Den stille blog - det må være her.
Ikke fordi der ikke sker noget - og ikke fordi der ikke er noget at skrive om.
Det hele har bare været så forbandet fortravlet de sidste par uger.
Jeg kommer igen lige om lidt.
Rigtig god weekend
fredag den 28. august 2009
onsdag den 12. august 2009
The end...
Slut med sommerferie, og slut med et kæmpe arbejde. Mit sjal blev færdigt i fredags. Jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet og har allerede fundet mig selv pakket ind i det - i en kølig stund på terassen.
Min fødselsdag var en rigtig dejlig dag. Jeg havde hele familien hjemme fra morgenstunden og kom op til morgenbord med flag og flotte gaver. Sara havde lavet fødselsdagskortet til mig. Hun gør det meget i ugler for tiden. Nogle rigtig flotte og sjove nogen af slagsen. Der var taske, mælkepisker og et par rigtig fine ørestikker fra alle dem herhjemme.
Familien var til grill på terassen om aftenen. I år var der nemlig bestilt rigtig godt vejr. Da alle var gået hjem, sad Bo og jeg alene ude ved bålfadet med en sjat vin og fik en god snak og nød ellers bare at være til.
Vores ferie har været fantastisk. For første gang i en længere årrække, har vi ikke været nogen steder. Jeg troede, at jeg ville mangle det, men jeg fandt roen herhjemme, og har virkelig nydt det. Vi har holdt ferie lidt forskudt for hinanden for at dække børnenes ferie bedst muligt. Det har på en eller anden måde gjort, at vi alle føler, at vi har haft lang ferie. Bo startede arbejde i mandags, mens børnene og jeg tog et par dage til. I dag er vores hverdag så startet. Jonas i 4. kl. og Jakob i 8. Sara har haft sin første dag på gymnasiet. Helt alene og uden at kende nogen. Jeg er stolt af hende. Og samtidig sender jeg en venlig tanke tilbage til hendes efterskoleår, som nok er medvirkende til, at hun tager tingene, som hun gør nu.
Nu starter en ny nedtælling. Ligesom sidste år, har Bo og jeg et weekendophold for to, der skal bruges. Vi glæder os rigtig meget og prøver lige nu at finde ud af, hvor vi gerne vil være. Der er flere gode muligheder. Det bliver, hvad vi selv gør det til, og jeg lover, at vi nok skal gøre det godt.
mandag den 3. august 2009
Sommerstatus
Så er der taget hul på sommerferie nr. 2. Sådan er det blevet i år. På den måde har vi overlappet og klaret den, så børnene kun har været alene hjemme en enkelt uge.
Vi har ikke været på ferie i år. Det var en aftale, vi lavede, da vi købte Dodo. Dels skulle hun have lov til at falde rigtig godt til, inden hun skulle passes i længere tid, og dels var hun jo en dyr lille dame. Hun er blevet en del af familien, og vi nyder alle, at det kan lade sig gøre. Jakob har ikke haft nogen allergiske reaktioner overhovedet, og drengene undværer deres astmamedicin - nu snart på 2. år.
Jeg har virkelig holdt ferie. Sådan helt ud i yderste led af kroppen. Jeg har fået lavet lidt ind imellem, men jeg har også tilladt mig at lave absolut ingenting. Der er blevet strikket på terassen, så det har været en fornøjelse. Mit sjal er ved at være færdig. Jeg mangler bare ca. 20 pinde. Det er dog nogle lange nogen af slagsen. Der er over 610 masker på pinden nu. Med det sidste mønster skulle der kunne lukkes 720 masker af, når det hele er slut. Jeg glæder mig rigtig meget, til at se det helt færdigt.
I morgen står den på gæster. Endnu et år er gået i Fru Hansens liv, og det må naturligvis markeres. Jeg håber virkelig, at vejret bliver bedre end det var sidste år. Det skulle gerne blive vejr til lidt nydning og en god kop kaffe på terassen.
Abonner på:
Opslag (Atom)