Hele sidste uge lå Sara. Lige nu er min søster underdrejet, og Viktor har også været ramt. Det skulle så være det. Men nej. Her til morgen står der 2 drenge i mit køkken og klager over, at de har det dårligt. De ligger nu ovenpå på hver sit værelse og sover.
Jakob mente bare, at jeg kunne køre. "Mor, du skal ikke spilde en arbejdsdag på os", var hans kommentar. De er efterhånden nogen store unger. Snart 10 og 14, så jeg kunne godt have kørt, for faktum er, at jeg er 14 minutter væk, hvis telefonen skulle ringe.
Jeg tror, at alle jobbende kvinder kender følelsen fra begge sider. Mine unger er alt. De er mit guld og det er så vigtigt at de har det godt. Alligevel sidder den der snert af samvittighed der. Jeg har et job, som er rigtig godt, jeg har rigtig gode arbejdsforhold, og frem for alt - Jeg har hamrende travlt frem til d. 10. februar. Så en stor del af mig kunne rigtig godt tænke sig at udføre den planlagte opgave lige nu.
Det er sgu ikke altid lige let at være kvinde, mor og arbejdende.
Ja, hvad gør man lige...? Det er jo ret abstrakt for sådan en stud. uden (levende) børn som mig.
SvarSletHåber du havde en god dag med/for drengene.