Uønsket fridag

Jeg holder fri i dag, men ønsker mig lige nu på arbejde. Til en tirsdag, der er som den plejer, og hvor snakken kan gå på kontoret. I stedet er det ved at være tid til at gøre mig færdig og køre til bisættelse.

Det gør ondt, at jeg skal se forældre, der nu har mistet deres søn. At jeg skal se niecerne være kede af, at deres "Hansen" ikke er her mere. At se min veninde i sorg. Alt dette bringer mig tilbage til den dag, hvor jeg selv stod og sænkede kisten med mit barn i graven. Hvor min verden blev en anden, og hvor det var svært at se, hvordan det skulle gå.

 

Det er ikke blevet til meget søvn i nat, for tankerne er fløjet. Til dengang vi var små. Til fester, hvor vi har grinet og hygget og talt om gamle dage. Nu er det slut. Johannes har fået fred for sin afskyelige sygdom, og jeg må afsted og tage endelig afsked.

 

 

Vingestatus

I sigste uge blev min tid hos lægen aflyst. Selv en læge kan blive syg, og jeg måtte pænt finde mig i, at min tid blev rykket. Jeg har en ny tid i formiddag til vingetjek. Og ironisk nok, så synes jeg, at fyssens behandling i fredags virkelig rykkede. Jeg er dog alligevel spændt på, hvad den flinke læge har at sige.

 

Nu vil jeg bevæge mig ud i sjaks og tøvejr. Det bliver ikke kønt, men jeg er nu alligevel slet ikke utilfreds med, at det bliver lidt lunere i vejret.

En fredag aften i musikkens tegn

Lige for tiden lytter jeg til ny musik. Jeg hører Shoes for Julia. Søren Sko sammen med Julia Fabrin, som X-factor seere måske husker fra trioen The Fireflies. Samarbejdet er ganske nyt, og de udgav deres første album sidst i 2012.

 

I går aftes startede de deres tur rundt om i landet på Cafe Ludvig i Sorø. Vi sad midt i salen og nød musikken og den gode stemning. De spillede en del numre fra deres album, men der var også helt nyt materiale. Et enkelt covernummer blev det også til. Søren Sko sang Suzanne Vegas "Luka", så man næsten glemte den originale version.

Børnene var hjemme, og aftenen blev tilbragt i selskab med pigerne fra kontoret og min kollegas mand. Jeg kan klart anbefale at lytte til Shoes for Julia.

Jeg mangler ord

Min veninde fra jeg var 5-6 år har mistet sin bror i morges. Han blev 40 i går. Sidst vi var sammen med ham, var til konfirmation for snart 3 år siden. Da var han erklæret rask efter en hård omgang med cancer i spiserøret. Sådan var virkeligheden desværre ikke, og canceren kom igen. Han efterlader sig nu sin søster og sine aldrende forældre. Johannes har været en del af min barndom, og jeg vil huske ham som den glade, raske Johannes, som altid havde en munter kommentar.

 

Mine tanker går til hans familie, der lige nu står i sorg og alt det praktiske, som også skal ordnes. Jeg glæder mig til at møde min veninde og give hende et knus og holde lidt om hende.

Når følelser gør ondt

I et hjem med store unger sker det, at vi er flere end planlagt. Vi har altid praktiseret åbne døre, og nyder, når de unge kommer hos os. I de sidste års tid har vi haft fornøjelsen af et skønt ungt menneske, der er kommet og har gjort vores søn glad. Hun var med på ferie, og vi har haft en masse rigtig gode timer sammen. Hun holdt hurtigt op med at være gæst, og faldt naturligt ind i vores tilværelse. Den sidste måneds tid har vi set mindre og mindre til hende, og vi har ikke været i tvivl om, hvor det har båret hen. Men nu er det officielt. De er ikke kærester mere.

 

Det gør ondt. Dels fordi vi jo har lært at holde af hende, men endnu mere fordi vi kan se, at det gør ondt på vores søn. At han er så ked af det, og at vi ikke kan gøre noget. Vi taler om det, og vi ved jo alle, at tingene bliver lyse og rare igen. Men at det også tager tid. Lige nu gør det bare ondt.

ZZZZzzzzz

Sådan har jeg det i dag. Af en eller anden årsag har jeg været vågen siden klokken 03.00. Jeg har tænkt en masse og fundet nogle løsninger. Jeg har designet køkken, og spekuleret over, om den gamle kaffemaskine vil tage sig ordentligt ud på et nyt køkkenbord. Jo, der er store ting at tage stilling til. Normalt bruger jeg ikke natten på den slags pjat, men sådan blev det altså.

 

Arbejdet skal passes. Måske man skulle gøre som Gimle og smække stængerne op på koncetpholderen og bruge en bunke til hovedpude. Bare sådan lige til man er lidt frisk igen. For Gimles vedkommende er det mange timer om dagen. Og så vil jeg skynde mig at undskylde den lidt upassende vinkel, jeg har fanget katten i. Jeg kunne ganske enkelt ikke lade være.

Tryllerier i køkkenet.

Sara tilbød at lave maden lørdag aften. En tur i Brugsen og et par timer i køkkenet blev brugt, ja - og så mit dankort naturligvis. Vi skulle ikke røre en finger, men bare sætte os ved et veldækket bord og nyde.

 

Rullerne er lavet med røget laks, røget hellefisk og tun fra dåse rørt op med en anelse mayonaise og sød chilisovs. Lidt agurt, avokado og snittet iceberg, så bliver det så fint, at Jochi næsten ikke kan være med.

Giver I kaffen?

Vi var i Slagelse og lure i køkkenforretninger, da beskeden kom. På vej hjem fandt vi en kage hos bageren, og sådan gik det til, at vi fik et par hyggelige timer med Inge og Hasse. Der er ingen billeder som bevis, for vi brugte vidst tiden på at snakke. 

Nu skal der læses køkkenkataloger. Der skal tænkes fordele og ulemper, og der skal regnes priser. Det er stadig ikke meningen, at det skal være lige nu, men det er rart at have god tid til store tanker. 

Skål

Hermed kontorkatten Gimle. Jeg kom i tanke om billedet i dag, da jeg så en af Rejens skønne tøser ligge og kikke sultent på akvariet. Gimle er en rigtig Garfiels. Han råber på mad, så snart man rejser sig fra stolen, og når han ikke gider at gå ud og drikke fra sin vandskål, sker det, at han vælger den nærmeste løsning.

 

Jeg har prøvet at tage fat i bowlen, og der skal heldigvis en del til, før sådan en vælter. Det er heldigt, for Gimle hører absolut ikke til de mindste. Jeg skal måske lige gøre opmærksom på poterne, som end ikke rører vandoverfladen. Han drikker bare, og fiskene er tilsyneladende fuldstændig ligeglade.

Nu prøver jeg igen.

Jeg har ikke strikket siden den dag i oktober, hvor jeg prøvede at flyve over den gamle havelåge. Armen har ikke villet være med, og jeg har ikke følt trang til at forsøge. Jeg har pænt passet min tid hos fys-manden hver fredag, uden at der på nogen måde er sket mirakler. I sidste uge fik jeg lyst til at prøve igen. Når det alligevel gør ondt, kan jeg vel ikke få ondt af at nørkle.

 

Stille og roligt er jeg gået i gang. Bare 4 - 5 omgange og så pause. Så måske jeg kan prale af et par sokker om en måneds tid. Forskellen har slet ikke været der. Armen er lige så dum, som den har været længe uden strik. Hverken mere eller mindre. I næste uge har jeg en aftale med den lokale doktor. Der skal ses på skaden igen, og der skal vurderes, om der skal anden behandling til. Og så skal jeg da lige skynde mig at understrege, at jeg klarer min hverdag og passer mit job. Mere skal den alligevel heller ikke få lov at bestemme.

Fortæl mig at det er søndag

Bo har haft rådighedsvagten hele ugen. Vi havde et ondt døgn tirsdag, og så blev telefonen ellers stille. Lige indtil i nat, da klokken næsten var 02.00. Det var ikke en af dem, der kunne klares via Ipad hjemmefra, så han er for længst kørt på job. Stik mod normalt faldt jeg hurtigt i søvn igen. Jeg nåede lige at regne ud, at jeg ville kunne nå omkring 4 timer, før mit vækkeur kaldte. Hvad jeg ikke havde taget højde for var, at Bo også havde sat sit vækkeur, og at han på ingen måde havde skænket det en tanke, da han kørte klokken 02.00. Jeg blev derfor vækken 04.10. Og da det ikke er mit ur, kender jeg det ikke. Så lys i soveværelset og briller på for at se slukknappen på skidtet. Så kunne jeg lige nå omkring 2 timer. Det havde hunden imidlertid ikke tænkt. Hun var vågen efter 1 time og holdt en lille fest i stuen. Hvad det gik ud på fandt jeg aldrig ud af.

Da mit eget ur ringene klokken sådan lidt i seks vendte jeg mig mod Bos side af sengen. Jeg gik ud fra, at det hele var en drøm, og at han bare ville grine af mig og fortælle, at det var søndag, og at jeg bare kunne snuppe et par timer mere. Sådan er verden bare ikke.

 

Nu vil jeg prøve at se frisk ud og møde min mandag med højt humør. God dag til dig derude...

Søndag er

Overstået rengøring (min rengøringsmus brændte mig af)

Engelske theboller, der nu både er bagt og spist

En tur i Blogland, med irritation over billeder, der ikke vil

Søndag har også været glade unge, der har hygget og fået lidt fra hånden (sandheden er, at der er muget ud på første til højre). Og fra nu af er søndag ensbetydende med sofa, strik og lidt wordfeud. Aftensmaden er rester, så jeg nyder. 

Min søn bider

Jonas var til konfirmationsforberedelse i går, og som sædvanlig snakkede vi lidt om tingene, da vi så hinanden i går eftermiddags. Denne gang havde det været lidt anderledes. Vores egen præst er på seminar i 3 uger, og de unge havde derfor haft vikar.

 

Da jeg spurgte ind til, hvordan det var gået, fik jeg følgende svar: Hun var rigtig sød. Vi sang en salme, og så fortalte hun en hel masse. Og hun havde lavet te til os. Og der var chokoladekiks. Til sidst sang vi en salme mere, og så bed vi fadervor.

 

Så er det jeg tænker. Må man det? 

God mandag

Når man kommer hjem sådan en mandag, er det skønt, at Sara har tilbudt at tage sig af dagens ret, og at det er yngstes køkkendag. Det giver muligheden for at sætte sig med god samvittighed. Menuen havde Sara fundet her, og jeg skulle hilse og sige, at den kan anbefales.

Sur julegavebyttemand

Jeg fik et par rigtig fine øreringe i julegave. Dem jeg havde ønsket mig allermest. Noget med en lille perle og en endnu mindre sten. De var bare så fine. Lige indtil jeg fik dem på. Så drejede de forkert, og kom til at hænge lidt skævt. Derfor var de med i tasken, da jeg kørte til Slagelse i fredags.

 

Min tanke var at bytte dem til at stort halssmykke. Muligvis noget sølv i en lædersnor. I forretningen blev jeg mødt af indehaveren, og han har åbenbart taget for mange ting retur efter denne jul. Han blev sur på mig, da det gik op for ham, at jeg var på byttetur. Han tog meget bestemt et af de gode gamle udgiftbilag og skrev retur og prisen. Så tog han pengene op af kassen og bankede dem i glasdisken, så jeg var helt nærvøs for, om den skulle revne.

 

Jeg tog pengene, stak ham mit største smil, og sagde tak for hjælpen. Ikke om hans surhed skulle smitte på mig. Han fik ikke solgt mig det store sølvsmykke, for jeg skulle ikke have spurgt ham om noget. Og hvis jeg på et tidspunkt skal have købt en gave eller have skiftet rem på mit ur, så ved jeg, hvor det ikke bliver.

Det sker bare ikke...

Juledag valgte min tørretumbler at køre for sidste gang. Absolut sidste gang. Vi har fået små signaler, men det gik jo alligevel. Men denne gang var det slut. Helt slut. I en stor familie er den svær at undvære, så straks var herren i huset på nettet for at undersøge, hvad der findes. Noget med strømforbrug kontra pris. Hvor meget rummer de, og skal de tilsluttes afløb eller en luftslange ud til haven. Alt det tekniske, som jeg er så glad for, at han tager sig af.

 

I går landede den nye tumbler så på sin plads. Ved siden af vaskemaskinen, som i øvrigt blev indkøbt mellem jul og nytår for 4 år siden. Den ligner en rumraket med lys og lyde, men vi skal nok blive gode venner. Det kan jeg mærke.

 

Nu skulle alt jo være godt. Men da kyllingestykkerne til pizzaen skulle vendes på panden i går, viste komfuret træthedstegn. Den ene zone vil ikke rigtig, når man kun bruger den lille del af den. En ting er sikkert. Jeg køber ikke nyt komfur nu. Der er stadig 3 kogezoner tilbage og en ovn. Og hvis det er sådan, det skal være, så lever jeg med det. Der er planlagt nyt køkken i sommeren 2014 og først der skal der købes nyt. Ikke et sekund før.

Hvor kan man finde den?

Mit hoved er fyldt med gode idéer. Jeg har aftalt med mig selv, at jeg skal til at røre mig. Ikke fordi, at det er smart, eller fordi andre gør det. Jeg har en meget bedre grund. Jeg gider ikke at have ondt, og det får jeg, hvis jeg ikke passer på. Lige for tiden er ryggen træt, når jeg står op, og den gør faktisk lidt ondt. Så er det, at jeg tænker. Når jeg nu så gerne vil. Når jeg nu slet ikke er i tvivl om, hvad der er det rigtige.... Og jeg kunne blive ved.

Den del af sundheden, der går på at putte gode ting i munden og lade det mindre gode ligge, mestrer jeg fint, når beslutningen er taget. Jeg er ikke fanatisk. Faktisk kan jeg godt finde ud af at spise et enkelt lille stykke kage og lade resten ligge. 

 

Jeg har fundet en bog. Den lå på min reol, og faktisk kan jeg godt huske, at jeg engang kom til at købe den. Den hedder noget med 12 minutter - 12 uger. Den handler blandt andet om at finde motivation og holde fast. At få det at røre sig til at blive en naturlig del af hverdagen. Og da jeg har lovet mig selv, at jeg også skal læse i det nye år, kan jeg jo starte med den motion det giver, når man løfter hånden og bladrer videre i bogen.

Velkommen til 2013

Årets sidste aften kunne ikke have forløbet bedre. Alt gik som det skulle, og med en smule hjælp fra dyrlægen og klarede Dodo aftenen rigtig fint. Alle spor er væk nu. Julen og nytåret er pakket væk. Altså bortset fra den nisse, der har gemt sig ved siden af fjernsynet.

Aftenens indtag af drikkevarer begrænsede sig, så vi er friske i dag. Derfor bruger jeg lige nu 1. januar til at få rydtet op i nogen ting og få ordnet fryseren. At jeg nok ikke er meget værd, når klokken slår 19.00 er en anden sag.

 

Jeg har lovet mig selv nogle få ting i det nye år. Jeg vil læse en bog en gang imellem. Det savner jeg, og nu skal jeg i gang. Så skal jeg af med lidt af det bløde inden konfirmationen, og jeg skal som altid organiseres lidt, hvad mad og indkøb angår. Det har ikke noget med nytårsfortsætter at gøre. Sådan er det altid efter en ferie, hvor det hele er gledet lidt tilfældigt.

 

Personligt glæder jeg mig til at se, hvad året bringer. Jeg håber, at jeg kommer til at møde eller gense nogen af jer derude, og jeg vil fortsat glæder mig over, at I gider at kigge forbi her og lægge en kommentar en gang imellem.