En pige i Jakobs omgangskreds mistede sin far i søndags. Han var blevet indlagt 4-5 dage før på grund af en blodprop. Under indlæggelsen finder man ud af, at han også lider af cancer, og at det både sidder i hjerne, lunge og lever. To dage efter den voldsomme diagnose er sat, dør han stille og uden smerter i sin sygeseng af en ny blodprop. Vores tanker var, at kræftdiagnosen var voldsom, og at den ville ende med at vinde, så måske han slap let på den måde. Lægerne har også senere fortalt familien, at han sikkert kun ville have kunnet leve omkring 3 måneder, hvor man kun ville have kunnet lindre.
Jeg kendte ham ikke, og ville ikke have vidst hvem han var, hvis jeg havde mødt ham på gaden. Men fordi datteren kommer her, er vi dybt berørte. Bo og jeg har gået i skole med hans kone, og bare tanken om, at hun har fået flået alt i stykker på 4-5 dage, er ubærlig. Hun skal nu til at forholde sig til sit nye liv, 3 store børn i voldsom sorg og chocktilstand, et hus under stor ombygning og hvad der ellers følger med.
Det har givet nogle stille stunder herhjemme. Der er tænkt over tingene, og vi har talt en masse. Vi har sikret hinanden ganske pænt, men det er jo slet ikke det, det handler om. Det handler om at være opmærksom på sig selv og sin krop. At lytte til kroppens signaler og søge læge, hvis man mærker noget. Mon ikke man har fået nogle små signaler, hvis man går med så voldsomt meget sygdom i sig? Og så handler det i den grad om at nyde. At nyde hinanden og livet - mens vi kan - for man kan vidst ikke tage noget for givet. Nåh ja - så er der også den med kost og motion. Det sidste er min evig dårlige samvittighed.
Jeg har startet dagen med at nyde udsigten fra stuen. Den var helt fantastisk i farverne, da jeg fik lettet mig i dag. Mosekonen havde travlt og stilheden var stadig larmende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar