Jeg er vildt betaget af roerne i OL. Lige siden jeg var lille har jeg været betaget af de helt smalle både, der skærer sig igennem vandet. At vi så i lille Danmark har atleter, der gør det værd at se, er kun et plus.
Sommer-OL sender mig 20 år tilbage. Til året, hvor jeg så alt, hvad der var at se. Jeg levede på min gamle sofa i den periode og kom kun op, når jeg skulle i seng (eller for mig selv). Nu er det ikke fordi, jeg er sportsfanatiker. Nej forklaringen var en helt anden.
Jeg ventede Sara og fik på et tidspunkt en lungehindebetændelse. Den blev behandlet, og jeg fik det bedre igen, men vejrtrækningen kom aldrig rigtig på plads igen. I nogle uger blev jeg kontrolleret hos egen læge. Der blev ikke taget røngtenbilleder, for det går ikke så fint i tråd med graviditet. Da jeg havde gået nogle uger, vågnede jeg en nat med smerter i den ene lunge, jeg kunne hverken ligge eller sidde, men efter kort tid gik det i sig selv igen, og jeg kunne sove. Næste dag gik det egentlig godt, men jeg blev enig med mig selv om, at jeg hellere lige måtte besøge lægen. Da jeg kørte hjemmefra vidste jeg heldigvis ikke, at der ville gå 3 uger, før jeg så mit hjem igen.
Lægen mente, at min lunge kunne være klappet sammen og bad mig om at køre videre til sygehuset, for nu skulle der tages billede. Jeg kørte derover og fik taget billede. Bagefter skulle jeg vente. Jeg blev noget forbavset, da der kom en sygeplejerske ud og spurgte, om jeg havde det godt, og om jeg ville ned at ligge. Pjat - jeg skulle hjem og pakke gave ind og gøre klar til farmors fødselsdag. Jeg blev lagt ned og fik lagt lungedræn. Det er det mest ondskabsfulde, jeg nogensinde har mærket. Jeg vil hellere have veer og føde store børn. Bilen blev efterladt og jeg blev overført til Slagelse Sygehus i ambulance. Her lå jeg en uges tid, uden at de kunne få luft i mig, og så gik turen ellers til Rigshospitalet og en større operation. Jeg følte mig i gode hænder, så jeg var ikke bange på noget tidspunkt. Familien har senere givet udtryg for deres angst, både for mig, men også for Sara, som jo dengang bare skulle vokse i min mave.
Efter 3 uger som sengeliggende landede jeg hjemme i sofaen. Lige foran OL. Jeg var så træt og så afkræftet, at Bo måtte hjælpe mig, når jeg havde ligget og ville op, og jeg måtte afbryde hans søvn, hver eneste gang, jeg skulle op om natten. Heldigvis startede hans ferie, da jeg blev udskrevet, så han passede mig i 3 uger, mens jeg langsomt fik kræfterne igen.
De har gjort deres arbejde godt inde på Riget, for jeg har aldrig mærket noget til lungen efterfølgende. Sara kom til verden 3 måneder efter. Fin og velskabt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar