Jeg får ikke læst og jeg får ikke skrevet. Ikke fordi jeg ikke vil, men sådan er det bare. På grund af min kollegas gipsarm er der rigtig meget arbejde for tiden, og når jeg kommer hjem, er det sidste jeg gider at se på altså en skærm. Der er ingen klager herfra. Jeg har jo selv sagt ja til at hjælpe, og vi regner da stadig med, at det er en begrænset periode.
Vi skrives ved, når jeg er nået på den anden side. Jeg lader døren stå på klem, for pludselige er det normale tilstande igen, og så er jeg den, der er tilbage.
Tag det bare helt roligt, vi er her stadig til den tid :-) Og jeg funderer over forskellen på at have børn hjemme og ikke have. For min travlhed får mig til at sidde ved computeren om aftenen og bare lukke mig inde i mig selv, jeg har jo ikke nogen børn, jeg skal være til stede for :-)
SvarSletVi ses senere - vi er her endnu, når du kommer ud på den anden side.
SvarSletArbeit macht frei ;0)
SvarSletVi venter gerne på at du kommer tilbage til en almindelig hverdag igen.
Der er ikke altid plads til både og!
Bare du ikke sætter pausefisk på WF - så klarer jeg nok osse en Susanne pause...
SvarSlet:-)
Pas på dig selv - og det er jo det du gør!
SvarSletDu tager det bare helt stille og roligt, og skriver når du har tid og lyst. ;-D
SvarSletEn velanbragt pausefisk er nødvendig en gang i mellem :-)
SvarSlet