Min nabo og jeg var en tur i kirke i går aftes. Gørlevs gamle valgmenighedskirke blev nedlagt som kirke sidst i 90'erne og har siden fungeret som udstilling og butik. Jeg husker kirken fra min barndom, for mine bedsteforældre boede lige omme på den anden side. Det var lidt specielt, når klokkerne ringede, for det var jo kun dem, som hørte til, der kom deromme.
Nu er kirken fyldt med brugskunst og delikatesser. Lækker chokolade og de flotte dåser med Kusmi te. Der er smykker og usædvanlig lækre lædervarer. Både tasker, jakker og bukser. Lavet af så blødt skind, at man lige må have det op mod kinden for at mærke.
Denne smukke ring er i virkeligheden en servietring, men min nabo mener selv, at hun er lidt royal, så en ring som denne ville passe fint på hendes hånd.
Når man går ovenpå, får man en helt fantastisk fornemmelse af det gamle kirkerum, som er fint bevaret. Der mangler bare bænkene.
Kirken har normalt kun åbent fredag, lørdag og søndag, men en gang imellem kommer der en mail om ekstraordinær åbning. Denne gang selvfølgelig fordi kirken nu er juleklar. Jeg synes, at det er rigtig fint, at man har fundet anvendelse til den gamle skønne bygning, når nu den ikke fungerer som kirke mere. Og selv om der er ting alle vegne, så synes jeg alligevel, at man fornemmer en ro, når man træder ind. Hvis du har lyst til at se mere om kirken, så se her.
Mit lille kamera var med i lommen. Jeg er vildt imponeret af, hvad det kan fange. Billederne er taget på aftenprogrammet, så der ikke er brug for blitz.
Da jeg kom hjem fra kirken, fik jeg en særlig opringning. Mere om den engang i morgen......
Ingen kommentarer:
Send en kommentar