lørdag den 31. januar 2015

Den indre dialog er forstummet

Måske nogen husker min indre dialog, da Jonas lige var taget på efterskole, og det var alt for svært ikke at ringe og bare lige høre, om han var okay. Jeg havde mange indre samtaler med mig selv de 2 uger, men det viste sig jo (selvfølgelig) at han havde det fantastisk, og at han stort set ikke have tid til at tænke på sin mor.

Den indre dialog er forstummet nu. Jeg ved, at han nyder at være, hvor han er, og jeg ved, at han er i gode hænder på skolen. Nu går kampen mere på at få en ydre dialog en gang imellem. At få drengen i tale for at sige det mere direkte. Vi sender en sms en gang imellem, lige som vi bruger Snapchat, når vi fanger et sjovt øjeblik. 

Følgende dialog foregik på SMS'en for et par uger siden. Jonas startede tråden en lørdag formiddag:

Jonas: Hvordan går det??
Jeg: Det går fint. Skal vi snakke?
Jonas: Kan ikke snakke lige nu, og har heller ikke noget at snakke om. Ville bare lige høre, hvordan det gik :-)

Så stoppede den der. Jeg ringede ikke, og det gjorde han af gode grunde heller ikke.

I denne weekend er han på skolen. Jakob sover endnu efter en lang nat i byen og i aften skal han til Brugsens julefrokost. Dermed er flokken spredt og Bo og jeg er alene hjemme. Jeg har derfor arrangeret et par gode stykker ko og en rigtig god flaske af den røde drue. Det er godt, når de er hjemme allesammen, men det er altså også dejligt bare at være 2 en gang imellem.

12 kommentarer:

  1. Der er da ikke noget at sige til, at du havde alle disse indre dialoger, for man starter jo en ny æra, når de flytter hjemmefra. Det må være lidt svært, men så må det til gengæld også være skønt bare at være to engang imellem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er rigtigt Hanne. Hver ting til sin tid. Og heldigvis vokser man jo med opgaven. Jeg ville blive træt, hvis jeg skulle blive ved med at have disse lange samtaler med mig selv.

      Slet
  2. I den alder er dialoger ikke i højsædet og at fortælle om hverdagen ligge på samme hylde.
    Det må vi nok bare lære at leve med og så ved vi jo,, at høre vi ikke noget, så er der store chancer for at de har det forrygende og ikke har tid til at fortælle om det ;0)
    Nyd aftenen med ko og røde druer! :0)

    SvarSlet
    Svar
    1. Både ko og druer var helt i orden. Jeg trækker lidt ord ud af ham, når han er hjemme, og ellers så må jeg jo nøjes. Det gør jeg gerne, for jeg ved, at han er glad.

      Slet
  3. Kommunikation er en svær ting, især fra drenge i den alder, men hvis du ved, at knajten har det godt, så er det nok det, du må slå dig til tåls med :-) - og det er jo fedt med noget voksenhygge!

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi er helt enige. Oplysningerne kommer ikke fløjtende af sig selv. Slet ikke, når det gælder drengene. Voksenhygge er både godt og vigtigt. Mere af det.

      Slet
  4. Det er jo logik for burhøns, at I ikke skal snakke sammen uden at have noget at snakke om.. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja - hvad tænker jeg lige på. Han er jo klog - min yngste.

      Slet
  5. Intet nyt er godt nyt.. det gælder vist osse her... og i hvert fald så længe du ved at han er i gode hænder andre steder.. synes det virker som et sundhedstegn for jer begge at der lissom ikke er behov for så mange ord... :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det tror jeg også, at det er. Jeg er sikker på, at jeg nok skal høre, hvis der bliver behov for det. Og vi ses jo faktisk jævnligt.

      Slet
  6. Det er nemlig dejligt også bare at være to - især når ved, at ungerne har det godt :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Netop fordi vi ved det, kan vi slappe af sammen. Det er en gave.

      Slet