2 dage til

Hvis jeg ikke tager meget fejl, så er det altså på søndag, at konfirmationen skal holdes. Nu er der ved at være check på tingene. Jeg har stadig min to-do liste, men den er lidt i system nu, og de sidste punkter er til at overskue, eller også er det ting, der nødvendigvis skal laves lørdag.

Ind imellem dukker der nye ting op. For eksempel var det pludselig nødvendigt for mig, at få sat blomster i altankasserne ude på hegnet. Vi er nemlig så heldige, at der er lovet rigtig godt vejr på søndag. I vores familie betyder det, at alt hvad der hedder glas og kaffekopper ryger med ud på terassen, så snart maden er indtaget.

Midt i alle forberedelserne skal vi også lige have tid til hende her:

Solsikkens Coton O'my DoDo er det officielle navn. Men hos os er hun bare lille DoDo, som vi ventede så længe på. Egentlig skulle hun først have været hentet på mandag, men ferieplaner gjorde, at det var mest hensigtsmæssigt at hente hende i denne uge. Jeg behøver vidst ikke at fortælle, at der var 3 børn, der blev rigtig glade, da de opdagede, at den lille dame var ankommet flere dage før forventet. Hun er - som pivedyret ved siden af hende antyder - en meget lille dame. For en uge siden vejede hun 1.900 g. Knapt 2 liter mælk. Og bedst af det hele, så har Jakob ikke hostet over hende en eneste gang. Jeg er sikker på, at hun bliver til stor fornøjelse for hele familien.

Hun er - som man kan se - usansynlig sød og charmerende. Det første døgn var lidt hårdt. Hun græd både nat og dag. Savnet af sin mor og søster har gjort rigtig ondt i det lille væsen. Pludselig faldt hun til ro, og nu tusser hun bare rundt og er rigtig glad.

Den store dag

På søndag sker det. Jakob skal konfirmeres. Behøver jeg at sige, at jeg har en to-do liste, der er helt forvirret og ret lang.

Heldigvis har jeg ferie i denne uge, så mon ikke det går? I hope so. Ind imellem vil jeg holde total konfirmationspause og strikke mit forstykke færdig, gøre drivhuset helt klart, glæde mig over min nye terasse og alle de fine blomster, der lige nu står og kaster farver til alle sider.

Solen skinner allerede helt perfekt, så jeg vil gøre mig klar til en helt speciel køretur. For der skal jo være tid til det hele.

Øv......

Hvordan er det lige at mavekramper harmonerer med det fedeste vejr og søndagsfri. Jeg synes, at det er noget rigtigt øv. Så nu vil jeg strikke, når ikke lige min mave vil gøre hamrende ondt og tvinge mig til pause.....

Jeg holder vejret

og venter bare på at få set nogle billeder og høre om møffernes ankomst. Jeg er nok ikke den eneste, der slider på Sofies blog idag.

Sidste kapitel

Sidste kapitel i en alt for kort og samtidig meget betydningsfyldt periode i mit liv. Der skal ikke knyttes de store kommentarer - det taler vidst helt for sig selv.

---

12. april 98

Mors og fars lille Mie!

Din begravelse i går var helt klart en smuk oplevelse. Din lille kiste blev pyntet fint med blomster og lyserøde sløjfer. Vi startede med at synge 'Nu titte til hinanden' - akkurat som da du blev døbt. Vores præst fra Holbæk talte så fint for dig. Jeg har fået talen på tryk, for det kan være svært at huske, hvad man hører i kirken. Sara og Jakob opførte sig meget fint i kirken. Inden selve begravelsen havde de udforsket kirken og hjulpet Hanne med at bære de sidste blomster ind. Da den kirkelige handling var overstået bar far og jeg selv din lille kiste ud og sænkede den i graven ved hjælp af de hvide silkebånd, som sad i håndtagene. Lille skat - det blev sådan en smuk afsked. Selv Lisbeth - vores præst - kneb en tåre, da hun havde kastet jord på din kiste.
Jeg kan se på kortene fra alle blomsterne, at der er mange, der har tænkt på os. Der var så mange blomster - både buketter og opsatser. Senere efter kaffen herhjemme, da alle vores gæster var kørt hjem, var vi ovre at se dit lille gravsted, hvor alle blomsterne var lagt fint ud.
Nu har vi bare minderne om dig tilbage, og en ubeskrivelig indre smerte. Vi skal hente vores billeder af dig om en uges tid. Jeg mangler sådan noget at se på. Jeg har et billede som Susanne på Neo i Holbæk tog, da du var få dage gammel. Men vi har selv taget så mange.
Lille Mie - du fyldte så meget i mit liv. Ja, selv efter din død har du brugt min tid og været i mine tanker. Et eller andet sted vil du altid være hos mig. Et elskeligt lille menneske, som din far og jeg kun fik så kort tid sammen med. Du har givet os så meget og lært os så meget, at vi aldrig ville have været dig foruden, selv om vores korte bekendtskab har forvoldt os så meget smerte.
Jeg ved ikke, hvor du er nu, men jeg ved, at du har det godt, og jeg håber inderligt, at du er klar over, hvor meget du betød for os, da du var hos os.
I dag har jeg været alene ovre at se på din grav. Jeg bliver så rolig inden i, når jeg står og ser på alle blomsterne, der dækker dig som en stor, blød og farverig dyne.
Lille skat - du lærte mig så meget - du gav mig menneskeligt så meget, og selv nåede du kun at blive 1 måned og 2 dage gammel. Jeg ville så gerne have givet dig en masse, men det fik vi ikke tid til. Du fik min og fars grænseløse kærlighed, mens du var her. Det var alt, hvad vi kunne gøre for dig.
Her vil min hilsen til dig slutte. Dit liv er slut og mit skal fortsætte. Det bliver tomt uden dig, men din far og dine søskende skal nok sørge for, at jeg stadig har en masse at leve for.

Tak for alt min pige.

En sidste hilsen
fra Mor

---

Tak til jer, som læste med.

Næstsidste kapitel i bogen, der blev alt for kort.

10. april - dagen før Mies begravelse - skrev jeg følgende:

Kære lille engel.

Nu sidder du oppe bag din stjerne og kigger ned til os. Jeg ved ikke hvilken stjerne, der er din, men jeg er overbevist om, at du har det godt nu.
Den sidste dag vi fik med dig, var den 7. april. Den sidste hjerneundersøgelse viste, at du ikke fungerede rigtigt mere. Samtidig var din raske nyre gået i chok og fungerede dermed ikke rigtigt mere. Derfor besluttede vi i samråd med lægen, at du skulle have fred. Det var ikke nogen svær beslutning, for vi gjorde det af kærlighed. Du døde hurtigt, da vi tog dig af respiratoren. Vi fik dig ind på den anden stue, så vi var kun dig, mig og far. Din død var stille og rolig og på en måde en god oplevelse for din far og mig. Vi sad længe og aede dig efter din død. Du var så smuk og rolig at se på - vi kunne se, at du havde fået fred. Senere kørte vi hjem efter Sara og Jakob, så de kunne se dig og sige pænt farvel til dig. Vi klædte dig pænt på i dit Peter Plys tøj, lagde dig tilbage i vuggen og kørte hjem og sov. Ikke ret meget, for savnet af dig gjorde ondt i hele kroppen. Næste dag - onsdag d. 8. april - var vi inde og hente dig på Rigshospitalet. Vi kørte dig hjem i liften, som du har ligget i mange gange før. Vi mødtes med Hanne - vores bedemand - ved vores kirke. Inde i kirken puttede vi dig i den lille hvide kiste. Du fik din pingvin med. Den har siddet ved siden af dig, siden du var få døgn gammel, så det var naturligt, at den måtte med. Bogen som Sara har tegnet til dig fik du med, og for Jakob var det vigtigt, at du fik din sut. Du ligger så godt i den lille kiste. Du ligger godt om på siden som altid, når du sov, og du har dit eget dynebetræk over dig. Jeg er så glad for, at vi selv har ordnet det og ved at du er puttet godt. Vi har valgt et fint lille gravsted, hvor aftensolen vil skinne på din sten.
Du skal begraves i morgen. I går var vi på Holbæk sygehus og tale med Lisbeth Thomsen, som døbte dig. Hun kommer også og skal forestå din begravelse. Så er ringen sluttet. Hun er sådan et sødt menneske, og hun sagde med det samme ja, da vi spurte hende, om hun ville komme herned. Hun siger selv, at hun kom til at holde af dig, den tid vi kendte hende på hospitalet.
Elskede lille Mie, dit liv blev så kort, men du nåede alligevel at betyde alt for os. Du har efterladt et kæmpe tomrum, som aldrig vil forsvinde. Smerten inde i vil fortage sig, men du vil altid være røddernes lillesøster og fars og min solstråle. Jeg går ud fra, at min hilsen her til dig afsluttes, når du i morgen er begravet. Det har hjulpet mig meget at skrive til dig, selv om du nu aldrig selv vil få læst det.
Den lyserøde bamse, som du fik af dine søskende første dag, sidder oppe ved siden af min seng. Gennem den vil jeg sige godnat til dig hver aften, for du vil være hos mig hver dag.
Lille mus - du gav så meget, men fik kun selv lidt. Vi var ikke i stand til at give dig livet, men du fik vores grænseløse kærlighed, mens du var hos os.

Sov sødt lille skat
Kys fra mor.

---

Sikke en historie. Min dagbog var jo ment som et redskab til selv at kunne forklare Mie, hvad vi var igennem, da hun var ganske lille. I stedet skulle den vise sig at blive et af mine reskaber til at overleve. Det er godt, at vi ikke kender vores egen historie på forhånd. Sidste kapitel er på søndag. Dagen efter begravelsen.

Fortsat dejlig påske. Jeg skal måske lige sige, at vi nyder fridagene og har det rigtig godt. Tankerne flyver selvfølgelig, men det er på den rare måde. Min egen forklaring er, at det må være fordi, at det er så længe siden, og vel også fordi jeg har fået min fortid med mig på en god måde, så jeg nu er i stand til at leve i nuet og virkelig nyde det med resten af min skønne familie.

11. år siden.

Der er ikke så meget at sige i dag. Ikke andet end at jeg selvfølgelig sender en million tanker til en helt speciel lille pige. En lille pige, der stadig er 5 uger, så 11 år virker meget abstrakt i mit hoved.

I er flere der skriver, at der stadig er spørgsmål. I må altså meget gerne komme med dem. Her, på min mail, eller i indbakken på facebooken. Jeg vil meget gerne svar, for jeg synes jo kun det er dejligt, at I har taget jer tiden til at lære min Datter at kende.

En rigtig god dag til jer alle.

Mandag d. 6. april 1998

Tilbage på Riget blev d. 6. april det sidste hele døgn, vi havde med Mie. Vi var slet ikke i kontakt med hende. Hun skulle ikke have mad og lå bare der med respiratoren koblet til. Der var blevet lagt lungedræn, fordi hendes ene lunge havde lukket sig under genoplivning, og den raske nyre var nu gået i chock. Der var meget sorte udsigter. Jeg gik ind til Mie rigtig mange gange, men bare i korte øjeblikke. Der var ikke noget at gøre for hende. Jeg havde fået forældrestue lige på den anden side af væggen, så det var egentlig fint nok.

Tirsdag d. 7. april fik vi de endelig svar på hjernemålingerne, og vi var ikke et sekund i tvivl. Hun skulle have fred. Ikke fordi vi ikke ville have et hjerneskadet barn, men fordi vi elskede hende så fortvivlet højt, at vi ikke mente, at det var et liv for hende. Hun døde meget hurtigt, da vi fik hende ud af alle apperaterne. Dette var med til at styrke os i beslutningen om, at vi havde truffet den rigtige beslutning. Der blev ikke skrevet dagbog den dag, og heller ikke de følgende dage. Næste skriveri er fredag - dagen inden bisættelsen.

Den 6. april skrev jeg følgende:

6. april 98

Øv lille skat – hvor er verden ond ved os. Fra i går, hvor du ”bare” havde lungebetændelse til i dag er vores verden vendt igen. Blodprøver har ikke vist tegn på infektion, så man mener ikke, at det er lungebetændelse du er syg af. I dag, da de skulle skifte tuben til din respirator gik det helt galt. Tuben var rykket, så den sad ikke rigtigt. Da de skulle skifte den, kunne de ikke lægge den nye, så du blev rigtig dårlig, og var uden ilt i en periode. Desværre er der noget, der tyder på, at du har taget skade. Der har fra i eftermiddags tog her til sent i aften ikke været nogen tegn på hjerneaktivitet bortset fra et lille bitte tegn, da vores søde læge Susan pillede ved dine elektroder. Dagen i morgen skal fortælle os, om du har nogen fremtid. Der skal laves yderligere undersøgelser af din hjerne, så man kan se, om du er hos os. Lille pus, du skal kæmpe, hvis der er noget at kæmpe for, men hvis ikke der er, så skal du – for din egen skyld – give slip. Det vil ingen nogensinde bebrejde dig. Vi elsker dig, og derfor ønsker vi dig kun det bedste. Du er kun en måned gammel, og alligevel er det nok den måned, der har påvirket vores liv allermest. Du har på din egen måde givet os så meget. Det har været hårdt ind imellem, men alligevel har hver dag med dig været en gave. Lille mors Mie. Lov mig, at du i løbet af natten og i morgen selv træffer den rigtige beslutning.

Sov godt.
Mor

Tilbage på Riget.

Søndag morgen måtte jeg ringe hjem til Bo og fortælle ham, at vores lille datter var mere syg end vi lige havde forestillet os. At der igen var bestilt plads til os på Riget, og at det hele pludselig gik fra farverigt til sort. De små sjove bevægelser, Mie havde lavet med sit ben, viste sig at være kramper - ingen vidste hvorfor. Det var igen tid og anledning til at skrive. Dagens kapitel blev som følger:

5. april 98

Hej Mie-pus!

Sikke noget møg. Nu gik det lige så godt. Vi har været hjemme længe og kun været til stuegang i Holbæk 2 gange om ugen. I går aftes blev du imidlertid dårlig. Natten har vi tilbragt på intensiv afdeling i Holbæk, og nu er vi tilbage på GN på Rigshospitalet. Du har fået lungebetændelse. Hele natten har du ligget og kæmpet for dit liv. Du har fået ilt og har haft et gevaldigt vejrtrækningsbesvær. Det har været hårdt. Nu ligger du med respirator for at skåne dit hjerte. Du bliver holdt kunstigt bevidstløs, indtil du har det bedre. Du virker stærk, og vi håber, at det går hurtigt. Nu havde vi vænnet os til hinanden, og far og jeg synes, at det går fint, så vi be’r bare til, at du er stærk og kommer over det i en fart. Og samtidig håber vi så inderligt, at dette er en ”enlig svale”. På grund af din medicin har jeg ingen kontakt til dig i dag. Alligevel går jeg ind og nusser dig og taler til dig en gang imellem i håb om, at du fornemmer, at jeg er hos dig. Sov godt Mie – og husk at mor elsker dig.

Begyndelsen på enden.

Lørdag inden påske - der er ting, jeg husker alt for godt. Mie var urolig den dag, men ikke mere, end at vi var trykke ved at være hjemme. Hen under aften blev hun anderledes, og vi bemærkede, at hun lå og lavede små sjove spjæt med det ene ben. Ikke noget voldsomt, så det gav ikke anledning til store tanker. Hun begyndte at virke forpint, og vi tog hendes temperatur og fandt ud af, at hun havde feber. Jeg pakkede min taske, for jeg måtte jo hellere lige smutte en tur til vores stue i Holbæk og få hende checket. Vi var ikke et sekund i tvivl om, at jeg bare skulle køre selv, og at Bo skulle blive hjemme ved Sara og Jakob, for det var jo ikke noget særligt. Virkeligheden skulle vise sig at være en anden. Jeg er ALDRIG - hverken før eller siden - kommet så hurtigt til Holbæk. På vej derind kunne jeg høre, at hendes vejrtrækning ændrede sig, og at lydene fra hende blev anderledes. Vi endte på intensiv, og det var tydeligt, at hun var rigtig dårlig. Men hun kæmpede. Hun sov stort set ikke den nat. Måske fordi hun har været klar over, at hvis hun lukkede øjnene, ville det være slut... jeg ved det ikke, men jeg har tit tænkt på, hvor bevidst man kan være om tingene, når man endnu er et lille spædbarn.

Alt dette er 11 år siden i dag. Det giver anledning til tanker og minder, men ikke mere, end at jeg skal nyde solen, dagen, min familie og den frokost som jeg skal til om lidt med familien på min side.

Påske.

I år er det lidt underligt. Påsken bliver god - den betyder rigtig mange fridage, hvor hele familien er samlet og kan slappe af. Samtidig er påsken jo også tiden, hvor jeg mindes. Mie døde jo tirsdag før påske. Den 7. april. For første gang i de år der er gået, falder det igen sammen. Tirsdag før påske er i år d. 7. april. Jeg ved ikke rigtigt, hvad det gør ved mig - jeg kan bare mærke, at det er underligt.

Ellers er der vidst ikke nogen tvivl om, at vi glæder os til dagene. På mandag skal vi til Fyn og besøge vores hvalp. Hun vil da være 6 uger og stadig ikke gammel nok til at tage med hjem. Onsdag kommer fætter Viktor på besøg det meste af dagen, og helligdagene står lige nu åbne til bare at være og at nyde livet. Ikke dårligt.