torsdag den 10. april 2008

Tak for jeres hilsner

Aller først tusinde tak for jeres hilsner i forbindelse med Mies mærkedag. Som forholdsvis ny "blogholder" er det fedt at få nogle kommentarer.......

Det var jo en rigtig flot dag - og jeg havde også en god dag. Mies dødsdato er jo lidt "bare en dag", for hun døde jo tirsdag før påske. 10 år er mange, men det var egentlig ikke specielt, fordi det var rundt. Der er jo ikke mere. For mig var det mere en udfordring at komme over det første år.

Ja, følelsesmæssigt er Mie mit barn, lige som de andre tre. Om det er i hjertet eller helt ned i maven, det ved jeg ikke rigtigt. Hun har sin helt specielle plads. Nok ikke lige ved siden af de andre, for alt omkring hende er jo anderledes. Jeg skal ikke bekymre mig for noget som helst, og jeg har ikke brug for at irettesætte og skælde ud (det hænder jo unægtelig med de andre). Til gengæld får jeg heller ikke flere oplevelser med hende, så minderne om hende og med hende er lagret på sin helt egen plads.

I min verden bliver Mie aldrig mere end 5 uger. Jeg kan ikke se hende med skoletaske og langt hår. Jeg ved til enhver tid, hvor gammel hun kunne have været nu, men jeg kan ikke sætte billeder på det. Det var jo en lille frøken på bare 5 uger som vi puttede. Fint klædt på i det Peter Plys tøj, som var indkøbt til at komme hjem i.

Sofie - det glæder mig, at du synes om vores tegning. Faktisk var den en af de få ting, jeg havde lagt klar til flugt, da orkanen rasede over Danmark i 1999.

1 kommentar:

  1. Hej Susanne..

    Er ked af at jeg ikke fik skrevet på Mies mærkedag, men har ikke lige kigget forbi nogle sider i et stykke tid.

    Det lyder til at I havde en god dag. Det er jeg glad for. Det er altid dejligt at læse om jeres Mie. I har hende helt ind i hjertet og med i jeres hverdag.

    Samtidig viser du at der også er et liv om 10 år for os andre der har mistet et barn.. Det giver håb.

    SvarSlet