Første søndag i november

Første søndag i november er en helt speciel dag for mig. Den rummer gensyn og glæde og tid til fordybelse. Vi er en flok på 8 - 10 kvinder, der sætter kryds i kalenderen hvert år, og mødes til brunch i København. Vores fællesnævner er de børn, vi ikke har mere. Men det tror jeg ikke, at dem der sidder ved bordene omkring os når at fange. Vi griner og hygger og finder også vej til de dybere samtaler. Efterhånden har alle fået børn efterfølgende, så i år havde vi også en prinsesse på 3 ved bordet og en ung herre på 4, der synes, at hun var så sød, at han tilbød hende, at hun gerne måtte prøve hans medbragte tøjhund.

Sidste år var gudstjenesten i Københavns Domkirke ikke nogen særlig god oplevelse, så egentlig havde vi besluttet at gå ind og tænde lys og skrive navnekort og så liste af igen. Men nogen har lyttet, og hele arrangementet var ændret. Dels var der kortet betydeligt af tiden, så alle - også større og mindre søskende - kunne holde til det, og dels var gudstjenesten flyttet fra almindelig søndagsgudstjeneste til det, den i virkeligheden er, en mindegudstjeneste. For første gang lyttede jeg efter, hvad præsten sagde, for han talte til mig. Det var en rigtig fin oplevelse.

Her snart 14 år efter mit eget tab, er det en rar oplevelse at komme i kirken og finde ro til fordybelse og at være sammen med det lille væsen et øjeblik. Jeg fornæmmer nærvær og ro, som den ikke findes ret mange andre steder. Men det gør så ondt i mig, når jeg ser den lille familie, der er knuste allerede, da de træder ind af døren. De står stadig midt i det, der gør aller mest ondt. I år var der rigtig mange navne, der blev læst op. Alt for mange. Ældste var fra 1976 og de nyeste var fra efteråret. 

Jeg var hjemme omkring 18.00 og moden til dyner næsten inden aftensmaden var indtaget. Tak for en dejlig dag til Rikke, Frederikke, Sofie, Mette, Stine og Helene....