Naturen kaldte

Da vi havde spist æblekage med flødeskum i går, blev vi enige om, at naturen kaldte. Vi landede samme sted som første søndag i september. Denne gang var vejret om muligt endnu bedre, og vi gik faktisk og havde det varmt. Måske fordi vi tog 5 km. i rask gang, men også fordi solen havde magt, og der var helt stille ved havet. Vi kunne se både Musholm og Reersø helt tydeligt. Sådan en tur er godt for det hele. Vi får snakket en masse, får vind i håret og får rørt kroppen.

 

Nu lurer oktober rundt om hjørnet. Den kommer med godt. Lidt efterårsferie og endnu en tur til Jylland. Sara har fødselsdag og har valgt at blive på højskolen. Og da hun ikke kommer til os, så har vi booket værelser på et hotel, der ligger bare et stenkast (næsten) fra højskolen. Vi er blevet lovet guidet tur på skolen, som jo oprindeligt er en gammel herregård. Jeg glæder mig til at se mere til stedet, så jeg ved, hvad hun taler om, når jeg får de lange begejstrede talestrømme i telefonen.

 

Det er ved at være tid til at finde kontoret. Jeg gider godt. God dag til dig derude...

Jeg skulle også....

Når vi får tid, måske på lørdag, jeg skal også have gjort.....

Da vi tidligere på året rev det gamle køkken ud, var der som bekendt en del af det, der genopstod som lejrkøkken i mit bryggers. Det fungerede perfekt og der gik ikke mange dage, før vi havde styr på vores ting. Den store bordplade gav plads til microovnen og nogle af de ting, der bare ikke var plads til andre steder. At jeg så i mellemtiden måtte ordne tøj på stuebordet, måtte jeg jo bare tage med uden at klage - så det gjorde jeg.

Vi har nu brugt vores køkken i et stykke tid. Vi nyder det og er rigtig glade for, at vi endelig fik det lavet. Indtil nu har jeg stadig ordnet tøj på stuebordet og fundet ting på det store bord i bryggerset, for vi var vidst gået lidt i stå. Deraf overskriften. Jeg skulle også, jeg burde, og så videre....

 

I går kom der noget til mig. Når man nu ikke kan finde en pose med tid, så må man søge lidt ekstra energi et eller andet sted. Hvor det kom fra, ved jeg ikke. Men da jeg kom hjem fra arbejde, blev tøjet sorteret og lagt væk, og stuebordet står nu fint uden noget, der ikke bør være der. Bagefter gik jeg i bryggerset og fik sorteret, smidt ud og lagt på plads. Nu står også bordet i bryggerset og ser ud, som jeg gerne vil have det. Og det sjove ved det hele er:

 

Jeg var færdig på 20 minutter!!!

Indlægget, der allerede var skrevet

Jeg satte mig til tasterne for at skrive lidt om min familie, men skulle lige en tur rundt hos jer andre først. Og hvad ser jeg så? Kong Mor har allerede skrevet mit indlæg. Sådan lidt med små ændringer, for hendes flok er jo større end min, men budskabet var klart.

 

Livet forandrer sig. Hele tiden. Vi har siden august kun været 4 under tag. I dag har jeg været oppe uanstændigt tidligt for at køre Jakob til toget. Han tilbringer den kommende uge i London med sin gymnasieklasse. Dermed er vi bare 3 om spisebordet de næste mange dage. Altså de dage, hvor alle er hjemme. En meget lille udgave af familien Hansen. Et meget godt billede på, hvordan det snart kan blive.

 

Sara kommer jo godt nok hjem fra højskole til jul, men hendes erklærede mål er studiestart næste år i august og dermed afgang fra barndomshjemmet. Samtidig vil Jonas tage på efterskole.

 

Når jeg kikker på min store unger, så bliver jeg stolt. Ja - det gør jeg altså. Vi har fået formet dem til nogle fantastiske unge mennesker, der har meninger og fornuft. Sådan nogen, der kan finde ud af at begå sig, og som ved, at høflighed ikke koster ekstra. Alt i alt er tingene, som de skal være. Jeg skal bare ud over oplevelsen af, at der ind imellem er alt for god plads i den store hjørnesofa.

Jeg vil gerne bede om en stor pose

Det er rigtigt. Hvis jeg kunne finde den rigtige butik, så ville jeg bede om en af de store poser. Den skulle være fyldt til randen. Eller lidt over måske. Den skulle være fyldt med tid. Ekstra tid, der kunne puttes ind i dagen, når man sådan lige mangler noget.

 

Jeg leder, men jeg har endnu ikke fundet stedet, hvor den slags poser står på hylden. Indtil da må jeg konstatere, at dagene flyver, og at jeg kun når et minimum af det, jeg gerne ville. Måske skal jeg skynde mig og sige, at jeg ikke klager. Jeg har det godt med de ting, jeg foretager mig, og vi hygger os herhjemme. Men sådan et par ekstra timer en gang imellem ville virkelig ikke gøre noget. Hvis du finder stedet, hvor de er, så sig lige til.

En uge på gyngende grund

Jeg tør næsten ikke sige det højt, så jeg nøjes med at skrive. Siden i går morges har jeg slet ikke sejlet. Sengen har ligget stille under mig, og der har ikke været angreb fra overraskende sidevind. Jeg håber virkelig, at det er overstået. Hvis jeg er rigtig heldig, så hører jeg ikke til den gruppe, hvor det vender tilbage.

TV i dagtimerne er noget kedeligt noget. Det nåede jeg at konstatere. Jeg så morgen-TV fra klokken 7.00 og til genudsendelserne var rullet over skærmen klokken 11.00. Så starter alt det der reality, som man både kan tude lidt til, forarges over og ind imellem også grine højt af. Det var min eneste underholdning, for blikket skulle helst vende lige ud. Strikkeriet og læsning gav svimmelhed, for man kan altså bare ikke holde hverken bog eller pinde lige ud for blikket uden at få ondt i hele kroppen.

 

Nu vil jeg fryde mig over, at jeg kan køre på kontoret og passe mine opgaver, og at weekenden lurer lige rundt om hjørnet. Den byder på min nieces 4 års fødselsdag og dermed en masse godt selskab. Den byder også på god tid herhjemme til lige hvad jeg har lyst til. Jeg er fint tilfreds.

Rafael - og lidt grus i maskineriet

Egentlig startede det hele med en elastik. Jeg havde en på min clipsholder på kontoret. Da jeg blev spurgt, hvorfor den sad der, var svaret da klart. Det var fordi, der ikke var nogen vandhane på mit skrivebord. Jeg har altid haft mine elastikker hængende på vandhanen. Faktisk var jeg overbevist om, at det da var helt normalt. Mine kolleger har en ganske anden opfattelse, og mobning på jobbet - af den kærlige art - var straks en realitet.

 

Denne snak fandt sted lige før sommerferien og dermed lige før min fødselsdag. De skønne damer på jobbet truede mig med en dildo i fødselsdagsgave. Sådan en flot farverig ting, der kunne stå på bordet i mit nye køkken og holde styr på gummibånd i forskellige tykkelser og farver.

 

Det store internet rummer rigtig mange ting, og da min kollega satte sig og googlede elastikholder, dukkede ham her op. Han hedder Rafael. Det gør han faktisk. Det står på maven af ham, og han er rigtig dygtig til at holde styr på elastikkerne. Han står på bordet i mit nye køkken og udfører sin opgave til perfektion. Det er slut med elastikker på vandhanen hos Familien Hansen.

 

 

Jeg sidder hjemme i sofaen i dag. Til stor irritation, for jeg vil meget hellere passe mit arbejde. Desværre driller det der øregrus stadig. Jeg har endnu en aftale hos ørelægen i Ringsted i morgen, og håber, at fjerde gang er lykkens gang. Jeg har sejlet en uge - helt uden vand, og det passer rigtig dårligt til mit temperament. Bo og drengene har passet og plejet mig hele weekenden. Det er fedt, når det er mors dag og fødselsdag, men ikke når det er fordi, at man ikke selv er rigtig kørende. Heldigvis er det forbigående og det er ufarligt, så ikke mere brok herfra.

September startede smukt

Vi fik vendt en doven søndag til en rigtig fin dag. Næsten 5 km. rask gang ved Bildsø. Storebælt viste tænder, men det var ikke koldt, og vi var enige om, at efter alt det her køkkenroderi trænger vi til at bruge naturen lidt mere igen.

 

Der er lidt stille her lige nu. Jeg døjer med svimmelhed i forbindelse med det, som lægen så fint kalder øresten. Jeg har fået et par behandlinger og håber, at der kommer styr på op og ned. Det går desværre ud over den træning, som jeg lige havde fået styr på, men jeg må jo bare tage tyren ved hornene, når morgensvimmelheden er væk igen.