Rigtig godt nytår

Mens jeg ligger her mellem hund og sofa, vil jeg benytte lejligheden og min telefon til at skrive lidt og ønske jer alle rigtig godt nytår. Om lidt kommer der et hold gode venner, og de kører ikke igen, før vi er inde i 2013. Vi forventer en afslappet aften med god mad og lidt i glasset.  

Når aftenen skrider frem vil jeg tænke tilbage på den nytårsaften for 29 år siden, da jeg fangede Bo og det hele begyndte.

I ønskes alle et godt og lykkebringende nytår.

Året der gik

Der bliver gjort status rundt omkring i Blogland. Året er ved at være gået og tankerne går helt naturligt på vandring i årets oplevelser. Her synes jeg, at vi har haft et godt år. Vi er kommet godt igennem 2012, og har vidst slet ikke grund til at klage.

 

Der er nu en enkelt dag, der står tydeligt som årets højdepunkt. Den 25. juni. Det var den dag, vi pakkede kurven med flag, glas og bobler og kørte hele vejen til Vejle. Først hjemme i Saras lejlighed, og senere på Rosborg Gymnasium.

 

Det var stort og et følelsesladet øjeblik, da jeg fik lov at sætte den hvide hue på plads på min store glade datter. Som Jonas tørt konstaterede: Så, nu tuder mor sgu....

 

Nu venter 2013 lige om hjørnet. Med en stor søn, der bliver 18 lige om lidt, og en lidt mindre søn, der glæder sig til sin konfirmation. Men først skal vi nyde en stille søndag og årets sidste aften.

En kort visit

Jeg har lige været til fødselsdag. Far fylder 71 år i dag. For nogen er det ingen alder, men det kræver vidst, at man er sund og nogenlunde frisk. Det har far ikke været længe. Det er nu mere end 2 år siden, han faldt og fik åbent benbrud. Lige efter det fulgte hans cancerdiagnose, og sommeren blev brugt på strålebehandlinger med kæmpe ubehag til følge. Sidste år i april var han rigtig syg. Der er ikke mulighed for helbredelse, og slaget må gå sin skæve gang. Vi var rasende, da han blev afvist på hospice, for alle troede, at det var lige ved at være. Men som lægen sagde, så kunne han måske have 3-4 måneder igen. Lige siden har han snydt alt og alle. Men han har det absolut ikke godt. Han er så tynd, at han snart vælter, og siden canceren brød ud har han ikke fået andet end sondemad.

 

Han holder fast af en eller anden grund. Og i dag blev han så 71. Jeg har været forbi og ønske tillykke. Cirka et kvarter, så har besøget været langt nok for ham. Så skal der soves igen. Det gør ondt at se, at han bare skal sidde og blive mere og mere dårlig. Men ingen tør sige noget mere. Siden 1. juledag for 2 år siden har han ikke bestilt andet end at snyde os. Som min bror fik sagt, så bliver han nok lige så gammel som en vis Hr. Mærsk. 

Selvynk

Jeg ved ikke, om der er noget, der hedder sådan. Normalt er det heller ikke noget, jeg bruger. Men i dag kommer der lidt af det. Vi har haft nogle skønne juledage. Både med selskab og med tid til ro herhjemme. I dag skulle have været en kombi. Jeg skulle have haft besøg, og jeg skulle have ordnet lidt omkring mig.

I stedet er jeg landet på sofaen med lidt for høj varme i kroppen og et par panodil. Det er bare ikke i orden. Mødet, som jeg havde glædet mig til, er udsat, og tingene får lov at ligge, hvor de er.

Vi har stadig ikke valgt billede, men jeg kan da vise et mere. Og så kan jeg i øvrigt fortælle, at de faktisk er så glade for hinanden, som billederne viser.

Den skønneste julegave

Da Bo og jeg var til julemiddag med mine kolleger i midt på måneden, var børnene slet ikke hjemme, som vi troede. De havde lavet aftale med Dinah inde ved siden af. Det er der blandt andet kommet dette ud af

 

Vi har fået en CDrom i julegave med Dinahs optagelser af vores børn. Der er i alt 10 billeder. I æsken lå også et gavekort. Vi må vælge et billede, som bliver fremkaldt og sat i ramme. Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg ikke kunne få en bedre gave. Kunsten bliver nu at vælge. Jeg leger lidt med tanken om selv at få lavet et par stykker og lade en serie på 3 billeder pryde væggen i stue.

Tidlig juleri

Vi tog hul på julen allerede i går eftermiddags. En lille nisse holder nemlig jul hos sin far og storebror hvert andet år. Derfor var der glögg og æbleskiver på bordet hos Viktor og søster i går eftermiddags. Nissen delte selv julegaver ud, og der var til alle. Også de voksne, som ikke havde forventet at få noget. Jeg var heldig og fik et hæfte med Sudoku, så nu skal der knækkes talkombinationer på kryds og tværs. En disciplin, som jeg rigtig godt kan lide.

Viktor går i 0. klasse og har allerede godt fat på læsningens kunst. Derfor havde han selvfølgelig også selv skrevet kortene på pakkerne. Vi havde en rigtig dejlig eftermiddag og fik ønsket Viktor en glædelig jul.

Nu nyder vi, at vi ikke skal nogen steder. Snestormen er i fuld gang udenfor, men vi har, hvad vi skal bruge. Bo og hunden nyder sofaen, drengene spiller med hinanden, og Sara har gang i konfekten. Julefreden har vidst sænket sig, og det er helt i orden med mig.

Lige om lidt...

- har jeg juleferie
- skal jeg ikke sige farvel til min mand klokken 04.30 om morgenen
- skal jeg nyde juletræet i stuen

og jeg kunne blive ved. Vi skal sove længe, som i lige til klokken 07.30, og vi skal bare lave, hvad vi har lyst til, og ikke ret meget andet. Jeg vil ikke sige, at jeg trænger til ferie denne gang, for jeg er ikke specielt træt eller brugt. Men jeg vil nyde i stor stil. Men ikke før lige om lidt - nærmere bestemt i morgen, når madpakken er spist. 

Sur mor

Der er røg over Helsingevej, så er er bange for at nogen ringer efter brandvæsenet. Jeg tror ikke, at der er brand nogensteder, men en - jeg - har brugt min morgen på at fnyse ild fra næse og ører som en anden drage.

Og hvorfor så lige det? Og hvorfor så lige den overskrift? For normalt er jeg ikke sur mor. Normalt er der smil på mine læber, og ikke ild, der vil ud. Men for pokker da. Jeg har ryddet op. Jeg har lagt handsker i kurven. Flyttet ting fra mit køkken, som på ingen måde bor der. Jeg har stablet skåle i skabet, lagt tæpper sammen i sofaen, og jeg kunne blive ved. Nu ryster jeg det af mig og smutter på job. Men i aften, når jeg er hjemme igen, vil jeg læse mit indlæg og huske. Og så vil jeg kalde til samling og fortælle lidt om mine forventninger til de unger, som jeg jo ellers elsker grænseløst, og som faktisk burde være i stand til at holde lidt orden.

Historien om weekenden, der blev væk.

Jeg kan konstatere, at den kom og gik, men jeg ved ikke lige, hvor den gik hen.

Vi har klaret det vigtigste nu. Fredagens mission er fuldført, og gaverne er i hus. De står i en sæk i stuen og minder os om, at det er lige om lidt.

Fredagen bød også på godt selskab. Vi var til julemiddag med mit job, og jeg må sige, at jeg lod mig imponere af omgivelserne. Vi var på et nyt sted i Slagelse. Cava er navnet. Sidst jeg var i samme lokaler, var det for at se på briller til Sara, for dengang var det Louis, der havde til huse samme sted. Stedet er som forvandlet. Det er blevet mørkt, men fyldt med stemning. En blanding af nyt og gammelt på den helt rigtige måde, og en betjening, som var absolut i top. Da maden var spist, blev vi bedt om at trække over i nogle sofarækker, som lige var blevet tryllet frem. De stof der, hvor der lige havde siddet 20 mennesker omkring et kæmpe bord. Vores bord - og de andre i samme område blev helst op i loftet, og pludselig var der et dansegulv. Nogen har tænkt over tingene, det er helt sikkert.

Men sådan en fredag koster altså. Den blev halv tre, før vi landede hjemme, så trætheden har hængt som en tung dyne over mig hele weekenden. Jeg er glad for, at jeg ikke er den, der dykker i de stærke varer, for så var jeg nok ikke vågnet endnu. 

Konklusionen er blevet, at i min alder skal arrangementer starte ved middagstid, så man kan passe sin sengetid. Nu vil jeg passe min arbejdstid, og en gang i aften vil jeg kikke mig omkring i Blogland og svare på kommentarer på det forrige indlæg. 

Bagud på juleri

Man kan ikke se det på huset. Der er nisser alle vegne, og udenfor er lyskæderne sat op. Men kikker man nærmere, der hvor julegaverne skulle ligge, og i den dåse, der plejer at huse de lækre vanillekranse, ja - så må man bare konstatere, at der ikke er ret meget. Vi er ganske enkelt ikke nået dertil endnu.

Af en eller anden grund tager jeg det roligt som aldrig før. Ikke et ord om alder i den forbindelse, men tiden har jo vist mig, at det skal nok gå. I morgen har vi fri - Hansen og jeg. Dagen skal bruges på julegaveindkøb, og jeg håber ikke at vi når hjem, før vi er færdige. 

På søndag skal vi i skoven og hente juletræ, og sådan er der pludselig kun en uge tilbage....

Mandag med luksus

Når man nu ordnede vasketøjet i morges og er blevet forvist fra køkkenet, så kan man da bare tage imod og finde sig i det. Menuen er godt nok ændret lidt, og mit dankort har været i byen. Nu er der tre unge mennesker, der forbereder hjemmelavede burgere med det hele, så jeg er godt tilfreds. De har også handlet til menuen i morgen, så ingen klager herfra. Jeg tror bare, at jeg vil begive mig lidt rundt i Blogland og lægge nogle gode ord i wf. Store børn er faktisk slet ikke så tossede at have i huset. 

Lidt om SMS

Jeg er tilhænger af SMS. Jeg elsker at få en glad lille hilsen, og det er rigtig praktisk, at den minder mig om, at jeg har tid hos tandlægen, eller at jeg skal huske at aflevere min bog på biblioteket inden fredag. 

Men der er også ting, som SMS på ingen måde egner sig til. De sidste par dage har givet mig et par rigtig gode eksempler. Jeg har set et par unge mennesker køre et skænderi så langt ud på SMS, at det endte galt. At det afsendte måske blev læst lidt anderledes, end det var ment, og at misforståelserne stod i kø. Senere fandt de ud af at tale sammen, og tingene blev lidt lettere at forholde sig til. Jeg håber, at de lærte af det. 

Vores lørdag byder på afslapning og sofa. Og så skal vi i byen og spise gratis mad. Vi glæder os, for vi skal være i godt selskab. Jeg håber, at din lørdag bliver god. 

Ufrivillig pause

Jeg sidder på jobbet, hvor jeg normalt ikke blogger, men lige nu skal tiden bare gå. Jeg er alene hjemme og serveren er gået ned. Den står lige nu og henter opdateringer, så jeg venter. Der er flettet et par stjerner til kontoret. Jeg har spist min mad og checket min telefon et utal af gange.

Mit temperament er slet ikke til den slags. Jeg skal kunne tage fat, når jeg er på arbejde. Gå til opgaverne og få noget af vejen. Det her er jo spild af min tid og firmaets penge.

Når jeg så alligevel er ved tasterne må jeg hellere huske at fortælle dagens nyhed. Min kollega kører igennem Havrebjerg, når hun skal på arbejde. Og til morgen kunne hun berette, at Boarbejdet nu er afsluttet. Der er rettet på skiltene, så nu udfører mændene i hullet Broarbejde. Og det skulle være ganske vist (uden d - ikk' Ellen? - jeg er usikker her)

Eftertænksomhed

Jeg er ikke den, der laver de store nytårsaftaler med mig selv, men af en eller anden grund, så bliver jeg altid eftertænksom, når året er ved at være gået. Der er jo altid lige den med pengene. Ikke fordi det er nyt år, men fordi december altid ender med at blive dyrere end først antaget.

En anden stensikker tanke handler om kost og vægt. Men det hænger vidst også bare sammen med alt for mange vanillekranse og god mad hen over december. Og så er der også det, at jeg helst ikke vil have håndtag i kjolen, når jeg skal byde gæster velkommen til konfirmation sidst i april. Om der er en antydning, når vi skal fejre 18 års fødselsdag først i februar, er nok en ganske anden sag.

Så er der den med parforholdet. Det har fødselsdag på årets sidste dag. Så flyver tankerne igen. Helt til starten og til alle de tinge, vi efterhånden har delt. Sødt og surt, glædeligt og trist. Jeg er altid endt med at beslutte, at vi godt kan snuppe et år mere. Og når klokken slår for sidste gang i år, så forlænger jeg kontrakten endnu en gang.

Der er lige noget, det skal klares først. Der skal købes nogle julegaver i dag, og så er jeg igen blevet bedt om at skrive min ønskesedlen. Jeg må hellere se at komme i gang.

A hva' for noget arbejde?

Dagens indlæg kommer ikke til at handle om jul. At det er 1. december, og huset ligner Familien Sands, taler vi slet ikke om. Nej, jeg fik dagens indlæg forærende, da jeg kørte til behandling hos min fys i går.

Når man skal til Slagelse herfra, kører man igennem Havrebjerg. Midt i Havrebjerg går Tude Å på tværs af vejen, og som så mange andre broer i Danmark, er broen over Tude Å også blevet træt. Derfor er halvdelen af vejen nu spærret med lysregulering og bilkø til følge.

Men prøv lige at se. Gad vide om alle broarbejderne har samme navn. Eller hvad er det i virkeligheden de laver i det der hul.

Jeg har tænkt mig at forsøge at arve skiltet, når de engang er færdige. Her i huset udføres nemlig rigtig meget Boarbejde. Senest min havelåge. Men han er også mester for garagen, trægulvet i stuen, og jeg kunne blive ved.

Gad vide, hvem der er ansvarlig for sådan et skilt. De må have besluttet, at det er okay at give billisterne et billigt grin, for de står i begge ender af Havrebjerg.