Mandag d. 6. april 1998

Tilbage på Riget blev d. 6. april det sidste hele døgn, vi havde med Mie. Vi var slet ikke i kontakt med hende. Hun skulle ikke have mad og lå bare der med respiratoren koblet til. Der var blevet lagt lungedræn, fordi hendes ene lunge havde lukket sig under genoplivning, og den raske nyre var nu gået i chock. Der var meget sorte udsigter. Jeg gik ind til Mie rigtig mange gange, men bare i korte øjeblikke. Der var ikke noget at gøre for hende. Jeg havde fået forældrestue lige på den anden side af væggen, så det var egentlig fint nok.

Tirsdag d. 7. april fik vi de endelig svar på hjernemålingerne, og vi var ikke et sekund i tvivl. Hun skulle have fred. Ikke fordi vi ikke ville have et hjerneskadet barn, men fordi vi elskede hende så fortvivlet højt, at vi ikke mente, at det var et liv for hende. Hun døde meget hurtigt, da vi fik hende ud af alle apperaterne. Dette var med til at styrke os i beslutningen om, at vi havde truffet den rigtige beslutning. Der blev ikke skrevet dagbog den dag, og heller ikke de følgende dage. Næste skriveri er fredag - dagen inden bisættelsen.

Den 6. april skrev jeg følgende:

6. april 98

Øv lille skat – hvor er verden ond ved os. Fra i går, hvor du ”bare” havde lungebetændelse til i dag er vores verden vendt igen. Blodprøver har ikke vist tegn på infektion, så man mener ikke, at det er lungebetændelse du er syg af. I dag, da de skulle skifte tuben til din respirator gik det helt galt. Tuben var rykket, så den sad ikke rigtigt. Da de skulle skifte den, kunne de ikke lægge den nye, så du blev rigtig dårlig, og var uden ilt i en periode. Desværre er der noget, der tyder på, at du har taget skade. Der har fra i eftermiddags tog her til sent i aften ikke været nogen tegn på hjerneaktivitet bortset fra et lille bitte tegn, da vores søde læge Susan pillede ved dine elektroder. Dagen i morgen skal fortælle os, om du har nogen fremtid. Der skal laves yderligere undersøgelser af din hjerne, så man kan se, om du er hos os. Lille pus, du skal kæmpe, hvis der er noget at kæmpe for, men hvis ikke der er, så skal du – for din egen skyld – give slip. Det vil ingen nogensinde bebrejde dig. Vi elsker dig, og derfor ønsker vi dig kun det bedste. Du er kun en måned gammel, og alligevel er det nok den måned, der har påvirket vores liv allermest. Du har på din egen måde givet os så meget. Det har været hårdt ind imellem, men alligevel har hver dag med dig været en gave. Lille mors Mie. Lov mig, at du i løbet af natten og i morgen selv træffer den rigtige beslutning.

Sov godt.
Mor