverter og små medsendte kunstværker. Jeg har holdt mig ude af den leg, for jeg ved, at det vil give kilde til evig dårlig samvittighed over de breve, jeg ikke lige får besvaret inden for rimelig tid. Jeg har dog aftalt med mig selv, at jeg alligevel godt kan lave et fint brev og sende en gang imellem og håbe, at det glæder modtageren. For er det bare mig, eller er der ikke noget helt særligt ved et gammeldags håndskrevet brev?

Jeg ved, hvem er skal modtage det første, for lidt oprydning den anden dag afslørede et hængeparti. Jeg må hellere se at komme i gang.

En stolt mor og en dejlig forårsweekend

Sidste uge endte med at blive travl. Bo var syg hele ugen og rejste sig først en gang i løbet af lørdagen. Jonas tog også et par dage med feber, men er også ovre det. Jakob og jeg luftede ud, vaskede hænder og passede ellers godt på os selv, for fredag stof på fest og glæde. Der var galla og lancier på gymnasiet. Ugen op til blev brugt på danseundervisning. Både aftener og weekend blev taget med. Sara og jeg var inde og se dem danse. Noget af det så jeg lidt sløret, for jeg er sådan en mor, der står og får vand i øjnene, når det hele bliver lidt for overvældende. Billedet her er taget efter dansen. Desværre i noget elendigt lys, men jeg håber da, og I også kan se, at de så fantastiske ud. 

At weekenden har været fantastisk, kan vidst ikke diskuteres. Det har været svært at holde sig inde, og lørdag eftermiddag kørte Sara og jeg en tur til Reersø havn for at kikke lidt på vand og gå tur langs stranden. Jeg holder meget af området, hvor jeg boede til jeg var færdig med 9. klasse. Jeg kan godt savne at have naturen lige uden for døren. At have et skønt sted at gå tur uden at skulle køre dertil først. Vandet var helt stille, og vi gik længe og nød stilheden. 

Nu står en ny uge for døren. Som det ser ud lige nu, er den med blank kalender. Jeg tror bare, at jeg vil nyde dagene som de kommer og glæde mig over, at foråret vidst er en realitet nu.

Tillykke med fødselsdagen

Billedet har har været brugt før, for der bliver jo af gode grunde ikke taget nogen nye. I går var det 16 år siden, at den lille skønne kom til verden og startede 5 uger med sorg, glæde, kaos, gråd, afmagt og lykke. Alt sammen på en gang.

Når der er fødselsdag i familien køber jeg gave. Så bager jeg gode ting og inviterer gæster. Sørger for, at fødselsdagsbarnet får en god dag, med alt hvad der hører til. 

Den 5. marts er det hele anderledes. Min krop begynder på fødselsdag allerede dagen før. Jeg bliver rastløs og har svært ved både at holde fokus og at sidde stille. Der pumper en energi rundt i mig, der ikke kan bruges til noget som helst. Fødselsdagsgaven bliver til en dekoration fra Lynghuset. Jeg pakkede den selv ud og lagde den, og det hele var overstået på kort tid. 

Erfaringen har lært mig, at det er en god dag at holde fri. Det er svært at få noget som helst til at stemme, når der hersker uro i tankerne, og det går meget bedre, når jeg selv kan bestemme over min dag. I går var ingen undtagelse. Jeg havde trukket stikket og bedt om en fridag. Der var indbygget kaffeaftale, og jeg fik lavet lidt småting. Fødselsdagskagen blev en af de gode snegle fra tanken. Herren i huset ligger nemlig med influenza, og han lod sig gerne formiddagsforkæle.

Nu skriver vi 6. marts på kalenderen, og jeg kan igen passe mig arbejde og sidde stille. Det vil jeg gøre. Ud af hulen her, for nu ligger der 2 med herreinfluenza.

Hvem skal bestemme?

Jeg har lige siddet og set programmet om aktiv dødshjælp. Et rørende program, hvor man følger en mor og hendes datter på deres sidste fælles rejse. Rejsen til udlandet, hvor moderen efter eget ønske, får lov at dø fra den sygdom, der langsomt invaliderer hende.

Det er en følsom problematik og debatten i aftenshowet inden programmet gik også både for og imod. Hvem skal bestemme, om det er rimeligt, og er beslutningen taget på rette grundlag. Er det i virkeligheden et ønske, eller føler man sig bare som en belastning for de nærmeste?

Det er en følsom debat, og jeg kan godt forstå, at lejren deles i for og imod. På nuværende tidspunkt er jeg ikke i tvivl. Hvis jeg nåede til at kunne sidde og se til uden at kunne tale eller røre mig, ville jeg også ønske at kunne afslutte. Det er let at sige nu og her. For hvad, hvis det blev virkelighed. Måske man så ville klynge sig til håbet. Jeg håber aldrig, at jeg finder ud af det. 

For 21 år siden

Altså i går, for 21 år siden. Det var dagen, hvor denne lille fine kirke lå badet i solskin og flaget var hejst. Det var dagen, hvor jeg gik ind med min far og kom ud med Bo. Nu som Frue. Vi havde den skønneste dag med familie og venner hjemme i vores hus, der dengang rummede en stue på størrelse med en god balsal. 

Vi bor stadig i det samme hus, og i går markerede vi dagen med lidt god mad og et enkelt glas. For vi er heldigvis også stadig gift. Jeg husker, at en gammel vendinde en gang sagde til mig, at nu havde de været sammen så længe, at de ville blive sammen altid. Dengang var vi bare 40 år, og de havde været gift omkring 16 år. Hendes ord overraskede mig, for når man er 40, skal man da ikke bare blive sammen, fordi det er det letteste, og fordi det plejer vi. Hun lagde slet ikke skjul på, at de levede som venner, og det gik jo meget godt.

Jeg skal ikke dømme andres valg, men ordene fik mig til at tænke. Når man er 40 har man måske mindst lige så mange gode år tilbage, og så skal man ikke nøjes. Så skal man mærke efter og finde ud af, hvad man gerne vil. Jeg kan med ro i stemmen sige, at jeg stadig er gift, fordi jeg har lyst til det, og fordi min mand stadig gør mig glad. Faktisk har jeg planer om at følges med ham mange år endnu. 

Jeg fik den smukkeste buket af ham i går. Desværre er kortet til mit kamera kaput, så jeg kan ikke billeddokumentere før senere på dagen, hvor posten forhåbentlig har været med et nyt. 

Lidt om sommerferie

Ferien er allerede planlagt. I god tid, for det skal passes sammen med begge vores arbejdspladser, og da alle børnene gerne vil med, skal det også passes ind i fritidjob og andre planer. For første gang i mange år skal Bo og jeg holder ferie sammen i 3 uger. Da børnene var små, holdt vi gerne en uge forskudt, så vi var hjemme ved dem 4 uger. Og efter vores arbejdsferie sidste år, hvor det hele gik op i køkken og ombygning, har vi lyst til at holde ferie sammen. Og det 3 uger i træk.

Der er booket sommerhus, færge og hundepasning. Vi skal tilbage til Bornholm. Vi har været der 2 gange før, men er slet ikke færdige med øen. Jeg elsker den ro, man fornemmer derovre, og jeg synes, at det er skønt, at alt er inden for en afstand, som vi ikke regner for noget. Vi har fundet et sommerhus tæt på vandet med den skønneste udsigt. Her skal vi sidde og kikke ud over vandet og nyde livet. Det er slet ikke så tosset at have noget at glæde sig til.

Søndagsglæde

Da jeg satte mig i går for at ophæve pausefiskene og melde mig ind i denne her del af samfundet igen, havde jeg gjort mig lidt tanker. Måske jeg havde været så fraværende, at det kunne være lige meget. Måske der slet ikke var nogen, der ville se, at jeg forsigtigt prøvede at stikke næsen frem igen. Måske jeg i virkeligheden skulle sige til mig selv, at mine dage som skriver var overstået, og slukke helt. Ja - sådan tænkte jeg altså.

Virkeligheden er en helt anden, og tusind tak til jer for det. Jeg er ikke glemt. Jeg fik en masse kommentarer på kort tid, og nu bobler ordene og bloggerglæden i mig igen. Det er da herligt. Jeg har selvfølgelig sparet lidt sammen. Der er flere ting at skrive om, men det må komme lidt efter lidt. 

I dag tager vi fat på normale tilstande på arbejde. Efter længere sygemelding og 2 gange vinterferie er vi 3 på job. Vi kan igen planlægge (håber jeg) og få lidt struktur på opgaverne og dermed vores dagligdag. Det trænger vi vidst alle til. Dagen starter rigtig godt. Lone kommer klokken 8 med sin massagebriks. Hun kan tage fat som en stærk mand, men når hun er færdig er skuldermusklerne som nye og man kan klare hele verden igen. Det er luksus på arbejdspladsen, som jeg i den grad sætter pris på.

Så må det være tid igen.

Da det nye år startede, aftalte jeg med mig selv, at det var tid til liv på bloggen. I stedet fik jeg skærmen pyntet med en pausefisk fra Den blå planet. Sådan måtte det bare være.

Jeg har brugt tiden dels til at arbejde. At arbejde rigtig meget. Vi nåede i mål som vi skulle, og det hele gik op i en højere enhed. Nu er min kollega gipsfri og vi kører mod normale tilstande igen. Det er dejligt, for når et firma med 3 medarbejdere skal undvære den ene, så er man altså ramt. 

Nu er jeg klar. 14 dage med lidt slattent humør er overstået, og jeg kan nu se ud og nyde foråret. Og for bare 18 kroner har jeg også fået samme forår med ind i stuen. 

Nu vil jeg kikke mig omkring i Blogland, for jeg er nysgerrig på, hvad I har bedrevet, mens jeg har ligget i dvale. God søndag til dig derude......

Pausefisk

Jeg får ikke læst og jeg får ikke skrevet. Ikke fordi jeg ikke vil, men sådan er det bare. På grund af min kollegas gipsarm er der rigtig meget arbejde for tiden, og når jeg kommer hjem, er det sidste jeg gider at se på altså en skærm. Der er ingen klager herfra. Jeg har jo selv sagt ja til at hjælpe, og vi regner da stadig med, at det er en begrænset periode. 

Vi skrives ved, når jeg er nået på den anden side. Jeg lader døren stå på klem, for pludselige er det normale tilstande igen, og så er jeg den, der er tilbage.

Flytning og tillykke

Jeg har arbejdet i denne uge. Et par timer ekstra hver dag, så vi kan nå deadline uden problemer. Det er sejt, og jeg har været træt som et alderdomshjem, når jeg er landet i sofaen. Næste uge bliver lige sådan, men så er vi nået i land, og der kommer normale tilstande igen. 

Bo og Sara er kørt til København  med hendes personelige ting. Hun flytter sammen med en veninde fra højskolen i dag, og glæden er stor. Den sidste måned som sofagæst har været lidt sej, og nu glæder hun sig til at finde ro. Foreløbig har de 5 måneder i lejligheden, som de har fået lov at låne. Tiden skal bruges til at finde job og til at finde et andet sted at bo, når tiden er til det. Hun er klar og glæder sig rigtig meget.

I morgen er der inviteret til brunch. Jakob bliver 19 og skal selvfølgelig fejres. Han fejrede selv i går med sine venner fra HF. Klokken var 04.30 i morges, da han ringede og spurgte, om han kunne blive hentet. Siden har vi ikke set ham. Der soves på første sal til højre.

Billederne er taget i Sea West på vores weekend i august sidste år. De dufter lidt af sommer, glæde og varme. Glæden er hos os, men sommer og varme er lidt en mangelvare. 

God weekend ude i blogland. Jeg vil nyde min alenetid lidt nu og få ordnet hytten lidt, til der kommer gæster i morgen. 

Sendt til tælling

Nej - det er heldigvis ikke mig. Min kollega er slået uarbejdsdygtig - nu med armen i gips. En særdeles ond seneskedehindebetændelse er årsagen, så nu må vi mangle hende de næste 2 uger. Vi er kun 3 på kontoret til daglig, så det er ikke svært at regne ud, at det kommer til at påvirke os andre. Især fordi det nu er tid til kundernes moms. Der er deadline d. 10 februar og vi skal være færdige inden da.

Derfor har tiden siden fredag stået i jobbets tegn. Lørdag blev til arbejdsdag, men jeg huskede at holde søndagen fri. Der kommer lidt ekstra timer på i hverdagen, og på den måde når vi det hele. Hjemme er de med på, at det er sådan, det er de næste par uger. Heldigvis er de søde til at hjælpe, så nu joker vi lidt med, at mor skal passes.

Det er ikke en klagesang. Jeg gør det gerne. Vi kan se lyset, fordi vi ved, at vi er færdige om et par uger. Og bagefter venter belønningen. Timerne, der er samlet sammen, vil blive brugt på frihed, og det er da slet ikke så tosset.

Jeg vil gøre mig klar til at møde dagen. Lidt tidligere end vi plejer, for vejene er ikke så kønne i det vestsjællandske lige nu. God dag til jer der ude...

Ringe med historie

Jeg har 4 ringe, som jeg altid har på. Jeg føler mig helt forkert, hvis jeg kommer hjemmefra uden, og tanken om indbrud kan næsten få mig til at vende poloen og køre tilbage. Alle mine ringe betyder noget særligt, og jeg har ikke lyst til at udskifte nogen af dem. 

Ringen med stenen her var min farmors. Jeg kan huske, at hun gik med den. Desværre ved jeg ikke, hvornår hun har fået den, eller hvad anledningen var. Hun blev 86 og døde da Sara var omkring 6 måneder. I mange år lå ringen i en lille hjerteæske. Den var slidt og alt for stor til mig. Tanken gik tit på at få den ordnet, men jeg fik det aldrig gjort. Under vores store ombygning, hvor hele førstesalen var pillet af, blev min hjerteæske væk. Faktisk var jeg nået så langt, at jeg troede, at den måske var forsvundet helt for mig.

Den blev fundet nogle år efter. Heldigvis havde den bare været forsvarligt pakket ned. Da far døde sidste år, efterlod han en lille sum. Hverken til ny bil eller indfrielse af prioritetsgæld, men sådan portion, der alligevel kunne bruges på lidt særligt. Jeg fandt derfor farmors gamle ring frem og tog den til guldsmeden. Her blev den lavet mindre, pudset op, og der blev sat ny sten i. Nu er det ikke bare farmors ring. Jeg tænker også på far, når jeg kikker på den, for han har givet mig den nye sten. 

Den snoede ring ved siden af har altid været min. Den fik jeg af mor, da jeg blev 18 for snart mange år siden. Den har været på min finger lige siden.

Alternativ indretning

Der står en cykel i min stue. Det er i sig selv ikke usædvanligt, for der finder den ind hver vinter. Så bliver baghjulet skruet af, og den bliver fastspændt i et maskineri, der skal kobles til den gamle pc, så man kan lægge ruter, måle gennemsnit og få mere eller mindre belastning på. Man kan cykle op af bakke, og man kan være fuldstændig færdig, når turen er slut, og man befinder sig præcis, hvor man startede. 

Det nye er, at arrangementet er blevet udbygget. Mit gamle nodestativ er fundet frem og foldet ud igen. Det er ikke fordi, han cykler efter Vivaldis 4 årstider eller noget i den stil. Næh, det er noget helt andet. Sådan et nodestativ er nemlig den perfekte holder til Ipad. Så kan man cykle, mens man snupper en eller anden interessant dokumentar eller bladrer ugens reklamer igennem. 

At arrangementet ikke er kønt, kan vi hurtigt blive enige om. Men det virker, og cykeltræningen gør godt for manden i huset. Derfor må det bare være sådan, til været bliver lidt bedre, og turene bliver lagt på landevejen igen. 

Sådan en er jeg

Jeg havde faktisk en idé om, at januar skulle bringe flere indlæg og lidt flere kommentarer rundt omkring i Blogland. Men som så ofte før, har jeg taget fejl. Jeg er vidst nærmest i dvale på det punkt. Og sådan er det bare...

Det er jo ikke fordi, jeg ikke vil. Mere fordi jeg bruger tiden på alt muligt andet. Den første uge på jobbet tror jeg bare, at jeg brugte på at overleve. Det var godt nok sejt at få det hele i gang igen efter 2 hele uger på lavt blus. At komme ind i rytmen med madpakker og alt det der. At skulle ud om morgenen og have styr på, hvad der skal på tallerkenen om aftenen, og jeg kunne blive ved.

Som altid efter en ferie prøver jeg at gøre det hele lidt lettere. Jeg er blevet sådan en, der handler til 4 og helst 5 dage. Det gør, at jeg ikke finder mig selv i Brugsen hver dag på underlige tidspunkter, og faktisk har det også gjort, at jeg har det meste af et ugebudget til overs. For sideløbende med mit projekt indkøb til mange dage kører jeg projekt tøm en fryser.

Jeg er tilbage lidt om lidt. Med indlæg, kommentarer og billeder. Det er i hvert fald min hensigt. For jeg vil jo rigtig gerne. Det er i virkeligheden sådan en, jeg er.  

En dyr søndag

Nu er vi 4 ud af 5 i familien Hansen, der får tilværelsen at se gennem briller. Jonas og jeg var til optiker i går (jo, den er god nok - på en søndag), og der var ingen vej uden om. Han er nærsynet og har problemer med tavleundervisning. Det nytter ikke noget, bare at placere sig fremme i klassen, for en del af undervisningen foregår på smartboard, som er ophængt bagest i klassen. Vi var en tur forbi Louis Nielsen, som har åbent alle ugens dage i Bilka i Slagelse. Vi har valgt en kombineret linse/brille løsning til Jonas, så han kan finde ud af, hvad der passer ham bedst. 

Selv måtte jeg også på den. Mit afstandssyn er bedret en smule, men styrken i mit læsesyn skal sættes op. Og så er der lige noget med en bygningsfejl, der skal rettes en smule ind for. Der er ikke noget at sige til, at jeg ind imellem synes, at det er besværligt. Brillerne ryger af, når jeg skal se noget helt småt, og ind imellem må de rettes til, så jeg kommer til at læse gennem det rigtige område. Da mine solbriller efterhånden er så gamle, og styrkerne nu ligger et stykke fra hinanden, måtte jeg også have udskiftet dem. Sådan kom en helt almindelig søndag til at indeholde køb af 3 par briller og farvel til en mindre formue.

Jeg kan på Google Crome

Igen lidt leg og et forsøg på at få de der billeder ind på siden. Nu har jeg forsøgt mig på Google Crome, og det er måske løsningen. Jeg kan også prøve at blive bedre venner med min Ipad og finde ud af, hvordan jeg får billeder lagt ind den vej. Den er bare ikke lige så god at skrive på. 

Den fede kontorkat på billedet her er Gimle. Han er absolut ikke min favorit, men da han heller ikke gider mig, passer tingene jo meget godt sammen. Han er dog en fin illustration på mit energiniveau, når jeg kommer hjem fra arbejde i denne uge. Jeg tror, at det hedder startvanskeligheder, og jeg er sikker på, at jeg nok skal finde formen igen. Måske efter weekenden.

Godt modtaget

Denne gang er jeg startet op i Safari i stedet for den sædvanlige, men stadig ikke nogen billeder. Det er altså øv. I dag har jeg ellers fundet et par gode af min tykke ven. Kontorkatten Hannibal. 

Da jeg mødte på arbejde efter ferien i mandags blev jeg godt modtaget. Det var en fornøjelse af komme tilbage og få en god snak med de 2 piger, der fylder så meget i min hverdag, og som jeg på ingen måde har lyst til at undvære. Jeg havde ikke været der ret længe, før Hannibal også skulle ønske velkommen tilbage. Når jeg er på arbejde ligger han enten i sin kurv i hjørnet af kontoret, eller lige ved min stol. Og hvis han får lyst kommer han op. Så kæler vi nogle minutter til han har fået nok og smutter igen. Jeg nyder det, for jeg er rigtig glad for katte. 

Jeg bliver tit spurgt, hvad jeg gør - men svaret findes altså ikke. Hannibal er min kat. Han kommer ikke op og sidder hos andre. Heller ikke selv om jeg er væk på juleferie et par uger. Vi har et eller andet sammen, som husets faste beboere ikke kan matche.

Herhjemme griner de lidt af det. Jakob synes faktisk ikke, at det er så charmerende, at hans mor tiltrækker hankatte.

Hverdagen er tilbage

I går måtte vi i gang igen alle sammen. Eller det skulle vi have været. Jakob har startet året med en gang halsvirus. Han måtte opgive sin vagt på tanken i søndags og kom hjem før tid. Siden har han underholdt os med host og snøft. Forhåbentlig bliver det på hans værelse.

Jeg har nydt min juleferie og dagene blev præcis, som man kunne ønske. Men jeg nyder også, at hverdagen er tilbage, og at vi får noget, der ligner lidt rytme i dagene. For at gøre det hele lidt lettere sørgede jeg for at være i bund med vasketøjet, og min søndag blev til dels brugt på at handle ind til ugen, så der er tjek på de varme måltider frem til weekenden.

Jeg ville have sat lidt billeder på mit indlæg her, men det lader sig ikke gøre. Blogger sætter sig fast og vil slet ikke være med, når jeg prøver. Jeg havde ellers fundet et rigtig fint billede fra sidste år ved samme tid. Sådan et med sne og rigtig vinterstemning.

Ikke mere herfra nu. Min udfordring med billedoverførsel har taget min tid, og nu kalder tirsdagen med alt hvad det indebærer. Jeg håber, at din dag bliver god....

Så fløj hun igen

Sara har nydt juleferien hjemme sammen med resten af familien. Godt nok afbrudt af et venindebesøg i København og en nytårsaften i Århus. Dagene på højskolen er blevet fordøjet og nu er hun klar til sin videre færd. De er lige kørt - hende og Jakob. Den sorte polo er pakket med cykel, tøj og nogle enkelte personlige ting, og er nu på vej mod Valby. Her skal hun bo på sovesofaen hos en veninde i januar, samtidig med at hun starter sit grundforløb på teknisk skole for at lære mere om teknikkerne bag alt det grafiske.

 

Denne gang er det ikke underligt at vinke farvel. Vi har efterhånden gjort det nogle gange, og nu er hun jo næsten lige rundt om hjørnet.  Jeg glæder mig til at følge hende på endnu en tur i ud i det store voksenliv. Vi ved, at hun er godt rustet, og hun ved, hvor vi er, så alt i alt skal det nok blive godt.

Lidt om familier

Jeg så også Aftenshowet i går. På DR1 og helt uden reklameblokke. Der var blandt andet et indslag med en skilsmissecoach. Der er boom hos rådgivere og advokater lige nu. Ikke alle familier har kunnet komme igennem de søde juledage. Som de var inde på, kan der være mange årsager. Man synes måske, at julen lige skal overstås, inden børnene får besked, og måske havde man håber, at hjerternes fest kunne rette op på det hele. Så er der også den gamle historie om utroskab til julefrokost, som i nogle familier får øjeblikkelig konsekvens. Interviewet blev fulgt op af et indslag med en moderne fraskilt familie, hvor børnenes fædre er bedste venner, og hvor jul og fødselsdage holdes med alle forældre tilstede (i dette tilfælde 1 mor og 2 fædre). Nu har både mor og den ene far nye kærester, så der skal efterhånden rundes hjørner og gøres plads, når der skal dækkes til børnefødselsdag.

 

Det fik mig til at tænke lidt på min egen situation. Jeg er selv skilsmissebarn. Mine forældre flyttede fra hinanden året efter min konfirmation. Om det var en lykkelig skilsmisse, skal jeg ikke kunne sige, men det var en stilfærdig en af slagsen. Jeg har aldrig følt mig ramt af det, for med den alder jeg havde, kunne jeg godt se, at det skulle være sådan.

 

Her i huset er vi stadig kernefamilien uden halvsøskende eller stedforældre. Det har ind imellem krævet forklaring til børnene. Da Jakob gik i børnehaveklasse kom han hjem og ville gerne vide, hvem der var hans stedfar. Sådan en var der nemlig mange, der havde. Vi fik talt lidt om tingene, og det endte vidst med at han var tilfreds med ikke at have nogen.

 

Der er ikke noget at sige til, at børnene kan blive lettere forvirret, for der findes omkring 37 familieformer (siger Danmarks Statistik).

 

Jeg vil nu fortsat satse på at holde tropperne samlet her. Ikke fordi jeg mener, at man skal blive sammen for enhver pris, men fordi det lige nu føles som det rigtige hos os.

En fridag til mig.

Og her vil nogen måske tænke, at der er noget underligt noget at melde ud efter en god lang juleferie. Men jo - i dag er det min fridag. Bo er taget på arbejde, og Jonas er gået i skole. Jakob sover stadig, men han skal på arbejde senere på dagen. Selv nyder jeg en langsom morgen med kaffe, hjemmebag og Go' morgen TV.

 

Allerede nu er jeg irriteret over deres reklameblokke. Mon de kan se mig? Det er en lang snak om at komme i form og at tabe de ekstra kilo. Der er næsten gået tema i det. Og de har da helt ret. Jeg burde lægge dankortet så højt, at jeg ikke kan nå det, og jeg burde sy munden sammen. Så kan jeg måske komme igennem januar med lidt penge på kontoen, og med bukser, der ikke strammer mere.

 

Der er stadig nogle dage til Hellig tre kongers dag, men jeg tror nu alligevel, at jeg vil jule lidt af i dag. Juletræet er blevet lidt af en hule for hunden, men nu drysser det, og hun slæber nåle med rundt i hele hytten, når hun har sovet under træet. Ellers vil jeg bruge dagen på at bage og få lidt styr på det hele, inden hverdagen sætter ind igen. 

Godt nytår og lidt om nyt år.

Det er da passende at bruge indlæg nummer 900 på at ønske jer alle et rigtig godt nytår.

Jeg bliver altid sådan lidt indadvendt og tænkende, når et år er brugt. I 2013 er der 3 begivenheder, der har fyldt. Først min fars sygdom og død i februar. Herefter skulle vi vende humøret og fejre konfirmation for Jonas i april. Og sidst men ikke mindst, var det året, hvor vi solgte sommerferien for hårdt arbejde og nyk køkken. 3 meget forskellige begivenheder - jeg ved det, men det er altså det, der først popper op her.

 

 

2014 byder på forandringer her. Allerede første uge i det nye år flytter Sara hjemmefra igen. Denne gang til København for at bygge videre på de grafiske erfaringer fra højskolen. Når august kommer, smutter Jonas også. Han skal på efterskole på Samsø, og glæder sig allerede. Det er nyt liv, og vi skal lære, at vi tit kun er 2. Det er ikke uden udfordringer, men jeg er sikker på, at vi nok skal finde vores vej frem i den nye tilværelse.

 

Nytåret har dobbelt betydning for mig. Det er dagen, hvor Bo og jeg blev kærester. I år er det 30 år siden. Det gør mig lidt højtidelig. Vi var bare 16 og har siden delt både sorger og glæder. Vi har aftalt, at vi skal være gamle sammen, så jeg går ud fra, at der er flere år til os.

 

Jeg vil slutte årets sidste indlæg med at ønske jer alle en rigtig god aften. Vi ses i Blogland i 2014, og hvem ved - måske også ude i den virkelige verden.

Sørger du for mælk til kaffen?

Spørgsmålet kom på chatten bag Wordfeud i går. Og ja - selvfølgelig gjorde jeg det. Det har længe været meningen, at vi skulle mødes. Af forskellige årsager er det udskudt den ene gang efter den anden. Jeg kan jo kun tale for mig selv, men jeg synes, at det gik rigtig godt, og at det var et par skønne mennesker, der drak kaffe i mit køkken i dag. Tak for besøget til Overleveren med kæreste og hund. Døren var dårligt lukket bag vores gæster, før Dodo trak sig tilbage til transportkassen under trappen. Her har hun sovet lige siden.

 

Jeg har ikke sovet. Jeg kom til at spise alle de vanillekranse, som de skønne kvinder glemte at sætte til livs. Min viljestyrke forsvandt lige så stille og pludselig var de alle væk....

Juledage med hygge

Det kan godt være, at julen varer lige til påske, men så kommer vi altså til at stoppe spiseriet inden da, eller i hvert fald julemadsspiseriet. Vi har nydt. Nydt selskabet og roen, vi har nydt julemad i næsten endeløse baner, og vi har hygget med fjernsyn og en enkelt lur på sofaen. Nu ser Bo og Sara Avatar, mens jeg kikker lidt rundt og ser, hvad dagene har bragt i blogland.

 

I morgen skal vi på den igen. Mormor har inviteret til julefrokost. Ikke den traditionelle, for den har vi fået, men et lille medley af hendes gode lune retter. Hun har fortid som køkkenleder, så det er altid spændende at se, hvad hun har fundet på.

 

 

Og som alle de andre år, nåede vi det hele i tide. Posten kom med den sidste pakke d. 23. december, og således blev det en dejlig juleaften med pakkeleg og nærvær, dejlige gaver og glæde hele vejen rundt.