Det er 14 år siden i dag - og allivel ikke helt - men i mit hoved var det tirsdag før påske. At det var den 7. april det år, er fuldstændig uden betydning.
Stedet var stue 7 på afd GN på Rigshospitalet. Vi var bare os 3, Bo, Mie og jeg. Efter 5 turbolente uger med op- og flest nedture døde vores lille pige det aller tryggeste sted i hele verden. Nemlig i mors og fars arme.
Der er selvfølgelig tænkt lidt ekstra på hende de sidste par dage, men jeg mærker det ikke mere, som jeg gjorde for nogle år siden. Det har fundet sin plads, tror jeg. Jeg kan huske dagen, og jeg ved lige præcis, hvordan vi sad, og det er nok et billede, jeg vil gemme i mit indre altid.
Med fare for at blive misforstået vil jeg sige, at det faktisk var en fin oplevelse. Fordi det ikke kunne være anderledes på det tidspunkt, og fordi der ikke lå et godt liv og ventede på vores lille pige. Vi var sammen og vi var der for hende. Det gør mig svært tilfreds. Hun var guld, den lille tykke, og jeg vil til evig tid være glad for, at jeg fik lov at opleve hende, selv om det medførte så mange tårer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar