Næstsidste kapitel i bogen, der blev alt for kort.

10. april - dagen før Mies begravelse - skrev jeg følgende:

Kære lille engel.

Nu sidder du oppe bag din stjerne og kigger ned til os. Jeg ved ikke hvilken stjerne, der er din, men jeg er overbevist om, at du har det godt nu.
Den sidste dag vi fik med dig, var den 7. april. Den sidste hjerneundersøgelse viste, at du ikke fungerede rigtigt mere. Samtidig var din raske nyre gået i chok og fungerede dermed ikke rigtigt mere. Derfor besluttede vi i samråd med lægen, at du skulle have fred. Det var ikke nogen svær beslutning, for vi gjorde det af kærlighed. Du døde hurtigt, da vi tog dig af respiratoren. Vi fik dig ind på den anden stue, så vi var kun dig, mig og far. Din død var stille og rolig og på en måde en god oplevelse for din far og mig. Vi sad længe og aede dig efter din død. Du var så smuk og rolig at se på - vi kunne se, at du havde fået fred. Senere kørte vi hjem efter Sara og Jakob, så de kunne se dig og sige pænt farvel til dig. Vi klædte dig pænt på i dit Peter Plys tøj, lagde dig tilbage i vuggen og kørte hjem og sov. Ikke ret meget, for savnet af dig gjorde ondt i hele kroppen. Næste dag - onsdag d. 8. april - var vi inde og hente dig på Rigshospitalet. Vi kørte dig hjem i liften, som du har ligget i mange gange før. Vi mødtes med Hanne - vores bedemand - ved vores kirke. Inde i kirken puttede vi dig i den lille hvide kiste. Du fik din pingvin med. Den har siddet ved siden af dig, siden du var få døgn gammel, så det var naturligt, at den måtte med. Bogen som Sara har tegnet til dig fik du med, og for Jakob var det vigtigt, at du fik din sut. Du ligger så godt i den lille kiste. Du ligger godt om på siden som altid, når du sov, og du har dit eget dynebetræk over dig. Jeg er så glad for, at vi selv har ordnet det og ved at du er puttet godt. Vi har valgt et fint lille gravsted, hvor aftensolen vil skinne på din sten.
Du skal begraves i morgen. I går var vi på Holbæk sygehus og tale med Lisbeth Thomsen, som døbte dig. Hun kommer også og skal forestå din begravelse. Så er ringen sluttet. Hun er sådan et sødt menneske, og hun sagde med det samme ja, da vi spurte hende, om hun ville komme herned. Hun siger selv, at hun kom til at holde af dig, den tid vi kendte hende på hospitalet.
Elskede lille Mie, dit liv blev så kort, men du nåede alligevel at betyde alt for os. Du har efterladt et kæmpe tomrum, som aldrig vil forsvinde. Smerten inde i vil fortage sig, men du vil altid være røddernes lillesøster og fars og min solstråle. Jeg går ud fra, at min hilsen her til dig afsluttes, når du i morgen er begravet. Det har hjulpet mig meget at skrive til dig, selv om du nu aldrig selv vil få læst det.
Den lyserøde bamse, som du fik af dine søskende første dag, sidder oppe ved siden af min seng. Gennem den vil jeg sige godnat til dig hver aften, for du vil være hos mig hver dag.
Lille mus - du gav så meget, men fik kun selv lidt. Vi var ikke i stand til at give dig livet, men du fik vores grænseløse kærlighed, mens du var hos os.

Sov sødt lille skat
Kys fra mor.

---

Sikke en historie. Min dagbog var jo ment som et redskab til selv at kunne forklare Mie, hvad vi var igennem, da hun var ganske lille. I stedet skulle den vise sig at blive et af mine reskaber til at overleve. Det er godt, at vi ikke kender vores egen historie på forhånd. Sidste kapitel er på søndag. Dagen efter begravelsen.

Fortsat dejlig påske. Jeg skal måske lige sige, at vi nyder fridagene og har det rigtig godt. Tankerne flyver selvfølgelig, men det er på den rare måde. Min egen forklaring er, at det må være fordi, at det er så længe siden, og vel også fordi jeg har fået min fortid med mig på en god måde, så jeg nu er i stand til at leve i nuet og virkelig nyde det med resten af min skønne familie.