Da jeg var barn, var der en studievært - Bent Jensen - som tit gik på skærmen med perleslips på. Det var lidt hans varemærke, ligesom Volborg blev kendt for sine farverige hjemmestrik.
Dengang syede jeg rigtig meget med perler. Hvad jeg ikke har lavet af manchetter, lysduge og små dukker. For slet ikke at tale om juleklokken, som måtte hænge i ethvert hjem. De små perler var dyre, når man skulle have de rigtige. Gik man på kompromis, så kunne man risikere, at de ikke havde helt samme størrelse, og så kunne det gå rigtig galt.
Slipset her syede jeg til min morfar i en sommerferie. Det var et ønske fra hans side, og jeg husker tydeligt, at mormor og jeg var i byen og købe perler til det. Vi har billeder fra barnedåb, hvor han bar det. Han var glad for det, og jeg var stolt over mit værk. Slipset ligger i min skuffe nu, og minder mig om sommerferierne hos mormor og morfar. Det er nok tvivlsomt, om det vil blive brugt igen, det er vidst ikke oppe i tiden at smukke sig med perler.
Jeg har ikke rørt perlebroderiet siden vores bryllup. Der syede jeg små babysko til bordkortene, da Sara blev døbt samme dag.
Ikke mere skriveri nu. Bo har bagt brunsviger og jeg har gang i strikkepindene. Sidste fridag skal nydes til fulde, inden hverdagen igen melder sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar