fredag den 28. december 2012

En kort visit

Jeg har lige været til fødselsdag. Far fylder 71 år i dag. For nogen er det ingen alder, men det kræver vidst, at man er sund og nogenlunde frisk. Det har far ikke været længe. Det er nu mere end 2 år siden, han faldt og fik åbent benbrud. Lige efter det fulgte hans cancerdiagnose, og sommeren blev brugt på strålebehandlinger med kæmpe ubehag til følge. Sidste år i april var han rigtig syg. Der er ikke mulighed for helbredelse, og slaget må gå sin skæve gang. Vi var rasende, da han blev afvist på hospice, for alle troede, at det var lige ved at være. Men som lægen sagde, så kunne han måske have 3-4 måneder igen. Lige siden har han snydt alt og alle. Men han har det absolut ikke godt. Han er så tynd, at han snart vælter, og siden canceren brød ud har han ikke fået andet end sondemad.
 
Han holder fast af en eller anden grund. Og i dag blev han så 71. Jeg har været forbi og ønske tillykke. Cirka et kvarter, så har besøget været langt nok for ham. Så skal der soves igen. Det gør ondt at se, at han bare skal sidde og blive mere og mere dårlig. Men ingen tør sige noget mere. Siden 1. juledag for 2 år siden har han ikke bestilt andet end at snyde os. Som min bror fik sagt, så bliver han nok lige så gammel som en vis Hr. Mærsk. 

14 kommentarer:

  1. Åh, det er både godt og skidt, at han holder så godt fast, hvis han i virkeligheden var bedst tjent med at det gik lidt hurtigt - men det kan kun han selv vurdere. Han bliver formentlig holdt smertefri; det er da det mindste, man kan forlange ... det er så hårdt at se sine kære på den måde.
    Det var dog alligevel godt, at han ikke kom på hospice ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja - de havde jo bare sendt ham hjem igen :-)
      Han kan få alt det, han beder om. Hans lejlighed er i tilknytning til et plejehjem, så han får visit mange gange på en dag. Det er ondt at se på, og jeg ønsker ikke på nogen måde, at mine skal se mig på den måde.

      Slet
  2. Jeg håber han holdes helt smertefri.. og så takker han nok af når det passer ham at give slip, men det må være hårdt at være vidne til.

    SvarSlet
    Svar
    1. Han får præcis, hvad han beder om, men trækker klare grænser. Han vil ikke have så meget, at han ikke er med. Så hellere lidt ondt. Han er en hård mand, hvad det angår.

      Slet
  3. Et underligt vakuum - at gerne ville beholde, men i bund og grund hellere at ville slippe fri. Trist når livets slutning ikke bliver som vi vel alle ønsker....at sove stille ind i vores seng, mæt af dage. Kram til dig, søde

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja - det er jo slet ikke den far, vi kender. Børnene har ikke været der længe, for de ønsker han ikke, og de er efterhånden lidt bange for det. Vi så gerne, at han slap nu. Ikke for vores skyld, men klart for hans egen.

      Slet
  4. uha. 71 er jo ingen alder,,,, men hvis din far lider er det næsten ikke til at bære ...❤ knus herfra

    SvarSlet
    Svar
    1. Nøh - i den forbindelse er alder bare et tal. Og den lede sygdom kender ikke til alder.

      Slet
  5. Det kan være rigtig hårdt at være vidne til det langsomme forfald, hvor flere og flere normale funktioner langsomt falder fra. 71 er jo netop ingen alder i dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Forfald er det helt rette ord. Og det der piner ham er tabet af værdighed. at man ikke kan passe sig selv og holde sig ren. At andre skal hjælpe med bad og alt det grundlæggende.

      Slet
  6. Det er trist og hårdt at være en del af. Vi har selv prøvet det et par gange bl.a. Med min far, det var dog ikke cancer. Et par år før han døde blev vi ringet op af sygehuset, at vi skulle komme nu, hvis vi bare ville have en lille chance for at sige farvel. Far røg ud og ind af sygehusene i et par år eller mere. Sidste gang sagde vi til far, at det var helt ok at give slip, Vi kunne se lettelsen i hele hans krop, og han forlod inden for meget kort tid (timer)

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har snakket om, hvordan det skal være, og at det er i orden, men noget holder ham hos os. Han må være gjort af noget stærkt.

      Slet
  7. Åh, hvor er det synd. Jeg har selv oplevet en far, der fik kræft, og det er så frygteligt at se en elsket forældre svinde hen. Min far ønskede også at holde fast i livet - men lægernes bemærkninger tog håbet fra ham. Jeg håber, at din far får lov til at bevare håbet... for der er ALTID håb... knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var dog trist. Far er slet ikke i kontakt med lægeverdenen mere. Det ønsker han ikke. De søde piger på hjemmet ringer og får en snak med hans læge en gang imellem, men der er ikke nogen, der skal komme i nærheden af ham. Heldigvis kan han blive, hvor han er. Lige til det sidste.

      Slet