Når jeg ser tilbage på mine billeder fra april sidste år, er temaet korte ærmer og udeliv. Jeg ved godt, at april stadig mangler at vise, hvad halvdelen af måneden har at byde, men jeg føler mig altså en smule snydt. Og jeg synes ikke, at det er i orden, at poloen lige nu står, og er pakket ind i is, der skal skrabes af, inden jeg kan drive på arbejde.
Nu skal det ikke være brok det hele. Der venter mig en hyggeligt dag. Når uret viser tid til at holde fri i eftermiddag, får jeg besøg på kontoret. Viktor kommer og henter mig. Sammen skal vi en tur til Slagelse og foretage et hemmeligt indkøb. Viktors mor har nemlig fødselsdag på søndag. Vi har meddelt søster, at han ikke kommer lige hjem. Han skal med hjem til os og spise spaghetti med sine fætre, og vi skal have tid til lidt hygge. Det er nemlig ved at være længe siden.
Jeg vil smutte. Jeg skal have den varme jakke på, så jeg ikke fryser, når jeg skraber isen af bilen. Og så vil jeg ellers køre ud og møde verden med et smil. Det har jeg nemlig lovet Kong Mor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar