lørdag den 11. april 2009

Sidste kapitel

Sidste kapitel i en alt for kort og samtidig meget betydningsfyldt periode i mit liv. Der skal ikke knyttes de store kommentarer - det taler vidst helt for sig selv.

---

12. april 98

Mors og fars lille Mie!

Din begravelse i går var helt klart en smuk oplevelse. Din lille kiste blev pyntet fint med blomster og lyserøde sløjfer. Vi startede med at synge 'Nu titte til hinanden' - akkurat som da du blev døbt. Vores præst fra Holbæk talte så fint for dig. Jeg har fået talen på tryk, for det kan være svært at huske, hvad man hører i kirken. Sara og Jakob opførte sig meget fint i kirken. Inden selve begravelsen havde de udforsket kirken og hjulpet Hanne med at bære de sidste blomster ind. Da den kirkelige handling var overstået bar far og jeg selv din lille kiste ud og sænkede den i graven ved hjælp af de hvide silkebånd, som sad i håndtagene. Lille skat - det blev sådan en smuk afsked. Selv Lisbeth - vores præst - kneb en tåre, da hun havde kastet jord på din kiste.
Jeg kan se på kortene fra alle blomsterne, at der er mange, der har tænkt på os. Der var så mange blomster - både buketter og opsatser. Senere efter kaffen herhjemme, da alle vores gæster var kørt hjem, var vi ovre at se dit lille gravsted, hvor alle blomsterne var lagt fint ud.
Nu har vi bare minderne om dig tilbage, og en ubeskrivelig indre smerte. Vi skal hente vores billeder af dig om en uges tid. Jeg mangler sådan noget at se på. Jeg har et billede som Susanne på Neo i Holbæk tog, da du var få dage gammel. Men vi har selv taget så mange.
Lille Mie - du fyldte så meget i mit liv. Ja, selv efter din død har du brugt min tid og været i mine tanker. Et eller andet sted vil du altid være hos mig. Et elskeligt lille menneske, som din far og jeg kun fik så kort tid sammen med. Du har givet os så meget og lært os så meget, at vi aldrig ville have været dig foruden, selv om vores korte bekendtskab har forvoldt os så meget smerte.
Jeg ved ikke, hvor du er nu, men jeg ved, at du har det godt, og jeg håber inderligt, at du er klar over, hvor meget du betød for os, da du var hos os.
I dag har jeg været alene ovre at se på din grav. Jeg bliver så rolig inden i, når jeg står og ser på alle blomsterne, der dækker dig som en stor, blød og farverig dyne.
Lille skat - du lærte mig så meget - du gav mig menneskeligt så meget, og selv nåede du kun at blive 1 måned og 2 dage gammel. Jeg ville så gerne have givet dig en masse, men det fik vi ikke tid til. Du fik min og fars grænseløse kærlighed, mens du var her. Det var alt, hvad vi kunne gøre for dig.
Her vil min hilsen til dig slutte. Dit liv er slut og mit skal fortsætte. Det bliver tomt uden dig, men din far og dine søskende skal nok sørge for, at jeg stadig har en masse at leve for.

Tak for alt min pige.

En sidste hilsen
fra Mor
---
Tak til jer, som læste med.

6 kommentarer:

  1. Helt lydløst og stille triller tårerne ned over kinderne på mig. Åh, for pokker Susanne, hvor var det smukt og sørgeligt. Tænk at det er helt skut nu. Ja, jeg ved godt at det er 11 år siden, men for mig er det lige nu, igennem dine ord, det er sket.

    I går spurgte Kevin mig, efter at have været til begravelse (han blev 70 og havde levet et godt og langt liv) om hvorfor en begravelse altid skal være så sørgelig? Hvorfor ikke fejre dette menneske og mindes med glæde alle de gode ting?

    Det synes jeg faktisk at det virker som om I formåede med Mies begravelse. Selvom det var hårdt og selvom det var helt forkert at hun skulle herfra så tidligt, så formåede hun trods alt, som du selv skriver, at give og lære jer rigtig meget. Hun bragte en masse smukt med sig også. Det er måske svært at se når man sidder der i kirken og ens lille barn ligger i kisten i stedet for i ens arme, men jeg synes jeg fornemmer at det er det du mener.

    1000 kærlige hilsner og tanker til hele den levende familie og især til dejlige lille Mie.

    SvarSlet
  2. Bare mange kram til dig Susanne...

    SvarSlet
  3. Tusind tak for at jeg måtte følge med i Mies liv (er lige kommet fra ferie men har alligevel kunnet læse lidt med undervejs).

    Jeg hæfter mig ved din formulering; at Mie har brugt din tid selv efter hendes død... det er smukt sagt...
    Kram fra Heidi

    SvarSlet
  4. Tak fordi jeg måtte læse med - det har været hård, men smuk læsning og jeg føler jeg kender en lillebitte smule af jeres fine lille pige - Knus til jer

    SvarSlet
  5. Tak til dig Susanne.

    Jeg sidder bare sådan stille efter endnu en beretning, som aldrig burde have endt på denne måde. Men hun fik alt det bedste med på vejen - det fremgår tydeligt.

    Kram til dig.

    SvarSlet
  6. Kraaam igen.... gange hundrede millioner...

    SvarSlet