Jeg måtte godt

Den gamle var ikke så god mere. Den var blevet så langsom, og så var den også revnet bag på. Den havde døde zoner på glasset efter faldet på gulvet. Det fald, der sendte mig tilbage til den gamle Nokia for en stund. Og når man nu alligevel skulle, og den er jo lækker og...

Okay. Jeg har fået ny telefon. Jeg kom til at købe den nye iPhone 5, og jeg skulle hilse og sige, at den ligger godt i hånden. Og ja. Den er lagt i et godt hårdt omslag, så den forhåbentlig ikke går i stykker, hvis uheldet skulle være ude.

Så du TV i går?

Jeg sad og så dokumentaren om de to søskende, der blev adopteret af et dansk par. Det var godt nok en grim oplevelse. Jeg sidder tilbage med flere tanker, som jeg ikke rigtig kan få på rette hylde. Det første, der ramte mig, var bemærkningerne til moderen, der græd.

Hvorfor græder du? Det var jo dit eget valg. Men tør dine øjne, om ti dage er du kommet over det. Måske ikke ordret, men det var budskabet. Jeg traf selv et valg engang, og jeg lover, at det ikke var tårer, der manglede. Og jeg skal gerne skrive under på, at det varede meget mere end ti dage.

Programmet var taget over en årrække, så jeg er klar over, at der var meget, man ikke så. Jeg lagde bare mærke til, at jeg ikke så glæde i øjnene på adoptivmoderen mere end en enkelt gang. Og det var da hun havde set børnene første gang. Jeg endte med ikke at bryde mig om hende. Hun var ikke sød ved datteren, som meget tydeligt var et bange barn. Det tror jeg også, at jeg ville have været, hvis jeg var blevet hevet væk fra min mor som fireårig. 

Pludselig blev det søndag.

Sidst jeg skrev her, var det onsdag. Så vender man ryggen til et øjeblik, og pludselig er det blevet søndag. Sådan oplever jeg det i hvert fald. Jeg var på arbejde igen torsdag og fredag, og har fundet formen igen. Jeg må indrømme, at sådan et par dage hjemme gjorde godt, selv om jeg ikke var meget for at trække stikket.

I går fik vi en forsmag på det, der engang venter os. En hel lørdag uden børn hjemme. Jakob passede sit job i Brugsen hele dagen, og Jonas var til skydestævne. Han er nu avanceret til bedste række og blev nummer 19 ud af 180. Det kan han vidst godt være bekendt.

Lørdagen blev brugt på frokost hos mor og hygge hjemme. Jonas kom hjem og tog afsted igen, så vi var kun 3 om bordet til aftensmad. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg nyder det. At de er blevet så store, at det ind imellem giver tid til bare at være 2. Eller som når Bo så lige skal besøge sin mor - tid til bare at være mig. Jeg kom til at bruge tiden på at finde et lille udvalg af mine trip-trap-venner frem. Bare de få stykker her. Der er flere hvor de kommer fra. Nogen af dem er kommet frem i dag, men snart er stuen fuld. Det bliver så hyggeligt.

En lille avisbøf

Jeg havde Ellen i tankerne, da jeg så denne lille annonce i den lokale. Jeg gad vide, hvad man skal gøre, for at kvalificere sig til denne opgave. Jeg tror ikke jeg har en chance, for det er ikke mange tommer, der bliver slået fra min side.

Uldne sokker, bløde bukser, sofa og det hjemmehæklede tæppe

Det lyder egentlig som opskriften på sådan en søndag, som jeg rigtig godt kan lidt (og så ved jeg godt, at det lugter rigtig meget af dovenskab - men det er altså okay om søndagen). Nu er det bare ikke søndag i dag. Det er kun tirsdag, og der burde ikke være dømt uldne sokker og alt det andet. Men det er der altså. Sammen med kleenex og zovir. Den eneste, der synes, at det er okay, er vidst prinsessen på ærten. 

Hun finder gerne bunken af tæpper og puder, når der skal puttes. Og det sker kun når hun har selskab hjemme, for hun er ikke klar over, at det er en mulighed selv at springe op i sofaen.

Det vågne øje har måske fanget støvsugeren til venstre i billedet. Jeg har lavet en aftale med mig selv. Jeg har bare ikke lige fundet ud af, hvornår vi skal forenes. Men hvis ikke jeg skal ud og skifte bukserne ud efter jul, så må jeg vidst hellere. Jeg kunne også bare lade fingrene blive væk fra de lækre vanillekranse, brunekagerne og de der nødder, der bare smager så godt. For slet ikke at tale om æbleskiverne og den lune gløgg.

Helt alene

Lige nu sidder jeg helt alene. P3 i baggrunden og hunden i kurven er de eneste lyde, der bryder lidt. Jeg nyder det, for mine alenetimer er efterhånden meget få. Og selv om jeg er ikke ville undvære nogen af dem, jeg deler adresse med, så nyder jeg mine stille stunder.

Det bliver en dejlig dag. Vi får besøg af gode venner. Lone og jeg har kendt hinanden siden vi var 4-5 år. Hendes mor passede min søster og mig, når mor var på arbejde. Senere gik vi i samme klasse hele folkeskolen. Heldigvis viste det sig, at de mænd, vi valgte at dele tilværelsen med, også finder selskabet i orden, så der er grundlag for hyggelige timer. Det knækker dog ved vores børn. De siger hinanden absolut ingenting. Som i fuldstændig ingenting. Derfor er vi nu tit tilbage til parmiddag uden børn. Helt i orden, synes jeg, for det er jo ikke deres valg, at vi er venner.

Nu vil jeg tage af bordet efter morgenmaden og kaste mig over dagens opgaver. Min rengøringsmus har svigtet i denne uge, så jeg må selv i gang. Jeg tror lige, at jeg starter med de øvelser, som fys-manden gav mig i går. Rigtig god lørdag til jer derude.

Vingenyt og fri på en fredag

Normalt har jeg jo ikke fredagsfri mere, men i dag skulle der komme servicemand til gasfyret. Og så måtte nogen jo blive hjemme. Bo og jeg blev enige om at dele opgaven og blive hjemme begge 2. Sådan en fælles afspadseringsdag er slet ikke så ringe.

Jeg har også brugt formiddagen på en tur til Slagelse. Jeg fik endelig bestilt tid til den fys, som lægen foreslog mig at besøge. Og jeg må sige, at jeg er lidt overrasket. Han var ikke særlig interesseret i mit fald, og mente faktisk, at årsagen skulle findes andet sted. Han trykkede mig nogle steder i nakken og ud på skulderen. Og jeg skal love for, at det sendte signaler til det onde punkt i armen. Jeg fik lidt behandling og nogle øvelser, som jeg skal huske at lave. Og så prikkede han til min dårlige samvittighed. Den med motion. Jeg har en aftale med ham igen på fredag. 

Resten af dagen står i selvforkælelsens tegn. Ingen voldsomme opgaver. Der skal bages lidt brød og slappes lidt af. Bo er kommet til at love børnene sushi til aften, så jeg skal heller ikke lave mad. Så bliver en fredag vidst ikke ret meget bedre.

Og så skal jeg måske lige tilføje, at billedet ikke har noget som helst med dagens skriveri at gøre. Det blev taget i Svendborg, da vi var på weekendophold i september.

Fy for den ledeste fiskelugt

Så du nyhederne og kontanten i går? Snakken om fiskeolie og optagelserne fra ikke særlig lækker opbevaring af fiskene inden forarbejdning. Det var underholdning, man måske i virkeligheden helst ville have været fri for.

I morges fandt jeg vores egne frem fra skabet. Der var 2 forskellige, for Sara havde også lige købt, inden hun rejste hjem fra Jylland. Og lad mig sige det på den måde. Nu har vi ikke mere. Ikke en eneste kapsel. Da jeg havde klippet hul i 2 kapsler fra hvert bæger, var beslutningen ikke svær. Jeg ved ikke lige, om jeg har lyst til at indkøbe nyt i dag. I stedet vil jeg glæde mig over, at Skagenfood var forbi, mens jeg sov i nat. Så nu ligger der 2 lækre måltider og venter. Med alt det gode fra fisken og uden lugten af harsk olie.

Ikke mere brok om net i udu

Så er det gjort. Der er ny udbyder i kablerne. Vi har valgt antenneforeningens løsning på anbefaling af krævende naboer. Og jeg må sige, at det er noget helt andet. Jeg har allerede glemt, hvordan det var at blive kastet af hele tiden.

Nissen ligger stadig i æsken. Til gengæld er der kommet et hemmeligt notat her på min iPad. Noget med jule- og adventsgaver. Noget med økonomien i det og hvem skal have hvad. Jeg har brug for overblikket lige nu.

Mandagen kommer stigende uden for stuevinduet nu med det smukkeste lys. Det bliver en lang dag, for der skal handles lidt, og far skal have besøg lige efter arbejdet. God dag til dig derude..

En lille nisse rejste...

Og jeg kan mærke, at det ikke varer længe, før den rejser fra skabet og kikker frem i stuen. Bare en lille en, og KUN en. Jeg kom også til at købe potaske i dag, så jeg har tingene hjemme. Hvis nu jeg skulle finde på at bage de der brunekager, som vi bare så godt kan lide. Jeg ved det godt. Det er for tidligt, men det er altså sådan, jeg har det lige nu.

Jeg er vild med Trip Trap nisser. Og Albert og Simone her kunne godt være spionnisserne, der kommer lidt tidligt frem. Bare for at se, om der nu er klar til julerier.

Lykke, glæde og dyb sorg

Lidt kontrastfyldt, men det er ordene, der slår mig lige nu.

Lykke, fordi min store søn stoppede og gav mig et kram, inden han gik i skole.
Glæde, fordi jeg lige nu ser frem til mine timer på kontoret.
Dyb sorg, fordi min søde veninde snart mister sin kræftsyge lillebror.

Midt i alle mine tanker er jeg klar over, at jeg er et heldigt menneske. Jeg har en hverdag, som jeg er rigtig glad for. Jeg oplever arbejdsglæde og mange gode timer med mine kolleger på kontoret. Hjemme er vi alle sunde og raske, og jeg har tre unger, der er glade for hinanden og som stort set aldrig har konflikter. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor dette skulle skrives nu. Jeg tror bare, at jeg blev angrebet af taknemmelighed over at være hvor jeg er. 

Status på venstre vinge

I dag skete det, jeg ikke troede, var muligt. Jeg kom ind til tiden. Altså til den aftalte tid hos lægen. Vingen er blevet trykket på og hevet i yderpositioner. Det gjorde ondt ind imellem. Øv. Men stadig ikke noget alvorligt. En sene har det ikke så godt, men den kan blive god igen. Nu skal der laves aftale med en fys, og så skulle jeg snart være så god som ny igen.

Og så hørte jeg i tv i dag, at der er fritgående æg i køledisken. Der er også skrabeæg og buræg. Men det var nu de fritgående, der fik mig til at grine.

Første søndag i november

Første søndag i november er en helt speciel dag for mig. Den rummer gensyn og glæde og tid til fordybelse. Vi er en flok på 8 - 10 kvinder, der sætter kryds i kalenderen hvert år, og mødes til brunch i København. Vores fællesnævner er de børn, vi ikke har mere. Men det tror jeg ikke, at dem der sidder ved bordene omkring os når at fange. Vi griner og hygger og finder også vej til de dybere samtaler. Efterhånden har alle fået børn efterfølgende, så i år havde vi også en prinsesse på 3 ved bordet og en ung herre på 4, der synes, at hun var så sød, at han tilbød hende, at hun gerne måtte prøve hans medbragte tøjhund.

Sidste år var gudstjenesten i Københavns Domkirke ikke nogen særlig god oplevelse, så egentlig havde vi besluttet at gå ind og tænde lys og skrive navnekort og så liste af igen. Men nogen har lyttet, og hele arrangementet var ændret. Dels var der kortet betydeligt af tiden, så alle - også større og mindre søskende - kunne holde til det, og dels var gudstjenesten flyttet fra almindelig søndagsgudstjeneste til det, den i virkeligheden er, en mindegudstjeneste. For første gang lyttede jeg efter, hvad præsten sagde, for han talte til mig. Det var en rigtig fin oplevelse.

Her snart 14 år efter mit eget tab, er det en rar oplevelse at komme i kirken og finde ro til fordybelse og at være sammen med det lille væsen et øjeblik. Jeg fornæmmer nærvær og ro, som den ikke findes ret mange andre steder. Men det gør så ondt i mig, når jeg ser den lille familie, der er knuste allerede, da de træder ind af døren. De står stadig midt i det, der gør aller mest ondt. I år var der rigtig mange navne, der blev læst op. Alt for mange. Ældste var fra 1976 og de nyeste var fra efteråret. 

Jeg var hjemme omkring 18.00 og moden til dyner næsten inden aftensmaden var indtaget. Tak for en dejlig dag til Rikke, Frederikke, Sofie, Mette, Stine og Helene....

Weekend hos familien Hansen

Om lidt kommer Sara hjem. Hun er ved stationen og hente fire glade jyder. Det er de mennesker, som har betydet så meget for hende, da hun boede der ovre. Faktisk går deres venskab helt tilbage fra efterskoler for fire-fem år siden. Jeg glæder mig, for jeg har ikke mødt de tre før, kun hørt en masse. 

Når der er lidt stille her lige nu, så er det fordi, jeg passer på ikke at bruge min arm for meget. Den er ved at drive mig til vanvid, for der er ikke noget, der går i rigtig retning. Og det uanset, hvordan jeg opfører mig. Nu har jeg lavet en aftale med lægen på tirsdag. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal tro, men jeg håber. 

Onsdag i billeder

Jeg er lidt ordløs for tiden. Og der skal der ikke lægges noget negativt i. Humøret fejler heldigvis ikke noget. Der er alligevel en lille historie at fortælle, for følgende udspillede sig foran mig i går.

Jeg skal måske lige fortælle, at han ikke fik, hvad han kom efter. Han blev jaget væk, og så vidt jeg ved, så står bowlen der endnu.