Når bare grundfølelsen er i orden.

Der tumles med tunge ting for tiden. Min far er taget til Riget for at blive behandlet for en cancer i halsen. På arbejdet har min kollegas sygdom vendt op og ned på rutiner og nogle kunder er røget i svinget på grund af krisen, der stadig kradser i flere brancher. Hverdagen er sat ind med travlhed og alt hvad det indebærer. Og så er det lige, at nogen har taget min sommer og byttet den ud med tropisk regn.

Fars sygdom har påvirket mig meget, og bruger stadig mange af mine tanker. Det samme med min kollega. Jeg ved at hun har gennemgået en kæmpe operation, men vi bliver ikke informeret ret meget, så jeg ved faktisk ikke om hun bevæger sig mod helbredelse eller død.

Det har slået mig på det sidste, at selv om jeg bliver rigtig ked af det og tænker meget over tingene, så slår det mig ikke ud. Grundfølelsen er sgu i orden. Jeg er omgivet af Bo og mine dejlige drenge. Sara er nu i Jylland, men er rigtig glad for sin tilværelse det, så det gør mig også glad. Så måske jeg bare har den luksus, at kunne kalde mig selv for et lykkeligt menneske. Det tror jeg faktisk.

Jeg skal forresten også lige huske at nævne, at der var helt vildt meget lys i Mies stjerne den anden aften. Det er den der står lavt og kan ses fra stuevinduet. Det pustede lidt til min lykkefølelse. Jeg er på ingen måde lykkelig over at være mor til et dødt barn, men jeg mærker lykke, når jeg bliver mindet om hende på den rare måde.