I går var det farfars fødselsdag. 75 år - hvis han da ellers havde fået lov. I år er det 19 år siden vi mistede ham. Han var frisk søndag - vi vare endda sammen, og vi fik fortalt, at vi ventede vores første barn. Næste morgen ringede Bos søster og fortalte, at han havde fået en blodprop om natten, som han ikke havde overlevet. Det var lige som at få revet sin ene arm af. Chokket gjorde da også, at min første graviditet endte i en spontan abbort.
Hvor kunne jeg have ønsket, at børnene havde fået lov at lære deres farfar at kende. Han var sådan en mand, der vidste lidt om alt. Sådan en man ville ringe til, hvis man sad hos Hans Pilgaard i "Hvem vil være millionær". Jeg kan se ham og Jakob spille skak i timevis uden at sige ret meget.
Jeg nåede ikke kirkegården i går. Nu tror jeg at jeg vil give hunden sele og snor på, og gå over og sige hej....
Tankevækkende. Det var godt nok synd han ikke fik lov, og at børnene ikke fik lov at møde ham.
SvarSletAt du aborterede dengang det gør mig virkelig ondt...
Åh, så trist og synd for jer alle sammen.
SvarSletJeg tænker også tit på mine børns farfar, som aldrig fik lov at opleve dem. Heldigvis nåede han at få beskeden om at han var blevet farfar et par dage før sin død. Men at de aldrig kommer til at opleve hinanden, det synes jeg er hårdt!
Mange kram til dig