En kvinde, jeg kender rigtig godt, har lige valgt at forlade sin mand. Jeg har set det komme, og var ikke voldsomt overrasket. Faktisk har jeg set det snige sig ind hen over de sidste 2 - 3 år. Jeg har været klar over, at jeg ikke selv ønskede at leve det liv, men havde måske også en idé om, at det var en tilstand, de havde affundet sig med. Det er den gamle historie om de 2, der bare gled fra hinanden. Ingen utroskab eller nye partnere. Bare flammen der brændte ud.
Jeg har ikke selv den store erfaring i parforhold. Faktisk er jeg selv i mit første. Bo og jeg blev kærester, da vi gik i skole, og har været sammen lige siden - uden pauser. Nu er det ikke mere "Keld og Hilda" end som så. Selvfølgelig har det været svært ind imellem. Med 4 børnefødsler på 7 år, stor ombygning i samme periode, og ikke mindst børnenes sygdom. Jakob var syg hele sit første leveår. Og Mie blev som bekendt født for syg til livet og forlod os meget tidligt. Jeg ved ikke, om modgang gør stærk, eller som det er andet, der har gjort, at vi har klaret os igennem. Men jeg ved, at vi er her endnu, og at vi nyder.
Vi er helt klart inde i et nyt kapitel i vores forhold nu. Vi er nået dertil, hvor stuen er vores egen. Børnene er tit ude af huset, eller også har de venner på værelserne. Vi har meget mere alenetid , end vi har haft i mange år. Da vi skulle på vores første weekendophold for 4 år siden, frygtede jeg lidt, hvordan det skulle gå. Jeg så det som prøven. Ville vi kunne bruge en hel weekend og have noget at snakke om, når der nu ikke var børn og pligter omkring os? Vi bestod heldigvis prøven og aftalen er nu, at vi skal have vores weekendophold. Vi skal passe på det vi har.
I morgen kommer Sara hjem og hele flokken er samlet. Jeg glæder mig. Jeg er en heldig kvinde. At jeg har 3 dejlige unger omkring mig, og at jeg stadig har prinsen på den røde yamaha. Her skal det lige tilføjes, at den røde yamaha blev stjålet og skrællet for de gode dele. Nu er han kongen af den sorte polo....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar