Fire dage i frihed

Så er der udsigt til lang weekend. Det kan vel næsten ikke være bedre. Heldigvis er der kun få planer for dagene - jeg kan godt lide, når der er tid til bare "at være", og at gøre som man har lyst.

I morgen må vi pænt stå tidligt op. Jonas skal til fodboldturnering. Kryds fingre for lidt medvind, for de blev spillet baglæns ud af banen ved mandagens kamp. 11-2 til gæsterne. Ikke fedt.

Fredag er Bo ikke hjemme, så drengene og jeg kører en tur i Zoo med fætter Viktor og moster, hvis vejret ellers er til det. Jonas mener, at Viktor kan lære en masse derinde. Han ved jo for eksempel ikke, hvordan en pelikan siger. (og her var det så at jeg var helt stille - for det ved jeg faktisk heller ikke).

Jeg håber, at I derude får nogle rigtig gode dage.

*Tilføjelse: Her dagen efter er jeg blevet rettet. Det er slet ikke pelikanen, men en flamingo vi taler om - det bliver det ikke bedre af - for hvad pokker siger de? Jeg ved det ikke

Farvel mor, vi ses til pinse.....

Sådan sagde Sara, da jeg sendte hende med toget søndag i sidste uge. Der er vidst ikke meget navlestreng tilbage der..

Sara er i gang med sit efterskoleår. Det er ved at gå op for dem nu, at der faktisk ikke er ret lang tid tilbage på skolen. Så weekenderne skal nydes nu. Helst med venner fra skolen. Sidste efterår kørte en udsendelsesrække "Det store år". En dokumentar om 4 elever fra en efterskole i Jylland. Vi opdagede, at det var den skole, som Sara skulle være på, så afsnittene blev fulgt med stor opmærksomhed. I det sidste afsnit skal eleverne hjem. Der var tårer alle vegne - selv hjemme hos os i stuen.

Nu nærmer vi os tiden, hvor vi selv skal over og pakke og sige farvel til det hele. Min store pige står overfor det første rigtig store voldsomme farvel i hendes tilværelse. Det gør allerede lidt ondt i maven at tænke på det.

Men en ting er sikkert. Hun har oplevet "Det store år". Hver en krone (og det er mange) har været rigtig godt givet ud. Vi sendte en skoletræt og ulykkelig pige afsted, og har i årets løb set hende blomstre - både menneskeligt og fagligt. Der er blevet bygget selvtillid og gode venskaber.

Skønt.......

Det er ikke blevet til meget skriveri den sidste uges tid. Jeg har jo ikke kunnet holde mig inde. Stort set alt er sprunget ud i forhaven. Påskeliljerne står stadig og lige nu blomstrer omkring 100 tulipaner. I morges, da jeg trak fra oppe hos Jonas lagde jeg mærke til, at 3 blomster var sprunget ud på kirsebærtræet. Jo - foråret er kommet på landet.

Jeg nyder det i stor stil. Man lever altså lidt mere, når solen er fremme og man kan sidde i haven. Vi har solen på vores terasse fra middag til den går ned.

Nu mangler vi bare at få lappet drivhuset (der er blæst nogle plader ud) og få gjort plantekasserne klar, så er der rigtig dømt sommer. Vi håber, at den bliver rigtig god, for vi skal tilbringe det meste af ferien hjemme i haven i år. Vi er lige mellem 2 efterskoleophold, og bare et år fra næste konfirmation, så Frankrig kommer vidst til at undvære os denne sommer.

Her er den så..

Søster fik sin jordbærkrukke af Viktor. Jeg var tidligt oppe i tirsdags og ringede på deres dør klokken 7 om morgenen, for selvfølgelig skulle hun have sin gave, inden hun skulle i skole. Viktor blev lidt overrasket. Jeg tror faktisk, at han havde glemt, at han havde sparet sammen til sådan en fin krukke.

Selv blev jeg misundelig, så vi kørte til Bilka og købte 2 mere, da Jakob var færdig med sin guitarundervisning i onsdags. De står fint ude i gården og venter på sommeren. Det bliver spændende, om vi kan høste noget i år.

Jeg fik en sms

I torsdags fik jeg en sms med følgende ordlyd:

Hej Moster. Jeg har sparet sammen, og vil gerne købe en jordbærkrukke til min mor til hendes fødselsdsag. De har dem ude i Fakta. Måske har de også jordbærplanter, det ved jeg ikke helt. Men hvis, har jeg også sparet penge sammen til dem. Vil du - verdens bedste moster - hjælpe mig? Kærlig hilsen Viktor?

Viktor blev 2 i februar, så jeg synes jo, at det er rigtigt sejt, at han kan snuppe sin mors telefon og skrive til moster.

Da han var her og skulle sove her i fredags fandt jeg en kuvert i hans taske:


Det budskab er vidst ikke til at ignorere. Jeg må se, hvad mine mosterevner rækker til.

Tak for jeres hilsner

Aller først tusinde tak for jeres hilsner i forbindelse med Mies mærkedag. Som forholdsvis ny "blogholder" er det fedt at få nogle kommentarer.......

Det var jo en rigtig flot dag - og jeg havde også en god dag. Mies dødsdato er jo lidt "bare en dag", for hun døde jo tirsdag før påske. 10 år er mange, men det var egentlig ikke specielt, fordi det var rundt. Der er jo ikke mere. For mig var det mere en udfordring at komme over det første år.

Ja, følelsesmæssigt er Mie mit barn, lige som de andre tre. Om det er i hjertet eller helt ned i maven, det ved jeg ikke rigtigt. Hun har sin helt specielle plads. Nok ikke lige ved siden af de andre, for alt omkring hende er jo anderledes. Jeg skal ikke bekymre mig for noget som helst, og jeg har ikke brug for at irettesætte og skælde ud (det hænder jo unægtelig med de andre). Til gengæld får jeg heller ikke flere oplevelser med hende, så minderne om hende og med hende er lagret på sin helt egen plads.

I min verden bliver Mie aldrig mere end 5 uger. Jeg kan ikke se hende med skoletaske og langt hår. Jeg ved til enhver tid, hvor gammel hun kunne have været nu, men jeg kan ikke sætte billeder på det. Det var jo en lille frøken på bare 5 uger som vi puttede. Fint klædt på i det Peter Plys tøj, som var indkøbt til at komme hjem i.

Sofie - det glæder mig, at du synes om vores tegning. Faktisk var den en af de få ting, jeg havde lagt klar til flugt, da orkanen rasede over Danmark i 1999.

I dag er det 10 år siden

I dag er det 10 år siden Mie forlod os. Så der er købt blomster og en lille engel, som besluttede sig for at lægge sig, lige som jeg skulle tage billede. Egentlig skulle vi have plantet til i weekenden, så der kunne have været fint, men vi venter en uge - skal lige have overstået det sidste nattefrost, inden vi sætter små blomster ned.

Jeg er tidligere blevet bedt om at skrive om livet 10 år efter, og det er denne dag jo oplagt til. Mie døde i vores arme på Rigshospitalets afd. GN stue 7. Det var en meget intens oplevelse at sidde med hende, da hun døde. Det var okay, for hun var blevet for syg til at leve livet, så det var på sin vis en rar oplevelse at sidde med hende, og vide at vi selv gav hende fred. Sådan husker jeg det i dag, og det er da også, hvad jeg kan læse i mine dagbogsnotater fra de dage.

Dagen idag har været en god dag. Solen har skinnet det meste af dagen herude. Jeg var inde og købe blomster og den lille engel på vej hjem fra arbejde. Herefter mad, fodbold, svømning, og alm. oprydning, som jo ikke tager hensyn til en årsdag.

Her 10 år efter er tankerne tilbage til dagene i hendes liv, men det er ikke forbundet med den store smerte mere. Jeg tænker tilbage, finder lidt ind i oplevelserne og mindes.

Når jeg sidder her og skriver kan jeg se over på tegningen, som Heather Spears lavede kort efter Mies død, og jeg kan se billedet hvor hun ligger på gulvet i Saras fine kjole. Jo - hun var en dejlig pige......

Jeg har købt garn

Nu skal der strikkes igen. Jeg har været ude og købe ind til en fin cardigan. Jeg må hellere gå i gang med det samme. Hvis jeg er rigtig dygtig og når en masse, så kommer der snart et billede af lidt igangværende arbejde.

Rigtig god weekend derude.

Rejsen til Holland

Kender I "Rejsen til Holland". Jeg fik den udleveret på en dårlig fotokopi, da jeg lå på neonatal med Mie da hun var under en uge gammel. Ordene kom til at betyde meget for mig. Behøver jeg at fortælle, at tulipanen blev Mies blomst??? Min rejse til Holland var lidt af en udfordring, men jeg ville ikke have undværet den for noget. Læs med her, hvis du ikke kender historien.

Rejsen til Holland - skrevet af Emily Pearl Kingsley

At vente et barn, er som at planlægge en drømmerejse til Italien.
Du køber en masse rejsehåndbøger og lægger eventyrlige planer.
Colloseum, Michelangelos David, gondolerne i Venedig.
Du lærer Italiensk. Alt er meget spændende...
Efter måneders spændt forventning kommer endelig dagen...
Du pakker dine kufferter og tager af sted. Flere timer senere lander maskinen.
Stewardessen kommer ind og siger: "Velkommen til Holland"

"HOLLAND?" råber du. "Hvad mener du med Holland?
Jeg har bestilt en rejse til Italien! Jeg skulle være i Italien!
Hele mit liv har jeg drømt om at komme til Italien!"
Men der er lavet om på fartplanen.
Maskinen er landet i Holland, og der må du blive...

Det er vigtigt, at de ikke har ført dig til et rædsomt sted.
Et sted fuldt af pest, sult og sygdom.
Det er bare et sted, som er anderledes.
Så må du ud og købe nye rejsehåndbøger
og du må til at lære et helt nyt sprog.
Du møder en helt ny type mennesker, du ellers ikke havde mødt.
Det er som sagt et sted, som bare er anderledes.
Tempoet er langsommere end i Italien; der er ikke så pragtfuldt.

Men når du har været der et stykke tid og har fået vejret,
ser du dig omkring og opdager efterhånden, at der er vindmøller i Holland...
Holland har tulipaner. Holland har endda Rembrandter...
Men alle du kender har travlt med at rejse til og fra Italien.
De praler af hvor vidunderligt de havde det der.
Og resten af dine dage vil du sige:
"Ja, det var der jeg skulle have været, det var det jeg havde planlagt".

Og smerten ved det vil aldrig nogensinde foretage sig...
for tabet af drømme har stor betydning.
Men...hvis du bruger dit liv til at sørge over den kendsgerning
at du aldrig kom til Italien, bliver du aldrig fri
til at værdsætte og nyde det helt specielle,
det virkeligt vidunderlige ved ... Holland

Et billede mere

Jeg fik lige lyst til også at vise jer tegningen, som jeg har hængende i køkkenet. Jeg kan se, at hun har dateret den i 2004, så hun har været 11-12 år, da hun har tegnet den.

Hvor den kreative åre kommer fra, er der ingen, der ved. Jeg strikker og kan også godt lide at sy, men tegne og male.....

Jeg var altid glad hvis ungerne kunne gætte, hvad jeg havde tegnet, da de var mindre.