lørdag den 4. april 2009

Begyndelsen på enden.

Lørdag inden påske - der er ting, jeg husker alt for godt. Mie var urolig den dag, men ikke mere, end at vi var trykke ved at være hjemme. Hen under aften blev hun anderledes, og vi bemærkede, at hun lå og lavede små sjove spjæt med det ene ben. Ikke noget voldsomt, så det gav ikke anledning til store tanker. Hun begyndte at virke forpint, og vi tog hendes temperatur og fandt ud af, at hun havde feber. Jeg pakkede min taske, for jeg måtte jo hellere lige smutte en tur til vores stue i Holbæk og få hende checket. Vi var ikke et sekund i tvivl om, at jeg bare skulle køre selv, og at Bo skulle blive hjemme ved Sara og Jakob, for det var jo ikke noget særligt. Virkeligheden skulle vise sig at være en anden. Jeg er ALDRIG - hverken før eller siden - kommet så hurtigt til Holbæk. På vej derind kunne jeg høre, at hendes vejrtrækning ændrede sig, og at lydene fra hende blev anderledes. Vi endte på intensiv, og det var tydeligt, at hun var rigtig dårlig. Men hun kæmpede. Hun sov stort set ikke den nat. Måske fordi hun har været klar over, at hvis hun lukkede øjnene, ville det være slut... jeg ved det ikke, men jeg har tit tænkt på, hvor bevidst man kan være om tingene, når man endnu er et lille spædbarn.

Alt dette er 11 år siden i dag. Det giver anledning til tanker og minder, men ikke mere, end at jeg skal nyde solen, dagen, min familie og den frokost som jeg skal til om lidt med familien på min side.

4 kommentarer:

  1. Uh, det giver kuldegysninger at læse om. Bevidstheden om tingene er jeg slet ikke i tvivl om at de små pus har lige fra starten. Det har jeg jo selv erfaret med Elisabeth.

    SvarSlet
  2. Helt enig, bare overskriften gav mig kuldegys og lidt mere vand i øjnene end jeg plejer. Knus til jer

    SvarSlet
  3. Puhaaa. Det lyder som en frygtelig biltur og minder mig utrolig meget om da vi sad med Klemens i en taxa i 40 minutter, og både taxachauffør og vi var ved at dø af skræk over at Klemens virkede til at blive dårligere og dårligere.

    Jeg er også tilbøjelig til at tro, at de små pus har en eller anden form for bevidsthed der gør dem i stand til at kæmpe for livet påtrods....

    KH Stine

    SvarSlet
  4. Søndag morgen og jeg græder... for den slags er endnu ikke langt nok væk hos mig. Til sommer er det 5 år siden, at vi tog på skadestuen med Cirkeline; for der var noget galt.

    Puha.... mange tanker

    SvarSlet