I fredags var vi inde og hilse Olga velkommen til verden. Hun er lille og skøn. Sara skulle prøve at sidde med hende, og det fik min mor til at sige følgende: "Her sidder så den første med den sidste".
Mors første barnebarn med det sidste barnebarn. Selvfølgelig kan man ikke udelukke, at der måtte komme flere - lige nu er der bare ikke noget der indikerer, at det kunne være en mulighed.
Jeg har kunnet mærke, at jeg har taget bemærkningen ind. Mor har ret. Og det var dejligt at sidde og se Sara sammen med Olga. Men det er også i sådan en situation, at tankerne flyver. For mellem dem første og den sidste er der 3 drenge og 2 piger. En af de piger er Mie. Hun ville da have elsket sådan en blandet flok af søskende, fætre og kusiner. Olgas fødsel har fået hende til at være nærværende et øjeblik igen. Det er ikke noget, der vælter mig, men jeg kan mærke, at hun fylder lidt mere, end i så mange andre perioder. På sin vis gør det mig glad, for så er hun jo stadig med mig - hende den lille tykke, der bare lige kom forbi i 5 uger for over 11 år siden.
Hvor er det et dejligt, varmt billede.
SvarSletMåske er det netop i 'hele flokken', at døde børn mangler tydeligst? (Det er altså ikke fordi jeg bare vil gøre Mie til et dødt barn. Mie er selvfølgelig først og fremmest Mie). Jeg har selv følt meget stærkt, at min døde unge mangler rigtig meget, når f.eks. alle hans kusiner og fætter er samlet.
Det er - synes jeg - lige præcist i flokken at det døde barn mangler. Det har jeg selv tænkt.
SvarSletHvor er det rørende. Skønt billede!
SvarSlet