søndag den 5. april 2009

Tilbage på Riget.

Søndag morgen måtte jeg ringe hjem til Bo og fortælle ham, at vores lille datter var mere syg end vi lige havde forestillet os. At der igen var bestilt plads til os på Riget, og at det hele pludselig gik fra farverigt til sort. De små sjove bevægelser, Mie havde lavet med sit ben, viste sig at være kramper - ingen vidste hvorfor. Det var igen tid og anledning til at skrive. Dagens kapitel blev som følger:


5. april 98

Hej Mie-pus!

Sikke noget møg. Nu gik det lige så godt. Vi har været hjemme længe og kun været til stuegang i Holbæk 2 gange om ugen. I går aftes blev du imidlertid dårlig. Natten har vi tilbragt på intensiv afdeling i Holbæk, og nu er vi tilbage på GN på Rigshospitalet. Du har fået lungebetændelse. Hele natten har du ligget og kæmpet for dit liv. Du har fået ilt og har haft et gevaldigt vejrtrækningsbesvær. Det har været hårdt. Nu ligger du med respirator for at skåne dit hjerte. Du bliver holdt kunstigt bevidstløs, indtil du har det bedre. Du virker stærk, og vi håber, at det går hurtigt. Nu havde vi vænnet os til hinanden, og far og jeg synes, at det går fint, så vi be’r bare til, at du er stærk og kommer over det i en fart. Og samtidig håber vi så inderligt, at dette er en ”enlig svale”. På grund af din medicin har jeg ingen kontakt til dig i dag. Alligevel går jeg ind og nusser dig og taler til dig en gang imellem i håb om, at du fornemmer, at jeg er hos dig. Sov godt Mie – og husk at mor elsker dig.

1 kommentar:

  1. Åh lille pus....Det er så underligt at det er 11 år siden du skrev det, for når jeg læser det er det "lige nu" det sker.

    SvarSlet