Der er mange mennesker, der har krydset min vej i årenes løb. Nogen kom bare forbi, og andre er blevet, og er kommet til at betyde en masse for mig. Nogen møder man tilfældigt, og andre bliver man af en eller anden grund sat sammen med.
Det sidste var tilfældet, da jeg for lidt over 14 år siden var så heldig, at få Lotte ind i min tilværelse. Det var en klog sundhedsplejerske, der havde set vores fællesnævner og regnet ud, at vi kunne have glæde af hinanden. Faktisk var vi 4 i vores lille område på det tidspunkt, så vi blev mødregruppen uden babyer.
Idéen var guld. Vi mødtes i flok på rådhuset en enkelt gang, og så kom resten af sig selv. De to andre tabte jeg kontakten til, da vi var færdige med vores gruppe, men Lotte blev ved med at være en del af min tilværelse. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange liter kaffe vi har delt. Hvor mange franskbrød, der er skåret i skiver, og hvor mange ord, der er udvekslet mellem os.
Vi fik begge en lille søn efterfølgende, og da Lottes store datter gik i skole, hvor jeg arbejdede, så vi så jævnligt hinanden og fik udvekslet kloge ord. Senere flyttede de fra området og kontakten løb ud i sand. For er par år siden fandt jeg Lotte igen. Længe leve Facebook, og i foråret var jeg så heldig at møde hende i vores område og få et kæmpe gensynskram.
Nu er hun også her. Lige midt i Blogland. Jeg vil glæde mig til at følge hendes kloge ord, for når alt kommer til alt, så var hun min aller bedste Lotte, da det hele var sværest.
Så sidder jeg her Susanne, med strittende hår på armene.
SvarSletTusind tak for de smukke ord.
Tænker på, at havde vi ikke haft den fælles historie, så havde vores veje måske aldrig krydset på samme måde.
Hvor var vi ramt dengang.
Hvor gjorde det ondt, at miste vores små piger.
Hvor var det uhåndgribeligt.
Hvor var sorgen en svær størrelse.
Hvor var vi HELDIGE, at sundhedsplejersken fik ideen, om mødregruppen uden børn.
Jeg er sikker på at vi to, og rigtig mange andre, bliver stærkere af det der vælter en.
Men hvorfor skal der gå så mange år, før man helt forstår, hvad man var oppe imod?
Fordomme. De forbandede fordomme.
Konfliktskyhed, fra omgivelserne.
De havde ikke viden nok til, at rumme vores sorg.
De fleste bliver skrækslagne, når de får ind på livet, at børn dør. Heldigvis var vi "bare naboen der blev ramt".
De kunne ikke holde ud, at se billeder af vores tøser.
De turde ikke. Og det er okay.
Jeg forstod det bare ikke.
Tak for at du var der. Selv om det betød vi stod i fælles lort til halsen, så er jeg glad for, at vi havde hinanden.
Også når den grumme sorte humor kom frem i os.
Husker dig fortælle om en tur på kirkegården hos Mie, hvor din mand, fraværende, med næsen i avisen, spurgte dig, netop hjemvendt derfra,
-Hvordan Gik det?
Og du prompte svarede,
-Tak det gik godt, jeg skulle hilse!
Det lo vi meget af. Også dig og din søde mand lo af det... Men havde én uforstående sagt det, så havde det føltes som en torn, der rodede rundt i vores åbne sår.
Jeg vil følge dig herinde Susanne. elsker dine finurlige vendinger, i sproget.
Kæmpe knus, og tak for de skønne ord.
Lotte
Lige præcis på det område har verden rykket sig meget, siden vi var lige midt i suppen. Der er bedre oplysning nu, og man bliver ikke erklæret egnet til den lukkede, hvis man tager sit barn med hjem og selv sørger for en masse ting. Og faktisk var vi selv med til at rykke de grænser gennem vores foreningsarbejde. Så det der vrøvl med, at intet er så skidt, at det ikke er godt for en skid. Det retfærdiggør ikke noget, men det gør, at vores tøsers alt for små liv også blev til glæde og gavn for andre. Og den tanke er jeg rigtig glad for.
Sletjeg sender et hjerte til jer begge to ,,,,❤❤
SvarSletVi si'r så mange tak Jonna....
SletMennesker kommer ind i vores liv på de mest forunderlige måder, og hvor er det skønt, når et fællesskab opstår, hvor man kan få fælles gavn af hinanden.
SvarSletIgennem livet støder man på mange mennesker, men jeg tror på, at der hvor kemien virkelig passer, der opstår og udvikles der venskaber, nogle gange for livet.
Dejligt at I er mødtes igen.
KH Anette
Jeg tror også, at det var derfor, at det var i orden, at de to andre stille forsvandt ud af min tilværelse. Vi var jo færdige med at bruge hinanden. Og det er vel også i orden ind imellem.
SletSpændende blog du der viser vej til... vist værd at holde ganske godt øje med :-)
SvarSletDet tror jeg helt bestemt. Lotte har meget at fortælle, og hun gør det, så man kan blive fanget.
SletHvor var det godt, du fandt Lotte igen! Ja, hurra for Facebook - det er fantastisk, hvor meget glæde man kan have af at finde nogen igen, der har en ganske særlig plads i ens hjerte.
SvarSletKlem og en god aften til dig!
Verden bliver pludselig mindre. Jeg synes, at det er dejligt at kunne kigge med på sidelinien, når man nu er kommet geografisk langt fra hinanden.
SletKlem og god dag...
Sikke en dejlig historie...man bliver helt rørt ;-)
SvarSletMan kan sige meget om internettet, men det bringer da mennesker sammen og vi lærer hinanden af kende...en dejlig aften til jer..knus
Det var også en tid med kaos og det hele udenpå.
SletNettet har gjort meget. Jeg kan slet ikke forestille mig, at skulle gå over og gribe det store leksikon for at få svar på et spørgsmål. For slet ikke at tale om, hvor mange af jer, jeg kender rigtig godt - gennem samme net.... Knus til dig..
Dejligt at I havde og har fået hinanden igen. FB har genskabt mange gode relationer og venskaber..
SvarSletJeg må en tur forbi din gode venindes blog.. :-)
Det var guld dengang Inge. Intet mindre. En der forstod og kunne tage min snak uden at tolke på, om jeg måske var helt rask. Det var skønt.
SletOg uden FB og det der net, havde jeg jo heller aldrig mødt Inge fra Roskilde :-)
Ja det er altså ikke kun dårligt - al det cyber der er inde over vores liv!
SvarSletDejligt du fandt hende både her og der!
Cyber er kommet for at blive. Jeg er også glad for, at vi nu kan kigge lidt med hos hinanden her.
SletDejligt med gensyn og især når det er en du har og kan dele din specielle oplevelse med og som kender de samme følelser. ;-D
SvarSletNemlig. Man behøver hverken at undskylde eller at forklare. Det er guld værd.
SletDejlig historie :-)
SvarSletTak..
SletKan godt forstå du er glad :-)
SvarSletJa ikk? Det er dejligt af finde igen.
SletDet fantastiske ved cyberspace er, at det bringer os sammen og ikke - som nogle ellers påstår - længere fra hinanden. Nu har jeg været på Charlottes blog, den ser fin ud, hun skal nok være værd at følge (også).
SvarSletDet tror jeg absolut, at hun er. Hun har en livserfaring som få og en evne til at udtrykke sig. Og det jo kun dejligt, at nogen læser med, når man skriver.
SletDette Eleanor Roosevelt citat passer vist meget godt her:
SvarSlet"Mange mennesker vil gå ind og ud af dit liv. Men kun sande venner vil efterlade fodspor i dit hjerte".
Det er kloge ord. Og så sandt som det er sagt.
Slet