Første søndag i november er en særlig dag. Det er dagen, hvor jeg skal i kirke og tænde lys for Mie. Det er rart at "være i det" en gang imellem - også selv om det nu er mere end 10 år siden, hun kom forbi i alt for kort tid.
Denne gang blev Alle Helgen et heldags-arrangement. En lækker brunch i København sammen med 6 andre mødre. Det er langt at køre for et café-besøg, men selskabet gjorde det hele turen værd.
I Vor Frue Kirke tændte jeg lys for Mie og satte det i sandet. Det er så fint at sidde og se alle de lys der brænder. Hvert et lys symboliserer et lille menneske, som ikke er her mere. Et lille menneske, som fik oplevet alt for lidt, og som fik sat så tydelige spor. Ikke mindst hos forældrene. Navneoplæsningen føles som en evighed. Det er helt urimeligt, at der er så mange børn, der skal nævnes. Mange af navnene kender jeg, Jeg kender deres lille historie, og jeg i mange tilfælde mødt forældrene. Netop de børn, har gjort, at jeg har mødt nogle mennesker, som jeg sætter meget stor pris på. Nogle er døde for mere end 20 år siden, andre har så nye datoer, at det skærer i hjertet.
Jeg var træt, da jeg kørte hjem fra byen efter en helt fantastisk søndag.
Det lyder som en rigtig dejlig dag. Jeg give dig ret i at det med lysene er så smukt, men navneoplæsningen synes jeg næsten ikke er til at bære. Det er næsten for meget, men selvfølgelig vigtigt. Jeg husker tydeligt det første år hvor Elisabeths navn blev læst op. Det var et meget rørende øjeblik. En manifestation næsten.
SvarSletKan godt forstå du må have været træt da du endelig vendte næsen hjemad.