Lækre smykker

Jeg plejer ikke at shoppe ret meget til mig selv. Men den anden dag kom jeg forbi siden www.my-own.dk. Her faldt jeg pladask for et par skønne øreringe. Jeg kan kun anbefale at kigge forbi. Smykkerne er rigtig fine og til absolut rimelige priser. Jeg fik den lækre lille pakke med posten igår. Pænt pakket i en fin smykkeæske. Jeg glæder mig til at tage dem i brug. Man kan åbne ringen og ændre lidt i designet. Jeg synes også at de er rigtig fine, når det kun er blomsten der sidder på.

Gentagelsens glæde

Den har før været tema her på siden, men i morges var den altså bare ualmindelig smuk igen. Og her snakker jeg naturligvis om udsigten fra mit stuevindue. Jeg var tidligt oppe og fulgte solopgangen som den udviklede sig over snedækket. Jeg får aldrig nok af de billeder.

Dagen i dag er brugt til storindkøb. Jeg har holdt fri og dagens tema har været julegaver. Jeg ved, at det er tidligt, men så er der bare et punkt mindre på to-do-listen. Jeg mangler lige en enkelt, men det skal ikke stresse mig.

Jeg har fri igen i morgen. Hvis jeg ikke tager meget fejl skal der bages nogen æbleskiver og småkager til weekendens advent. Sara og Morten kommer hjem. Jeg glæder mig allerede. Jeg har hjulpet nisserne og fundet nogen adventspakker. Noget tyder på, at det bliver en rigtig hyggelig weekend.

En god morfølelse

Sara ringede hjem i går aftes. Hun er glad og trives. Selvfølgelig er der lidt brok om for mange afleveringsopgaver og penge, der ikke rækker, men jeg tænker, at det skal være sådan, når man går i 2G.

Det faktum, at hun har det rigtig godt er medvirkende til, at savnet af hende i hverdagen bliver lidt mindre. For når det er godt for hende, er det også godt for os andre. Det er lidt sværere for Jakob. Han savner sin ven og lidelsesfælle, når vi bliver for forældreagtige. De to har som søskende formået at være hinandens venner og har stort set ikke været uvenner. Dette styrker absolut også den gode morfølelse.

Dette bliver ugens sidste arbejdsdag. Jeg har rokeret lidt rundt på mine frifredage, så der er et par dage nu. De skal bruges til julegaveindkøb og til at få hele hytten juleklar. Det bliver kun indendørs i år. Projektet med lys i gårdhaven er lidt på stand by. Der bygges garage og havemur, og i virkeligheden er det måske ikke så pænt at have en blandemaskine med lyskæde på.

Nu vil jeg hive drengene ud af dynerne og få dagen skudt igang. Rigtig god snevejrsdag derude.

Verden lige nu

På den her tid af året, har jeg tradition for at være lidt flad i humøret. Uden at jeg kan sætte ord på det eller finde en dybere årsag.

Sådan er det ikke i år, og jeg nyder hver dag lige for tiden. Jeg er i tidligt julehumør til undren for nogen og fryd for andre. Der er indkøbt til kager og nogle enkelte nisser har dristet sig frem fra deres skjul, selvom traditionen siger, at det først er næste weekend.

Og så er jeg gået i holde orden og rydde ud gear. Saras flytning har jo givet mig det ekstra værelse, som jeg har manglet i mange år. Jeg har besluttet, at vi IKKE skal have et pulterkammer. Det skal være et gæsteværelse/kontor/hule som skal se indbydende og rart ud. Et sted, hvor jeg kan sætte mig med min symaskine og føle mig godt tilpas. Jeg er gået igang med skuffer og skabe hernede. Jeg smider ud og flytter rundt, så jeg er helt forvirret selv.

Samtidig har jeg overskud til lige at afrime fryseren, få kørt alt vasketøjet igennem, bage lidt, lave madplan og hvad ved jeg. Der er ingen der ved, hvorlænge jeg kan ride på den bølge, men jeg vil nyde det, så længe det varer.

Lige nu koger jeg æbler. Hvis man kunne krydre et blogindlæg med en duft, ville jeg gøre det. Det dufter himmelsk.

Hvad er meningen?

Alle Helgen sidder altid i mig et stykke tid efter. Især efter traditionerne er begyndt at sende mig til domkirken i København. Når jeg har hørt Mies navn i kirken, slår jeg ørene fra. Den endeløse strøm af navne er for meget for mig. Jeg ved godt, at det kan blive til mange, når vi starter først i 90'erne og slutter i år, men alligevel.

Jeg har brugt timer og tanker på at finde meningen i alt det her. Hvad fanden (undskyld mit sprog) er meningen med, at jeg skal føde et barn, der er så sygt, at livet er en umulighed? Og hvad fanden er lige meningen med, at vi som familie skal møde sorgen og smerten i det omfang, som vi gjorde? Jeg besluttede for mange år siden, at det er meningsløst ud over alle grænser, og at jeg lige så godt kunne stoppe min tankerække, inden den satte sig som forbigående sindsyge.

Når det så er sagt, så har jeg fundet ud af, at Mies liv i den grad har givet mening, og det gør mig rigtig glad. Hun kom ikke forbi forgæves. Hun har lært mig en masse, og jeg tænker med glæde på de timer, jeg fik med hende - også selv om mange af dem var sløret af tårer. Jeg blev endnu engang bekræftet, da jeg så Mettes kommentar til mit forrige indlæg. At hun også har åbnet dørene for kontakter til flere vidunderlige kvinder, er helt klart en sidegevinst.

En dejlig tradition

Det er så sjældent, at man rigtig har ro og mulighed for at mærke. At mærke Mie og alt det, der fulgte med, den korte tid vi havde hende for mere end 12 år siden.

Derfor er det også rigtig dejligt, at der er skab tradition den første søndag i november. Brunch med en række skønne kvinder og mindegudstjeneste i Vor Frue Kirke i København. Jeg kan godt lide traditionen i kirken. Det er lidt svært at finde roen, for der er fuldt af skønne unger og rigtig mange mennesker. Alligevel føles det som om, jeg kommer lidt tættere på.

Det rammer mig hvert år, at der bliver læst så mange navne op. Nogle af dem kender jeg fra min tid som frivillig og som rådgiver, andre er helt nye. Alle fortæller de historien om sorg og savn.

Jeg er fuldstændig fyldt op, når jeg starter poloen og kører hjem igen. Dels fordi, der er blevet snakket igennem om alt mellem himmel og jord, og dels fordi oplevelsen i kirken gør stort indtryk hvert år.

Når den nye kalender bliver taget i brug om kort tid, vil jeg skynde mig og slå op på den første søndag i november og skrive tøsetræf og kirkegang på programmet.