onsdag den 20. oktober 2010

Efterårsferie

Så nåede den endelig hertil. Efterårsferien. Jeg har været på arbejde mandag og tirsdag, så vi alle kunne få nogle dage denne gang.

Denne ferie er der ikke nogen planer. Bo er ved at bygge vores garage, så han er ude alle de gode timer. Jeg trænger til ferie denne gang, synes jeg. Jeg er træt og min ene arm er gået helt i baglås. Jeg har på en eller anden måde fået spændt alle musker op, så de ikke evner at slappe af igen. Jeg prøver at klare det med en gang ugentlig massage og min herlige zumba.

I næste uge er det 18 år siden, jeg blev mor for første gang. Det fylder naturligvis. Måske især fordi barnet er flyttet og ikke er hjemme på dagen. Jeg overvejer at køre en lille tur på et par hundrede kilometer, men ved ikke rigtigt, hvad det ender med. Hun kommer hjem næste weekend og holder fødselsdagen hos os for hele familien. Det bliver rigtig godt.

Om lidt tager Jakob og Signe afsted. Så er vi lige pludselig bare 3 tilbage nogle dage. Ude i køleskabet ligger der kyllingefilet til mad til 6 personer. Det var vi nemlig i morges. Planlægning er en underlig størrelse. Det kan ikke altid betale sig her i huset.

Ude i haven regner det med blade. Det store træ er snart helt tomt. De ligger og dækker græsset. Man burde måske fjerne dem, men jeg kan altså godt lide billedet af efterår, så de får lov at ligge lidt endnu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar