Ramt

Lørdag eftermiddag blev jeg ramt. Lige i bollerne. Ja - okay, jeg var ved at bage kanelboller til min familie, da det kom som en komet - det store savn. Lige pludselig måtte jeg stå og tude lidt over kanelbollerne, fordi jeg savnede min store dejlige pige. Heldigvis er hun kun lige ovre i Jylland, så vi har haft kontakt i weekenden.

Når bare grundfølelsen er i orden.

Der tumles med tunge ting for tiden. Min far er taget til Riget for at blive behandlet for en cancer i halsen. På arbejdet har min kollegas sygdom vendt op og ned på rutiner og nogle kunder er røget i svinget på grund af krisen, der stadig kradser i flere brancher. Hverdagen er sat ind med travlhed og alt hvad det indebærer. Og så er det lige, at nogen har taget min sommer og byttet den ud med tropisk regn.

Fars sygdom har påvirket mig meget, og bruger stadig mange af mine tanker. Det samme med min kollega. Jeg ved at hun har gennemgået en kæmpe operation, men vi bliver ikke informeret ret meget, så jeg ved faktisk ikke om hun bevæger sig mod helbredelse eller død.

Det har slået mig på det sidste, at selv om jeg bliver rigtig ked af det og tænker meget over tingene, så slår det mig ikke ud. Grundfølelsen er sgu i orden. Jeg er omgivet af Bo og mine dejlige drenge. Sara er nu i Jylland, men er rigtig glad for sin tilværelse det, så det gør mig også glad. Så måske jeg bare har den luksus, at kunne kalde mig selv for et lykkeligt menneske. Det tror jeg faktisk.

Jeg skal forresten også lige huske at nævne, at der var helt vildt meget lys i Mies stjerne den anden aften. Det er den der står lavt og kan ses fra stuevinduet. Det pustede lidt til min lykkefølelse. Jeg er på ingen måde lykkelig over at være mor til et dødt barn, men jeg mærker lykke, når jeg bliver mindet om hende på den rare måde.

Flyvefærdig

Det er en af de dage, hvor jeg er rigtig tidligt oppe. Ikke fordi jeg skal, men fordi jeg bare har lyst. Måske fordi solen står lavt og skaber det flotteste billede ud over markerne - en rigtig dejlig morgen at starte sin fødselsdag med.. Jo - det er i dag. Jeg bliver kun 43.

Det var nu ikke det jeg havde i tankerne, da jeg satte mig her. Nej indlægget skal handle om hende her:

Sara - min store dejlige datter. Billedet her er fra hendes ferie i Berlin for en lille måneds tid siden. Hun bliver 18 lige om lidt og har nu erklæret sig flyvefærdig. Barndommen er pakket i kasser. Nogle skal med, andre er sat på loftet. Og så er der de ting, der bare er kørt væk.

På lørdag pakker vi bilen og sætter kurs mod Bredsten ved Vejle. Helt ovre på den anden side, helt ovre i Jylland. Det er der, hun nu skal have sin hverdag sammen med Morten. Hun glæder sig, og jeg kan mærke, at det føles rigtigt. Vi kommer til at savne hende i vores hverdag, men så kan vi jo til gengæld glæde os, når hun kommer hjem og holder weekend en gang imellem. Jeg tænker, at det bliver lidt ligesom da hun var på efterskole.

Vi har gjort det godt, synes jeg. Det er lykkedes os at opdrage hende til at være selvstændig og fornuftig, så jeg er ikke i tvivl om, at det kommer til at gå hende godt - min store smukke pige.