torsdag den 8. april 2010

Another day at the office

I går var det 12 år siden, at Mie døde. Jeg tænkte da lidt ekstra på hende i løbet af dagen, men skal jeg være helt ærlig, så var det bare en ganske almindelig onsdag med skole, job og guitarspil. Der er nok flere ting i det. Dels er 12 år bare lang tid, og dels er dødsdagen bare en dato. Det skete tirsdag før påske - sådan er det bare............
Dette er også medvirkende til, at jeg i tidernes morgen måtte vende ryggen til Mindet.dk. Jeg fik på et tidspunkt en hilsen i vores gæstebog, hvor en jeg slet ikke kendte gav udtryk for, at hun følte med mig på denne svære dag. Jeg forstod faktisk ikke budskabet, før det gik op for mig, at hun henviste til, at det var den 5. Ikke 5. marts, som er Mies fødselsdag, men en anden 5. i en tilfældig måned.
På det tidspunkt tro jeg faktisk, at der var gået 6 - 7 år. Tænk hvis jeg så lang tid efter skulle være ked af det hver d. 5 og hver d. 7. Samtidig var man begyndt at skrive ting som "Vi minde i dag X's 28 måneders bisættelsesdag".
Min lille datter har en helt speciel plads hos mig. Og jeg mindes hende tit. For det meste med glæde over, at jeg fik lov at have hende i 5 uger. Tiden er bare gået sin gang, så nu er det ikke nødvendigvis mærkedage, der sætter tankerne igang.

1 kommentar:

  1. Livet er for de levende og på den måde kommer de døde lidt i baggrunden. Vi vil altid have vores børn med os, men vi lærer også at leve med tabet og derfor vil vi jo ofte være et helt andet sted end folk, der bliver bekendt med vores historie første gang.

    Sådan har jeg det også med Cirkeline. Den 14. august er hende fødselsdag. Det er en vigtig dag for mig. Hun døde den 24. august, men den dag er også min og Ulriks kærestedag og derfor er det nogle andre ting, der spiller ind for os.

    SvarSlet