I går aftes sad jeg og så et program om 4 personer, der bevidst havde valgt livet fra. De havde prøvet at slukke lyset og afslutte det hele, men fælles for dem alle var, at det var endt ved forsøg, og at de nu stod frem for at tale om, hvad det var der skete. Det gjorde stort indtryk på mig.
Det fik mig til at tænke på den gang, jeg selv traf et valg. Da Mie døde strejfede tanken. Jeg kunne tage med hende, og så kunne Bo blive her og passe på Sara og Jakob. Jeg tror faktisk slet ikke, at det er så unaturligt, når man står og føler sig revet midt over.
Der skulle dog ikke mange tanker til, før jeg var klar over, at det ikke var løsningen. Sara og Jakob var alt for små til at undvære mig, og jeg har en hel familie, der elsker mig. Tænk hvad jeg ville påføre dem af smerte, kun for at lindre min egen.
Jeg traf et valg - og det blev livet. Jeg kan se i mine dagbogsnotater, at det blev truffet lynhurtigt. Allerede inden Mies begravelse. Det blev en stor opgave at finde tilbage til det liv, som jeg havde valgt til. Jeg ville leve. Som i rigtig leve. Ikke bare spise og trække vejret. Men også mærke og være. I begyndelsen var det i den grad op af bakke. Jeg husker en fødselsdag (som jeg skulle have sagt nej tak til), hvor jeg pludselig var ude af stand til at spise. Jeg kunne ikke synke, og jeg endte med at måtte hjem. En anden gang er jeg listet stille væk fra et arrangement på skolen. Jeg blev pludselig bange for at være alene blandt så mange mennesker. Til trods for, at jeg havde Bo og børnene ved min side.
Jeg er glad for, at jeg valgte livet til den gang. For selv om man ind imellem får en over nakken, så nyder jeg tilværelsen og de dejlige mennesker, som jeg har fået lov at dele den med.
Og dit indlæg gør mig glad, Susanne, samtidig med at det gør mig ondt, at du skal have den sorg med dig at have mistet et barn. Det er stort og stærkt at vælge livet til og at turde leve det. Tak for dine ord. Knus
SvarSletTak Lene. Jeg ved ikke, hvad der drev mig den gang. Men jeg var god til at mærke efter og til at leve efter det. Sorgen blev levet, og derfor tror jeg, at jeg lærte at bære det hele med mig.
SletLivet kan ind imellem være svært, og måske også for svært for nogle. Tak for dit dejlige indlæg og en god dag til dig..Knus..
SvarSletHeldigvis ved vi ikke selv, hvad der venter. Vi kan bare sørge for at være og at nyde. Knus..
SletJeg ville gerne have set udsendelsen, du fortæller om. Uha, godt tanken kun strejfede dig!
SvarSletHar selv haft selvmord inde på livet, da mindst fire af mine kolleger valgte den udvej - og også min farbror, selv om han havde en søn på 1 år. Det er noget, der trækker dybe spor gennem generationer ... Klem!
Vi har ikke selv oplevet det, men Saras klassekammerat oplevede at miste sin far på den måde. Det gjorde voldsomt indtryk på børnene. Jeg havde nok ikke turdet gå planken ud. Det kræver vidst også en portion mod. Klem....
SletGodt, at du valgte livet. Og tak fordi du deler noget så personligt. Det gør os andre lidt klogere. Jeg har ikke selv prøvet at stå ude ved den yderste grænse, men jeg tror, at mange flere, end vi lige forestiller os, har været derude at vende. Helt derude har de så - som dig - set, at de kunne være mere for de levende ved selv at holde fast i livet og ikke vælge den ultimative løsning. Heldigvis.
SvarSletJeg nåede heller aldrig helt ud, men tanken kom forbi. Og jeg ved, at det er en tanke, der kommer forbi mange, der deler min historie. Jeg deler rigtig gerne, for lige som med de andre tre, så vil jeg rigtig gerne tale om Mie, og de ting der forbindes med hendes lille liv.
SletJeg så også udsendelsen, det gør mig glad at du valgte livet, og nu vælger at dele dine tanker med os.. Tak Susanne. :-)
SvarSletTak. Det var ikke noget svært valg, for jeg er jo glad for livet og var det også før Mie.
SletKære Susanne
SvarSletDet vækker nogle dybe følelser, det du beskriver. Jeg husker også, at jeg meget hurtigt traf et valg om at blive i livet efter min søn døde. Det føltes nærmest som et valg jeg ikke kunne komme udenom - altså selve det at skulle vælge. Døden var jo lige foran næsen på mig, og det var så grundlæggende forkert, at jeg overlevede mit barn. Men løsningen var helt klart ikke, at jeg også døde.
Selvom jeg har følt enorm smerte ved min søns død, så har der samtidig været så meget kærlighed og derigennem en styrke i det at blive mor til ham. Eller sådan vælger jeg at se det...
Puh, som sagt nogle store følelser og tanker du kalder frem her.
Knus fra
Heidi
Ja Heidi. Du ved jo om nogen. Og hvad med Bo og Violen, hvis du var fulgt efter. Vi skal være her.
SletKommer du mon til DK når det er AH?
Knus til dig.
Jeg er glad for at du valgte livet den gang. Og glad for at du fortæller så åbent om tankerne, trangen og følelserne i forbindelse med de her ting.
SvarSletTak.
Dine ord gør så stort indtryk på mig at jeg dårligt kan rumme dem men gør dog et ihærdigt forsøg.
Udsendelsen var meget tankevækkende og jeg var glad for den måde den sluttede på - at de netop havde valgt livet med alle de modgange, det indebar. Livsbekræftende på sin egen vis.
Personligt har jeg også været derude hvor jeg hver eneste dag tænkte - er det i dag? Og hver eneste aften - er det i morgen?
Har siddet på en havn mere end en gang og kigget på færgernes voldsomme strømme når de sejlede ud eller ind og tænkt - dét ville gå hurtigt. Har siddet der i en bil og ikke anet om den skulle i bak eller frem. Har kørt ture med den faste beslutning at finde en hurtig vej ud og væk. Gerne af godt beton.
At vælge livet er stort men hvor kan det være svært.
I virkeligheden har du vel valgt livet, hver gang du ikke fuldførte dine tanker? En ting er at vælge livet, en anden ting er at leve op til sit valg. Det var der, min opgave var størst.
SletOg ved du hvad? Jeg er faktisk også glad for, at du ikke gjorde alvor.
Desværre så jeg ikke den udsendelse, men dine skrevne ord får hårene til at rejse sig.
SvarSletVi har i familien, desværre haft et par personer der fik gennemført handlingen på drabelig vis. En meget nærtstående har taget tilløb flere gange, men er blevet reddet hver gang. Han døde, alt for ung af kræften, der kom til senere.
Det er noget af et skridt at tage. Og egentlig må man jo have retten til at vælge selv. Jeg ville aldrig have haft modet til at hoppe.
SletHeldigvis vælger de fleste livet, selv om de til tider kan komme i tvivl om værdien af samme liv. Heldigvis er det lettere at tænke tanken end at føre den til ende.
SvarSletPernillen med det korte hår i aftes er Johns datter, så vi har haft det meget tæt på.
Jeg sad netop og tænkte, at der var pårørende til de mennesker, som også har haft oplevelserne. Og sikkert en masse spørgsmål at gruble over.
SletJeg har nu aldrig været i tvivl om værdien ved livet, men små babyer har brug for deres mor, så det hele var noget rod, og der blev ikke tænkt med fornuft i de dage.
Fint indlæg, du har stadig og vil stadig bære savnet og smerten over dit mistede barn, men godt du valgte livet,
SvarSletFor tænk hvor smerteligt det. Ville ha' været. For Bo, Sara,og Jacob hvis du havde valgt anderledes ❤❤❤❤❤
Man vælger ikke selv sin historie, men måske man er heldig at kunne vælge, hvordan man vil leve med den. Jeg ville aldrig have kunnet afslutte, dertil er jeg for glad for min tilværelse. Og så have jeg jo heller aldrig mødt Jonas. For han blev faktisk også "planlagt" i de dage. (men først undfanget nogle måneder efter)
Slet❤❤❤❤❤
SvarSletNemlig.
SletJeg er kommet til din blog ved et rent tilfælde - jeg så nemlig, at du havde strikket sokker til Emil, og så fulgte jeg linket. Jeg kan se, at dem der kommenterer hos dig, i et vist mål er de samme som dem der kommenterer hos mig, så vi må have noget til fælles.
SvarSletJeg så desværre ikke udsendelsen, men ville gerne have set den. Selv har jeg også valgt livet til efter at have forsøgt at vælge det fra den 3. januar 2006. Det er stadig sådan at jeg får kuldegysninger, når jeg tænker på det; og jeg er så glad over, at det ikke lykkedes.
Hvor er det godt, at du fik lov at blive. Jeg nåede aldrig dertil, men når vejen delte sig, måtte der træffes et valg. Jeg tror lige så meget, at jeg valgte, at jeg ville leve rigtigt, og ikke bare trække vejret, spise og sove.
SletJeg har godt set, at vi "kommer samme steder" så jeg vil se tilbage til dig en af dagene.
Jeg kom aldrig derud, da vi mistede - jeg var så fokuseret på at det her ikke måtte gå ud over vores levende børn. Jeg græd om dagen, når de var i børnehave/skole og var så klar til at møde dem med smil, når de kom hjem. Ikke verdens største smil, men dog smil.
SvarSletMen at nå helt derud, hvor det er eneste løsning, det er så trist og efterlader så meget smerte hos dem, der er tilbage.
Jeg var heller ikke derude, for jeg valgte det fra. Og det var ikke svært. Mit alt gik mere på, at jeg ville tilbage til det liv, der virkelig mærkes, og ikke bare glider på rutinen. Jeg kunne aldrig have sluttet mit eget.
Slet