Kun til lån

Det vrimler med børn i blog-land. Både levende og døde, og så dem, der ikke er født endnu. Jeg er spændt på, om Irma og My bliver storesøstre på årets sidste forårsdag, og jeg er mindst lige så spændt på at følge med i historien og Laurits som storebror. Og nu har Stine meddelt, at der er tvillinger på vej. Så er der alle de lækre unger, jeg elsker at læse om og se billeder af - ingen nævnt, ingen glemt.

Herhjemme er vi et andet sted i livet. De små børn, der omgiver os nu, er dem som mine søskende har sat i verden de sidste 4 år. En fætter og to kusiner - alle nogle skønne unger. Mine er store, så store at vi nu er nået dertil, hvor den første har meldt sin flytning. Sara planlægger at flytte til Jylland efter sommerferien og gå på gymnasium i Vejle. Vi har talt meget om det, og er kommet frem til, hvordan det kan lade sig gøre. Hun er jo ikke 18, når hun rykker afsted, og dermed stadig afhængig af os og vores konti.

Selvfølgelig er det en underlig tanke, at vi nu er nået dertil. Men ikke mere underlig, end at det også føles naturligt. Sara var jo på efterskole for nogle år siden, og har aldrig lagt skjul på, at det har givet hende udlængsel. Så selv om hun ikke er så gammel, er det okay. Hun har været en dejlig pige at have her, og jeg er sikker på, at hun også vil være en dejlig pige at få på weekend.

Da jeg for lidt over 12 år siden sad i Holbæk på Neo og passede Mie, fandt jeg et citat i et blad, som straks blev klippet ud. Det lyder som følger:

Et menneske har man aldrig. Det er betroet gods, man låner en lille tid.....
Tak til Tove Ditlevsen