Historien om den der udsigt

Her til morgen, var der igen fryd for øjet fra stuevinduet. Men sådan har det ikke altid været. Da vi købte huset for 20 år siden, var vi glade for, at haven var lukket. Der voksede træer på 4 - 5 meter hele vejen rundt om grunden. Vi var glade, for er der noget bedre end en lukket have...

Da vi havde boet her et par år, blev vi lidt trætte af de høje træer, så de blev skåret ned til lidt under en meter, så vi kunne holde det lidt nede og lade det tætne som en hæk, og sådan var det i mange år.

Nu havde vi så skabt arbejde. Sådan noget hækkeværk skal holdes nede og klippes, og da vi havde været den igennem adskillige gange, begyndte vi at undersøge alternativer og satte derfor spirea rundt om hele haven. En god ven kom med en entreprenørmaskine og rev alle de gamle planter op. Og hold da op. Pludselig kunne jeg se Høng og Løve mølle. Det var næsten som at få ny grund.

Alt dette ligger 5 - 6 år tilbage. Siden har jeg nydt udsigten hver eneste morgen. Solen står op lige foran mine stuevinduer, og jeg kan se, hvordan lyset ændrer sig minut for minut. Vores grund er ikke specielt stor, men med min udsigt føles den som hele verden - altså næsten.

Jeg vil køre ud og møde min fredag. For første gang i flere uger er den helt vores egen. Vi skal slappe af, spise hjemmelavet pizza og se uforpligtende underholdning på TV. Jeg tager den med ro, for min krop er øm. I går aftes gjorde det ondt at gå på trapper. Jeg griner lidt af det, for jeg har selv skabt det, og i sidste ende skulle det jo gerne være godt for mig.