onsdag den 6. august 2014

Hverdag igen

Om det er fordi jeg blev et år ældre i mandags, ved jeg ikke. Men jeg føler mig godt nok brugt. Hverdagen er nu igang på 2. uge, og egentlig er det slet ikke så tosset. Bo startede med en vagtuge. Den endte med at blive ond med flere nattekørsler. Det sætter spor. Både hos den stakkels mand, der må køre, men også hos mig, for jeg kom gevaldigt bagud på min skønhedssøvn. 

Jeg har endelig fået lagt mine feriebilleder over. Bornholm er noget af det skønneste, og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg ikke har været der for sidste gang. Jeg elsker naturen, roen og det storslåede. Selv når vi går tur i Gudhjem sammen med mindst en million andre turister, fornemmer jeg ro. 




Lige nu går tankerne på noget helt andet. Vi tæller ned, for på søndag skal vi ud at sejle igen. Vi sætter kurs mod Samsø, hvor Jonas skal sættes af. Der skrives pakkelister, der vaskes og gøres klar. Ind imellem dukker der noget op, som vi også lige skal huske. Han har selvfølgelig sommerfugle i maven, men han glæder sig. Det bliver underligt ikke at have ham hjemme. Ikke at vi ser så meget til ham nede i stuen, men han er her, og vi hygger os altid ved måltiderne og når han af andre årsager finder ned. 

Nu vil jeg tage fat på dagens opgaver. Jobbet venter, og senere skal der byttes en enkelt gave og foretages endnu et par indkøb til yngstes liv på værelset på Samsø.

10 kommentarer:

  1. Jeg er vild med Gudhjem, det er min yndlingsby på Bornholm.

    Pøj pøj til Jonas, håber han kommer til at trives og får et fantastisk år på Samsø. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi er helt enige. Gudhjem er fantastisk.
      Jonas glæder sig - det er straks værre med hans mor. Søndag bliver en underlig dag.

      Slet
  2. Bornholm er skøn. Jeg boede i Svaneke fra 78- 80, men dengang var jeg jo barn/ung og forstod ikke at værdsætte øens skønhed og den fantastiske natur.

    Det bliver spændende med Jonas på Samsø. Det må du endelig fortælle om her på bloggen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej - det der er omkring os, bliver hurtigt hverdagsagtigt. Du må tilbage og udforske. Det kan kun anbefales.
      Ja - han glæder sig, og der er slet ikke nogen tvivl om, at han får det fantastisk. Jeg glæder mig på hans vegne, selv om jeg ved, at vi kommer til at savne.

      Slet
  3. Rigtig (læs ny) hverdag, bliver det jo først når alle er på plads til det kommende år, og manglende nattesøvn, gør ikke noget godt for en.
    Du kommer da rundt på nogle af vores mange skønne øer i denne tid.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det må man sige. Der er brugt en formue på færgebiletter de sidste måneder. Men sådan må det være. Hverdagen uden Jonas bliver anderledes, men vi ved jo, at det er godt for ham, og så må det også være godt for os.

      Slet
  4. Åh ja, bindingsværk og stokroser - det er altid det fuldendte billede på den ultimative idyl, ikke?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja - ¨man bliver grebet af stemningen. Lige til der kommer en bil drønene og man husker, at man stadig er i 2014.

      Slet
  5. Bornholm er fantastisk. Jeg har tilbragt mange ferier der, som barn og ung, men min yndlingsby er Svaneke. Jeg har været meget tæt på at emigrere dertil, så tæt, at jeg abonnerede på Bornholms Tidende en overgang

    SvarSlet
  6. Jeg kunne også godt trives i de små samfund. Jeg tror nu ikke, at jeg bliver bornholmer, men jeg skal tilbage igen. Helt sikkert.

    SvarSlet