Det er så sjældent, at man rigtig har ro og mulighed for at mærke. At mærke Mie og alt det, der fulgte med, den korte tid vi havde hende for mere end 12 år siden.
Derfor er det også rigtig dejligt, at der er skab tradition den første søndag i november. Brunch med en række skønne kvinder og mindegudstjeneste i Vor Frue Kirke i København. Jeg kan godt lide traditionen i kirken. Det er lidt svært at finde roen, for der er fuldt af skønne unger og rigtig mange mennesker. Alligevel føles det som om, jeg kommer lidt tættere på.
Det rammer mig hvert år, at der bliver læst så mange navne op. Nogle af dem kender jeg fra min tid som frivillig og som rådgiver, andre er helt nye. Alle fortæller de historien om sorg og savn.
Jeg er fuldstændig fyldt op, når jeg starter poloen og kører hjem igen. Dels fordi, der er blevet snakket igennem om alt mellem himmel og jord, og dels fordi oplevelsen i kirken gør stort indtryk hvert år.
Når den nye kalender bliver taget i brug om kort tid, vil jeg skynde mig og slå op på den første søndag i november og skrive tøsetræf og kirkegang på programmet.
Hej Susanne..
SvarSletDet lyder som en dejlig tradition..
Jeg sender en masse tanker til dig.. Jeg er selv mor til en lille pige, Vera, som kun var ved os dette forår. At miste et barn, sit dyrebareste, gør så ubeskriveligt ondt..og verden bliver vendt på hovedet..og skal genfindes på ny..
Jeg har fulgt med på din blog et stykke tid og nyder at læse med.. det giver mig mod og håb at se hvordan livet kan se ud 12 år efter man har mistet..
Vi var også til mindesgudstjeneste i vores lille kirke i går, en hård, stærk og meget rørende oplevelse..
Kærlige Hilsener Mette
Jeg har det som dig - undtagen med kirken som jeg jo springer over, men i stedet tager jeg på graven og det er så skønt at være der og mærke Cirkeline. Og vores brunch for pokker da, det synes jeg virkelig er en rigtig god tradition vi har skabt der og jeg håber, at det varer ved mange år ud i fremtiden :)
SvarSlet