Den første og den sidste

I fredags var vi inde og hilse Olga velkommen til verden. Hun er lille og skøn. Sara skulle prøve at sidde med hende, og det fik min mor til at sige følgende: "Her sidder så den første med den sidste".

Mors første barnebarn med det sidste barnebarn. Selvfølgelig kan man ikke udelukke, at der måtte komme flere - lige nu er der bare ikke noget der indikerer, at det kunne være en mulighed.

Jeg har kunnet mærke, at jeg har taget bemærkningen ind. Mor har ret. Og det var dejligt at sidde og se Sara sammen med Olga. Men det er også i sådan en situation, at tankerne flyver. For mellem dem første og den sidste er der 3 drenge og 2 piger. En af de piger er Mie. Hun ville da have elsket sådan en blandet flok af søskende, fætre og kusiner. Olgas fødsel har fået hende til at være nærværende et øjeblik igen. Det er ikke noget, der vælter mig, men jeg kan mærke, at hun fylder lidt mere, end i så mange andre perioder. På sin vis gør det mig glad, for så er hun jo stadig med mig - hende den lille tykke, der bare lige kom forbi i 5 uger for over 11 år siden.

Lige nu er jeg en kylling....

Om en time skal jeg til tandlægen. Nu kan det vidst ikke fortrænges længere. Sådan et ganske almindeligt eftersyn, som normalt ikke rører mig. Men denne gang ved jeg, at det bliver anderledes. Når hun spørger "Har du mærket noget" (den faste indgangsreplik), ja - så ved jeg, at jeg vidst ikke kan trække den længere. Jeg har en kindtand, der taler til mig, og den taler absolut ikke pænt. Den prøver at slå mig ned, hvis jeg kommer til at ramme den med koldt vand, og den jager som ind i H....., når jeg kommer til at tygge forkert med den. Jeg ved godt, at overlevelsesprocenten på den slags behandlinger ligger på lige omkring 100, jeg har bare ikke lyst lige nu....

Mere af det - tak.

Fredag i sidste uge satte Bo og jeg kursen mod Jylland og checkede ind på Hotel Svanen, hvor vi blev budt velkommen på værelset med champagne og frisk frugt. Det er altså ikke hver fredag, jeg sidder i sengen og drikker champagne, men det kan helt klart anbefales. Vi havde en hel weekend for os selv. Væk fra vasketøj og en græsplæne, der måske lige trænger. Væk fra indkøbslister og en hel masse gøremål. Behøver jeg at sige, at det var helt igennem vidunderligt? Vi har gået kilometer, for vejret viste sig fra sin aller bedste side. Lørdag aften stod den på 4 retters gourmet-menu med efterfølgende kaffe og hjemmelavet chokolade. Det sidste valgte vi at tage med over på værelset.

Det er 2. gang i vores snart 26 år lange forhold, at vi har sådan en luksusweekend for os selv. Jeg er stadig lidt høj på det - også selv om madpakker og vasketøj ramte som en mur, da vi kom hjem søndag.

Sara og Jakob var hjemme og passede på hus og hund. Jonas var indkvarteret hos en rigtig god ven. Alt i skønneste orden.

Ude godt - hjemme bedst. Dejligt at være ude, men også skønt at komme hjem til børn, hund og vores egne ting.

En glad begivenhed

Da jeg vågnede i morges, havde jeg fået følgende på sms:

Ny kusine i familien ved kejsersnit. Hun er sund, smuk og langhåret. Jeg ringer når solen får magt.

Min bror og jeg fik en længere snak, da solen var kommet frem. Hun er kommet til verden 3 dage over termin og er en fin lille pige på 3.550 g. og 51 cm. (tror jeg nok, at han sagde). Storesøster Frederikke holder hårdt på, at hun hedder Olga, men det er vidst ikke endeligt afgjort.

Vilde indkøb.

Jeg har fri dag. Rigtig dejligt, for det er længe siden, at jeg har haft en dag for mig selv. Formiddagen er blevet nydt. Børnene er sendt i skole i roligt tempo, der har været tid til et lidt længere bad med forkælelse, og så skulle der ellers ordnes ting herhjemme.

Så var det lige, at der skete noget. Et ellers tit sovende gen tog over. Mit shopping-gen. Jeg er ikke den, der køber ret meget til mig selv, men noget i mig fik mig til at hoppe i Poloen og tage turen i dag. Så jeg har været en tur i de lokale butikker og er kommet hjem med følgende:

3 par bukser, 1 kjole og 2 bluser. Ja - og så 6 hjemmelavede flødeboller fra Frellsen og et nyt vækkeur til manden i mit liv.

Lige nu skinder solen og havedøren er åben. Noget tyder på, at det bliver en rigtig god weekend.

God weekend til dig også.......

26 år.

Det er den tid, der er gået, siden jeg forlod min gamle folkeskole og kammeraterne i 9. a og b. Der var et forsøg på at samle tropperne for 18 år siden, men det blev lidt spinkelt. I lørdags kom så den store dag, hvor vi samlede tropperne i et af de lokale forsamlingshuse.

Der blev spillet lydbånd fra en tur i 8. kl., hvor vi var så heldige at få en hel uge ombord på Fulton, og der blev læst et par stile op fra 3. og 5. kl. Der blev grinet, og der blev i den grad mindet. Det var fedt. Faktisk en af de oplevelser, som man er høj på nogle dage efter.

Det er fantastisk at fornemme, at fællesskabet stadig er der. Også selv om der er enkelte, som jeg faktisk ikke har mødt i alle de 26 år, der ligger imellem. Der er sat en ny dato. Helt fremme i 2013. Jeg håber, at nogen tager initiativ, så vi ikke kommer til at vente så længe.

Mor - vil du ikke nok?

En gang imellem får man sådan en bemærkning, der lige giver stof til eftertanke. Når den samme bemærkning så kommer fra ens egen 14 årige søn, så sætter den sig lidt mere fast. Giver lidt at tænke over.

Der er talt en masse biologi hen over spisebordet de sidste aftener. Både Sara og Jakob har beskæftiget sig en del med sundhed og sygdom, kroppens finurligheder og egenskaber og alt hvad det indebærer. Dette endte i en snak om, hvad man kan gøre selv, for at holde de grimme sygdomme fra dørene. Der er ikke nogen steder, vi kan få udstedt garantibeviset, men vi kan selv tage lidt ansvar alligevel. Ingen rygning, husk frugt og grønt, sørg for at lave noget, der giver dit liv mening og dermed livskvalitet, og så lige den med motionen. En evig kilde til dårlig samvittighed. Jeg har en mand, der cykler 140 - 200 km. om ugen i sommerhalvåret. Desuden er han i motionscenter hver eneste morgen. Selv får jeg ikke gjort en fløjtende fis.....

Det var denne snak, der udløste bemærkningen: Mor - vil du ikke nok?