Selv om klokken blev næsten midnat, inden jeg nåede i seng, og jeg måtte op igen klokken 02.00 for at hente husets teenager, ja så var den ikke mere end 7.30, da jeg åbnede øjnene i morges. Der er ikke noget at gøre - når først de er åbne, er det slut med at sove.
Vi har nydt formiddagen. Langsom morgenmad og 3 kvarters rask gang ude ved stranden. Der er ingen billeder, for det foregik i dis. Nu er Bo landet på sofaen med Dodo, og ældste er ikke stået op endnu. Jonas er til skydeturnering, så jeg har det hele for mig selv lige nu. Ikke en lyd forstyrrer mig.
Det skulle måske lige være lyden af spionnisser, der pusler. De 2 små trip trap, som jeg fik i fødselsdagsgave, er på mystisk vis hoppet ud af æskerne, og har placeret sig i det store vindue. Og Bette Inger fra samme familie sidder i vinduet ind mod hækken. Det er vidst noget med, at de skal give grønt lys for adventsnisserne. De kommer kun frem, hvis huset er juleklar. Jeg lover, at det bliver det ikke i dag. Nu vil jeg hoppe i sofaen med strik, og jeg letter mig ikke før, jeg skal ud og lave suppe.
Jeg håber, at din søndag bliver, som du ønsker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar