Denne fine bamse er ikke min. Eller det vil sige, det var den ikke. Mie fik den af Sara og Jakob første gang de hilste på hinanden på Holbæk Sygehus. Den var med os de første dage i Holbæk og senere på Rigshospitalet. Herefter havde vi vores dage hjemme, for den sad oppe ved siden af liften, hvor hun sov om natten. Da Mie døde og skulle puttes, fik hun et lille får med, som havde været med hele vejen. Det var mest naturligt. Den aften, hvor vi kom hjem uden barn, tog jeg bamsen med ind i soveværelset og satte den ved vores seng. Her har den boet lige siden. 13 år, er det snart blevet til. Jeg holder rigtig meget af bamsen, som repræsenterer Mies 5 uger.
Hvor er det dejligt at du har beholdt Mies bamse. Jeg savner stadig Elisabeths kanin og kan nogen gange ærge mig over at jeg ikke beholdt den som et minde om hende. Elisabeth fik den med i kisten. Den havde ellers sover i min seng – så den kunne dufte godt af mor – indtil hun blev født og derefter sov Elisabeth altid med den ved sin side. Det var hendes og derfor skulle hun jo også have den med i kisten, men altså hvor jeg dog gerne ville have haft den til at stå ved siden af min seng den dag i dag. Hun fik mange bamser, men kaninen er den eneste der virkelig betyder noget for mig og som minder allermest om hende.
SvarSletDet giver mig simpelthen sådan en varme at følge med i dit forhold til Mie.
SvarSletKh Line
Hvor er det bare et godt minde og at Mie på den måde "bor lidt hos jer i soveværelset". Kærligheden lyser ud af dine ord og beskrivelser..
SvarSletVi har Veras hund herhjemme, en hæklet hund som var hos hende og som vi har nogle gode minder med; Den dag hun suttede på snuden, et enestående øjeblik hvor vi alle 5 var samlet og smilede/begejstredes over Veras udforsken af verden. Vi fik aldrig Vera med hjem. Så hunden skaber broen..
Den var også med i bilen på vores sommerferie..
Vera blev puttet i kisten med resten af hendes bamser..
Knus Mette